Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Mænd fra Venus, kvinder fra Mars

Ansvarshavende Chefredaktør på Berlingske Tom Jensen.
Ansvarshavende Chefredaktør på Berlingske Tom Jensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Søndag aften er i disse uger lig med »Broen«-sening hjemme hos mig, og det har endnu en gang fået mig til at tænke på det næsten påståelige brud med kønsstereotyper, som præger mange TV-serier og film i disse år.

Som bekendt ved vi alle, at rigtige drenge ikke græder, og at kvinden udgør det blødt, følsomme køn, men tendensen synes at gå den modsatte vej i det samfundskulturelle seismografiske måleinstrument, som film og serier jo er.

Naturligvis kan man finde masser af eksempler, hvor enhver stereotyp opfattelse af kvinder og mænd bekræftes til det ulidelige. Men noget sker.

Lad os begynde på kvindesiden... I den aktuelle serie »Broen« er hovedpersonen, den svenske kriminalassistent Saga Norén, det stik modsatte af den empatiske, bløde kvinde. Tværtimod. Der er noget personlighedsforstyrrelse ind over, men hun er først og fremmest logikeren, for hvem følelser kommer ubekvemt.

De to første sæsoners mandlige danske hovedperson, spillet af Kim Bodnia, var derimod et virvar af infiltrerede følelser, og meget tyder på, at afløseren, spillet af Thure Lindhardt, fortsætter i det spor.

Men Saga Norén er jo langtfra ene. I alle skandinaviske nykrimiers moder, Stieg Larsson-bøgerne og -filmene, findes knudekvinden Lisbeth Salander, en hardhitter af en punker, der har gennemgået lidt af hvert og pansret sig inde derpå. Hun er iscenesat over for den langt mere følsomme og tvivlende Mikael Blomkvist.

Herhjemme har vi tidligere set Sofie Gråbøl som den forknytte, firkantede og meget lidt hjertelige Sarah Lund. Ser man over Atlanten, finder man den bipolært ramte Carrie Mathison spillet af Claire Danes i thriller-fiktionsserien »The Homeland«; en hovedrollefigur, der deler kanter og uigennemtrængelighed rent følelsesmæssigt med sine skandinaviske med-politikvinder.

Og hvad så, når det gælder herrerne?

Som sagt: Jeg ved, at der stadig udkommer talrige tju-bang-film, hvor mandlige hovedrolleindehavere slår på tæven og aldrig ser ud, som om de bliver ramt.

Men selv i en 50er/60er-sat serie som »Mad Men«, hvor mænd virkelig er mænd, og damer er damer, er hovedpersonen Don Draper i virkeligheden et dybt plaget menneske, som handler i sine følelsers vold, om end det sker med cigaretten på sned og aldrig svigtende pressefolder.

Men det bedste eksempel på den næsten stædige postulering af et anti-stereotypt mandebillede i moderne film og TV er dog alligevel James Bond i skikkelse af Daniel Craig. For nok er han hård, klassisk action-hård. Men han er også den hidtil mest følsomme Bond, muligvis i konkurrence med George Lazenby, der fik en enkelt film i overgangen mellem Sean Connery og Roger Moore.

Dengang i 1969 var verden ikke klar til en Bond, man fornemmer godt kan bryde ud i gråd, men det er den så nu. Daniel Craig giver med sin plagethed, mystik og fornemmelsen af smertelige, personlige tab Bond-figuren helt andre facetter end andre før ham.

Så ja: Vi har fattet det. Mænd er ikke bare fra Mars, og kvinder er ikke bare fra Venus, og stereotyper er trættende. Men på et tidspunkt bliver det vel også tilfældet for mod-stereotyperne.

Og i øvrigt tager jeg fejl; de har ved eftertanke nok været der længe. Var det største bløddyr af alle i Matador f.eks. ikke bankdirektør Varnæs?