Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Mænd, der anklager kvinder

Sofie Carsten Nielsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Carsten Nielsen

Kvinder under anklage. »Dæk dig til«. »Tag det tørklæde af«. »Tag afstand«. »Skam dig«.

Der har altid været mænd, som vil kue kvinder. Bestemme over kvinder. Fortælle dem, hvad de kan og ikke kan. Vi troede måske, at vi var forbi det punkt i Danmark i dag. Men nej. Om de råber deres fordømmelser ud fra moskeens dyb, Folketingets haller eller inden for hjemmets fire vægge. Martin Henriksen eller (indsæt selv tilpas rabiat imam-type). Det er same shit. Og man skal kalde dem for det, de er: Patriarker, som ingen argumenter har. Som føler sig gået for nær, føler sig truet af kvinder og derfor prøver at kyse dem.

Der er stadig kampe at kæmpe for kvinder i Danmark i dag. Der er desværre kvinder i Danmark, som ikke er frie, som ikke oplever ligeværd. De bevæger sig i lukkede cirkler og kender ofte ikke til muligheder og rettigheder, som faktisk er deres, når de har deres liv i Danmark. Vi taler ofte om dem. På TV og i Folketinget. I integrationsdebatten.

Men hvem er det, der ikke bare taler, men også GØR noget? Det er der bl.a. en række seje kvinder, der gør. I det nære, i boligblokken, hvor f.eks. bydelsmødre deler deres styrke med andre kvinder og giver dem mod og appetit på frihed og selvbestemmelse. Det gør også en håndfuld veltalende, velovervejede og selvbevidste kvinder i den offentlige debat. Khatera Parwani, Natasha Al Hariri, Geeti Amiri - for nu bare at nævne et par stykker.

De optræder både på TV og på gadeplan. Med og uden tørklæde. De siger traditioner og bandbuller imod. De siger danskheds­tyranniet imod. De insisterer på at være sig selv. De er frontkæmpere og forbilleder for kvinder, der, ligesom de selv, er vokset op i familier med rødder i lande uden for Europa. Nogle af dem har selv taget kampen personligt. Som Khaterah Parwani åbent gjort op med ungdommens kortvarige formørkelse og flirten med Hizb ut-Tahrir. Tager kampen mod dem i dag. De her kvinder dukker ikke nakken – men det skorter ikke på mænd, der gerne vil kue dem.

Ikke nok med, at de bliver hængt ud af ledende, religionskonservative kræfter i moskeerne og ghettoerne. De skal også trækkes gennem sølet af ledende, nationalkonservative kræfter i den offentlige debat.

Senest har Martin Henriksen, Marcus Knuth og Naser Khader sat sig for at mistænkeliggøre Khatera Parwani og Sherin Khankan og deres arbejde i Exitcirklen – med påstande om, at de er i ledtog med de mest konservative, muslimske kræfter. Med tanke på, hvor ofte Henriksen, Knuth og Khader må være stødt på disse to kvinder, så må de tale mod bedre vidende.

Den ene er fandenivoldsk Amager-kvinde, den anden leder Danmarks første kvinde­moské. Påstandene er absurde. Exitcirklen er netop et initiativ, som hjælper kvinder med anden etnisk baggrund ud af social kontrol. Som har til formål at give unge en vej ud, hvis de er låst fast i et stærkt konservativt eller ekstremistisk miljø. Skal vi ikke dømmes på holdninger og handlinger i nutiden? Hvorfor i alverden vil de tre mænd stikke en kæp i hjulet på det?

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at man altid skal være på vagt, når mænd vil lukke munden på kvinder, have dem til at klæde sig anderledes, eller udtaler sig skråsikkert om, hvad de er eller ikke er i stand til. Uanset hvem de mænd er. Men vi vil ikke lade os kyse. Heller ikke denne gang.