Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Mads Lundby, du puster dine tal op som om de var et kolossalt badedyr

Foto: Søren Bidstrup. Fold sammen
Læs mere

Man fik et chok, da man åbnede sin Berlinger for nylig. Der er 2,1 millioner danskere på offentlig forsørgelse. 2,1 millioner! På offentlig forsørgelse?

Det er på den baggrund let at få det indtryk, at det er en helt urimelig stor del af danskerne, der ikke bidrager til samfundet. Og det virker derfor umiddelbart ganske rimeligt, når Cepos’ cheføkonom Mads Lundby Hansen ønsker, at vi kunne få lidt flere af de her mennesker i arbejde.

Men rimeligheden ophører allerede med Cepos’ omgang med tal. Det er vildledende og misvisende, når Lundby Hansen bruger de 2,1 millioner uden skelen til, hvilke typer overførselsindkomster, der er tale om – og sammensætningen af modtagerne i øvrigt.

Ud af de 2,17 millioner danskere, som Cepos refererer til, er 1,1 million eksempelvis folkepensionister – som Mads også nævner – og 63.000 er i »øvrig tilbagetrækning«, herunder på efterløn. Fælles for dem er, at de har et langt, og for nogen slidsomt, arbejdsliv bag sig. Der er grænser for, hvad man kan eller skal have ud af dem. Så der røg halvdelen af det store tal.

325.000 af de 2,17 millioner er studerende. Unge mennesker, der netop gør det, som politikerne har opfordret dem til: uddanner sig til fremtidens arbejdsmarked. Flere uddanner sig længere. Men også de kommer ud på arbejdsmarkedet. Endda lige om lidt og oven i købet dygtigere og mere produktive end før.

332.000 befinder sig så langt væk fra arbejdsmarkedet, at det for manges vedkommende ikke giver mening at tale om beskæftigelsespolitiske indsatser. 254.000 er i den ulykkelige situation, at de enten midlertidigt (sygedagpengemodtagere) eller permanent (førtidspensionister) er for syge til at arbejde, og yderligere 78.000 vurderes ikke-jobparate af helbredsmæssige eller andre sociale årsager. De er ikke raske nok. Desværre.

Vi er nok nødt til at hjælpe dem, før de kommer til at batte det helt store i nationalregnskabet. Det er næppe et spørgsmål om manglende motivation – økonomiske incitamenter hjælper ikke alverden på helbredet, ligesom det ikke er nogen kur mod misbrug eller hjemløshed.

Omvendt er det lykkelige omstændigheder, der ligger til grund for, at 48.000 danskere midlertidigt er på offentlig forsørgelse i form af barselsdagpenge. Heller ikke dem er der samfundsøkonomisk fidus i at røre ved. Når fremtidens skatteborgere er store nok til at komme i vuggestue, vender deres forældre formentlig tilbage til arbejdsmarkedet helt af sig selv.

Til sidst står vi så med gruppen af ledige – en mindre del af det urovækkende tal 2,17 millioner. Ud af gruppen af ledige er 163.000 allerede aktiveret. De modtager vejledning og opkvalificering eller er i støttet beskæftigelse, som f.eks. jobtilskudsordninger. De foretager sig altså noget temmelig aktivt for at få et job. Vi kunne sikkert gøre det bedre her. Men karikaturen af den passive nyder af overførsler er ikke fair at tegne på de her menneskers bekostning.

Den gruppe, som reelt kan træde ind på arbejdsmarkedet på den korte bane, er altså ca. 120.000 ledige, der enten er på dagpenge eller kontanthjælp. Heraf er kun en mindre del langtidsledige, og langtidsledigheden er på sit laveste siden 2009.

Med til gruppen af de resterende 120.000 ledige hører også dem, der kun kortvarigt befinder sig i systemet. De er så at sige »i mellem job«, som en naturlig del af enhver økonomi, hvor folk skifter job og har overgange.

Tager man dette faktum med, vil man også vide, at vi faktisk har en lav ledighed. Det er selvfølgelig irriterende, hvis man har levet af at sælge historien om dovne danskere lullet i søvn af velfærdsstaten. Men for os andre er det glædeligt.

Cepos vil gerne have flere på arbejdsmarkedet, og foreslår derfor højere pensionsalder, afskaffelse af efterlønnen og en sænkelse af dagpengeniveauet. Det er reelt nok. Og her er vi ganske enkelt bare uenige om politikken. Jeg mener ikke, at vi skal svække det økonomiske sikkerhedsnet.

Men er det seriøst konstant at ulejlige os med tal, der inkluderer hundredtusindvis af pensionister, der forlod arbejdsmarkedet for flere år siden, studerende samt barslende mødre og fædre?

Ledighed er en stor tragedie, når det rammer et menneske og en familie. Også for samfundet. Derfor skal vi i den grad beskæftige os med at optimere arbejdsløshedsindsatsen. Og vi burde – både i Cevea og Cepos – bruge flere kræfter på at forstå, hvordan vi undgår, at så mange kommer til at stå uden for. At folk ender på førtidspension eller af anden årsag ikke får fodfæste på arbejdsmarkedet. Men i den debat hører sensationsoverskrifter om »2,17 mio. danskere på overførsel« bare ikke hjemme.

Så lad være med at puste ledighedstallet op som et kolossalt badedyr med alle landets pensionister, syge og studerende. Det astronomiske tal spænder ben for en ærlig og saglig debat om en vigtig samfundsudfordring.