Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Mads Holger og de unge døde

I den unge død ligger en indbygget tragik, der tvinger os til ægte eftertanke.

Jesper Beinov.
Læs mere
Fold sammen

Når den kun 38-årige konservative debattør og forfatter Mads Holgers død rammer mange så stærkt, handler det ikke kun om det tragiske i at miste en lysende personlighed i debatdanmark, men dødsfaldet skriver sig nok så meget ind i en lang europæisk tradition. De alt for tidligt døde handler nemlig om, hvordan offentligheden aldrig får et talents fulde udfoldelse at se. Potentialet der aldrig blev indfriet, det fulde livsværk der ikke nåede at blomstre. Eller som havde toppet. Alt det ved vi ikke. Det er en eftertids spekulation.

Ofte skabes videnskabelige og kunstneriske resultater af ganske unge udøvere. Politiske ledere bliver yngre. Også de kreative forretningsmodeller, der knuser forstenede former, bliver udtænkt af yngre. Det er blevet sagt, at hvad der eksisterer, når man bliver født, opleves som ganske naturligt.

Hver tid har sine egne skikkelser, der fylder i offentligheden. Tidlig død sætter vores eget levede liv i perspektiv.

Mads Holger gjorde sig på ingen måder til af at være et geni, men han mestrede den korte, skarpe tekst. Han var en personlighed i en tid præget af konformitet, på mange måder som en type der færdedes på storbyens caféer omkring 1900. Jeg tror, at han bliver et ikon for kulturkonservatismens intellektuelle fremover.

Den europæiske offentlighed har siden oplysningstiden i det 18. århundrede længe været optaget af den unge død. I den kollektive erindring husker vi de mest markante personligheder.

Ikonisk er Goethes ungdomsværk »Den unge Werthers lidelser« fra 1774, hvis kærlighedshistorie ender i tragedie og pludselig død for hovedpersonen, der insisterer at leve fuldt og helt og på sin egen måde, ubundet af konventioner. Romanen blev dyrket af den tids unge, den førte tragedie med sig, så meget at den visse steder blev forbudt, som i en periode i København, hvor kirkeligheden frygtede for, hvordan den påvirkede ungdommen. Men hvad kunne det ikke være blevet til, hvis Werther levede videre, havde han levet et konventionelt liv osv.

Dengang var de store personligheder faktisk endnu yngre, sågar i 20erne, for folk blev før det medicinske og industrielle genembrud omkring 1850 oftest ikke mere end 35-40 år. Dengang blev store personligheder tidligt formet, de handlede, skabte, erobrede og nåede kort sagt berømmelse i ung alder.

Men hvad så, hvis ikke de var revet bort i ung alder? Det spørger vi selvsagt også om, når det gælder virkelige skikkelser fra vestlig (kultur)historie: Hjemligt har vi dyrket en lyriker som Michael Strunge. Længe efter forfatteren Lord Byrons død dyrkede man ham som 1800 tallets smukke frihedshelt. Og der spørges stadig til, hvordan tingene havde været, hvis hærføreren Alexander Den Store, der erobrede den kendte verden, ikke var død som 32-årig i 323 fvt.

Ikoniske skikkelser i populærkulturen er unge musikere som Amy Winehouse, Kurt Cobain, Jimi Hendrix, Janis Joplin, der stoppede på et højdepunkt. I den klassiske musik Mozart, der døde som 35-årig, Chopin som 39-årig og Robert Schumann som 46-årig. Havde de udlevet deres fulde potentiale eller lå deres fulde storhed fortsat i svøb. Vi ved det ikke, men i den unge død ligger en indbygget tragik, der tvinger os til ægte eftertanke.