Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Mads Fuglede: Vi kommer ikke hadet til livs uden at skulle betale for det

Som hadet i Shakespeares Othello kan det had, der er til vores samfund ikke forklares nemt. Men det vil æde sig gennem alt, vi har kært.

»Som Jagos had vil det søge at æde sig gennem alt, vi har kært, og vi kommer det ikke til livs uden at skulle betale for det. Enten i blod eller i form af de mange tiltag, der allerede er os så fremmed.« (Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Othello af Shakespeare er en fortælling om Jagos had fortalt i fem akter. Fra første gang, jeg så det, forstod jeg ikke, hvorfor Jago hadede Othello så inderligt. Ingen af de grunde, der indirekte gives, er tilstrækkelige. Jago hader bare.

At monsteret hader Dr. Frankenstein, kan alle forstå. Der er heller ingen, der ikke kan forstå, at Greven af Monte Cristo har et anstrengt forhold til Fernand Mondego, eller at kaptajn Ahab har det svært med Moby Dick, der trods alt svømmer rundt med hans ben i maven. Achilleus blev så vred på Agamemnon, at vi stadig taler om det 3.000 år senere, og Holden Caulfield hadede alt omkring sig. Inklusive sig selv.

Men Jagos had var dybere og mere rædselsfuldt. De første tre-fire gange, jeg så Othello, prøvede jeg kun at finde årsagen til Jagos had. Var det, fordi Othello var sort? Var det Othellos rolle som Venedigs beskytter, der tændte hadets flamme i Jagos bryst, eller begyndte det, da han blev forbigået ved en forfremmelse? Og hvad med rygterne om, at Othello havde ligget med Jagos kone Emilia?

Til sidst på et tidspunkt i min gymnasietid besluttede jeg mig for at læse Othello, og først da gik det op for mig, at meningen var, at jeg ikke skulle kende årsagen til Jagos had. Jagos had var hovedpersonen og den syre, der åd sig gennem alle over fem akter og som stadig gnaver løs i mit sind.

Hvor kommer had fra, og hvordan stjæler det sig en plads i verden?

»Hvordan kan de hade troende i kirker, moskeer eller synagoger, rejsende de aldrig har mødt, der er på vej ud eller hjem med tog eller fly osv?«


Jeg er blevet fortalt, at had kommer af det fremmede. At vi hader det, der er anderledes end vi. Jeg fik det præsenteret som »the in-group/out-group-theory«. Logikken er, at jeg elsker min gruppe og alt det, der ligner mig, men denne kærlighed gør også, at det er nemt for mig at blive frastødt og hade det, der er anderledes end min gruppe.

Det er en underlig teori. Jeg elsker mit land og mit folk. Jeg nærer en grundtvigsk kærlighed til alt dansk, men jeg hader ikke af den grund andre, der er anderledes. Jeg elsker min søn, men hader ikke andre børn. Jeg elsker ham bare, som jeg elsker mit land.

I fængselsceller i dette land sidder mennesker, der har planlagt at så død og ødelæggelse blandt os. Det gør der over hele verden. De kan være religiøst eller politisk motiveret – og endnu andre er bare vanvittige. Men de har alle hadet til fælles.

Hvordan kan de hade troende i kirker, moskeer eller synagoger, rejsende de aldrig har mødt, der er på vej ud eller hjem med tog eller fly osv? Hvordan kan de skære halsen over på journalister, nødhjælpsarbejdere eller missionærer for rullende kameraer?

»Jeg ved, at hadet er her og trives i parallelsamfund, hvad enten disse er ekstreme højre- eller venstreorienterede grupper eller islamistiske kredse.«


Det er måske et tillokkende svar at tro, at de hader os, fordi vi er anderledes, eller at de føler sig krænket af os eller kommer fra en baggrund, hvor de handler ud fra desperation eller religiøs eller politisk fanatisme. Jeg tror, at ingen af disse grunde er fyldestgørende, og jeg har det stadig som første gang, jeg mødte Jagos had. Intet svar byder sig rigtig til som andet end skitser til en begrundelse.

Jeg ved, at hadet er her og trives i parallelsamfund, hvad enten disse er ekstreme højre- eller venstreorienterede grupper eller islamistiske kredse. Og jeg ved, at det ikke forsvinder igen, men at det igen og igen vil udfordre os. Som Jagos had vil det søge at æde sig gennem alt, vi har kært, og vi kommer det ikke til livs uden at skulle betale for det. Enten i blod eller i form af de mange tiltag, der allerede er os så fremmed.

Da jeg i julen skulle læse i kirken, kiggede jeg ud over den store forsamling, der var samlet i Vor Frelsers Kirke. Der var børn og gamle, spejdere og korsangere, men ingen vagter. Jeg rømmede mig og læste: »Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land«. Sådan skal det vedblive at være her. Jago eller ej.