Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
NATOs første generalsekretær, Lord Hastings Ismay, beskrev alliancens formål meget præcist: NATO skulle holde russerne ude, amerikanerne inde og tyskerne nede.
Alle succesfulde alliancer gennem historien er opstået, fordi der var en historisk nødvendighed, som bandt ofte umage partnere sammen. Når de forskellige hellenistiske alliancer, der i antikken sikrede, at det klassiske Grækenland ikke blev opslugt af det magtfulde Perserrige, var så succesfulde, skyldtes det, at alle parter havde et klart defineret udbytte af alliancerne og et strategisk mål, som alle delte. Da dette mål faldt bort, ophørte alliancen og langsomt skabtes grundlaget for de tragiske Peloponnesiske Krige, hvor de tidligere allierede bekrigede hinanden.
Europa kunne i langt højere grad forsvare sig selv, hvis man havde en anderledes forsvarsvilje.
Da NATO blev grundlagt i 1949 var det frygten for tysk militarisme, amerikansk isolationisme og sovjetisk ekspansionisme, der gav alliancen sin berettigelse og grundlaget for dens succes. NATO er en af verdenshistoriens mest succesfulde alliancer. Den er grundlaget for, at kommunismen og Warszawa-pagten blev inddæmmet og besejret, og NATO er selve grundlaget for det liv, vi har i dag i Danmark.
Man kan diskutere frem og tilbage om den aftale, man tidligere har lavet om, at medlemslandene skal bruge to pct. af sit BNP på sit forsvar, er en fornuftig måde at regne bidraget ud, men det ændrer ikke ved, at alle de oprindelige formål med alliancen enten er faldet bort eller har ændret sig dramatisk. I 1949 var Tyskland delt og lige så forarmet som resten af Europa. I dag er der ingen rimelighed i, at et samlet Tyskland og et velstående Europa ikke bidrager mere til egen sikkerhed.
Når Donald Trump i disse dage skal formå europæerne til at yde mere til NATO, skal man huske på, at han hverken står alene med sine synspunkter om, at europæerne er nogle nasseprinse, der har opbygget rige velfærdsstater, fordi amerikanske skatteydere betalte for deres sikkerhed, eller har en dårlig sag set i lyset af den nuværende historiske kontekst.
Opfattelsen af Europa som utaknemmelige snyltere finder man langt ind i det amerikanske sikkerhedspolitiske system. Med Trump får det amerikanske ressentiment bare et mere direkte udtryk. Da vi var længst nede i fryseren under Den Kolde Krig var NATO fuldstændig afhængig af amerikansk deltagelse, tropper og garantier. Det er anderledes i dag. Europa kunne i langt højere grad forsvare sig selv, hvis man havde en anderledes forsvarsvilje.
Der kan være alle mulige historiske grunde til, at mange har det svært med et mere robust og aktivt tysk militær - både i og uden for Tyskland - men siden 1993, hvor man sendte 2.000 soldater til Somalia og deltog i luftrummet over det tidligere Jugoslavien, har man vist, at det ikke er en naturlov, at Tyskland kun kan bidrage til defensive operationer i NATO-regi. Europæiske ledere bør ikke bare diskutere med Trump til topmødet i Bruxelles, men også stille krav til Tyskland om at bruge mere end 1,2 pct. af BNP på sit militær. Det er et fornærmende lavt beløb, når man betragter Tysklands tyngde i Europa, og gør det alt for svært for andre at løfte den politiske opgave det er, at argumentere for øgede militærbudgetter.
NATO befinder sig i en meget kritisk fase af sin eksistens. Mest fordi alliancens historiske kontekst er delvis eroderet. Men det ændrer ikke ved, at det er en kritisk nødvendighed for Danmark, at alliancen gentænkes til en ny tids udfordringer. Der er ingen garanti for dansk frihed uden stærke allierede. Rigsfællesskabet har verdens 12. største territorium at forsvare og en enorm handelsflåde sejler under vores flag. Forsvaret for alt det, vi er og har, kræver et NATO med et aktivt USA.