Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Mads Fuglede: Alle har vundet midtvejsvalget

De lokale delstatsparlamenter er blevet det amerikanske midtvejsvalgs største vindere. De har fået større handlefrihed på grund af et lammet Washington DC.

Mens tidligere præsidenter har holdt midtvejsvalgene i strakt arm, har Donald Trump været særdeles aktiv. Foto: Tony Dejak/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Siddende præsidenter taber midtvejsvalg. Det fortæller historien os.

I nyere tid er det kun Bill Clinton i 1998 og George W. Bush i 2002, der oplevede, at deres parti gik frem i Repræsentanternes Hus. I Senatet med sin asymmetriske valgrytme er historien lidt anderledes, men også her er det normalt, at det parti, der sidder på magten i Det Hvide Hus, går tilbage. For både Clinton og Bush var der særlige omstændigheder, der spillede ind, da de oplevede fremgang. For Bush var det terrorangrebet 11. september, og for Clinton var det Monica Lewinsky-affæren og forsøget på at få afsat præsidenten ved en rigsret, der spillede ind.

Mads Fuglede Fold sammen
Læs mere

Ind imellem går det helt galt. I 1946 mistede Demokraterne 55 pladser i Repræsentanternes Hus, og præsident Truman måtte opgive sit Fair Deal-program. I 2010 betød et tab af hele 63 pladser, at præsident Obama måtte sidde de næste seks år som præsident stort set uden, at han kunne få vedtaget love.

Mange præsidenter har kendt deres lands valghistorie, og har holdt midtvejsvalgene ud i strakt arm og forsøgt at deltage meget sparsomt, da ingen ønsker at blive medejer af et nederlag. Andre har forgæves forsøgt at gøre en forskel, som præsident Obama i 2010, men har været så upopulære, at man bad dem blive væk for partiets skyld.

Men det gælder ikke for Donald Trump, der har deltaget mere i en midtvejsvalgkamp end nogen før ham, og som er dukket op, uanset om han var ønsket eller ej. Faktisk er Trump ikke holdt op med at føre valgkamp på noget tidspunkt, men har været ude hos vælgerne konstant siden 2016.

Underligt valg

Sejren i Senatet kan på ingen måde opveje nederlaget i Repræsentanternes Hus for Republikanerne og Trump, men begge vil sikkert forsøge at udlægge teksten anderledes. På den anden side har Demokraterne underpræsteret i forhold til Senatet, men de kan glæde sig over, at de nu får en meget potent politisk platform ved at overtage ledelsen af Repræsentanternes Hus.

»Republikanerne frygtede en nedsmeltning, men den udeblev til dels, og Demokraterne fik den sejr, som de hungrede efter oven på det uventede nederlag i 2016.«


Det var et underligt valg. Republikanerne forsøgte at gøre det til et valg for eller imod Nancy Pelosi eller Hillary Clinton. Omvendt talte Demokraterne rigtig meget om, at Trump var en skændsel for nationen – og alle forsøgte at bebrejde hinanden, at sundhedssystemet bliver dyrere og ringere.

Man sidder med fornemmelsen af, at begge lejre kan leve med resultatet og ville have købt det udfald på stedet, hvis man havde tilbudt dem det før valget. Republikanerne frygtede en nedsmeltning, men den udeblev til dels, og Demokraterne fik den sejr, som de hungrede efter oven på det uventede nederlag i 2016.

Når alt kommer til alt er der sikkert ikke meget, der har ændret sig. Vi har siden 2010 oplevet, at det føderale niveau i amerikansk politik ikke forvalter meget magt via lovgivning. Det vil sikkert fortsætte. Det er svært at få øje på et område, hvor de to partier og præsidenten kan finde et fælles udgangspunkt. Men magt er som vand. Samles det ikke øverst i systemet, løber det ned til de delstater, der længe har oplevet, at de har fået større handlefrihed på grund af et lammet Washington DC. Og måske er det her, man finder valgets største vindere: de 50 delstatsparlamenter og guvernører, der nu får ro til selv at udvikle et mere decentralt og forskelligartet USA.

Er man af den holdning, at magten bør placeres så tæt på borgerne som muligt, er valgresultatet gode nyheder, der betyder, at vi skal blive meget bedre til at beskæftige os med de mange lokale dagsordener i USA fremfor den overdrevne interesse, der altid har været på den føderale centralmagt i USA.