Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Made in China

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ved Cannes-festivalen gik prisen for bedste instruktør til kinesisk-taiwanesiske Hou Hsiao-Hsien for martial arts-filmen »The Assassin«. Mit bud på, hvorfor kinesisk film rykker, er den selvsamme som, hvad der gør Kina til verdens største økonomi målt i købekraft: »Kinesernes antal tilsat udenlandsk teknologi«, for nu at citere fra den nye bog »Dealing With China« af den tidligere amerikanske finansminister Hank Paulson.

I den seneste uge har jeg tænkt intenst over Paulsons udsagn. Cannes og den kinesiske filmfestival »Made in China« i Cinemateket, der varer resten af ugen, viser, at aktuel filmkunst hverken står tilbage for europæisk film eller Hollywood.

Først og fremmest er alle genrer til stede i Cinemateket i de fire film, jeg har set: Den dogmeagtige, seriøse samfundsfilm om livet set med den blindes perspektiv (»Blind Massage«). Den følsomme film om ungdommens møde med kærlighed, sex, karriere fortalt gennem fire venner og hvordan voksenlivet fører til desillusion (»So Young«). Den følsomt satiriske beretning, baseret på en virkelig historie, om tre unge fyres opbygning af et milliardforetagende i form af en sprogskole for de mange unge kinesere der vil have adgang til at studere i USA (»American Dreams in China«). Eller den prisbelønnede historiske kampsportsfilm med blod, død og masser af politisk intrige som er en helt særlig genre (»Brotherhod of Blades«).

Vi danskere bliver overraskede over, hvor meget vi forstår kineserne. Når vi bevæger os uden for de historiske tju-bangfilm, har vi et fælles sprog. I biografmørket møder vi det almengyldige i personernes karakter, vi kan genkende. Det anderledes er i høj grad omgivelserne. Selv om der stadig er censur i Kina, bliver man overrasket over, hvor meget der egentlig siges.

Vestlige filmproduktioner bliver nu også skabt, så de kan sælges i Kina. Den seneste af Transformers-filmene udkæmpes i Hong Kong. Særligt én scene ses som skrabud for Beijing, fordi der tilkaldes assistance fra kinesisk luftvåben til bystaten, der har selvstændig status. Hollywood er big business, til falds for mammon, og da de kinesiske myndigheder for tiden kun accepterer import af 34 udenlandske film om året, gør Hollywood sig lækre for at få adgang til markedet. Blandt de mest populære serier i Kina er lige nu »House of Cards«.

Alene den kinesiske efterspørgsel på film er enorm. Så der er budgetter til højkvalitetsfilm, også eksperimenterende. Med fem milliarder solgte billetter i 2014 og 5.000 nye biografsale bliver Kina snart ledende. Big business får filmselskaber som Zentropa til at prøve lykken, og koproduktioner er på vej. Og deraf gensidig kunstnerisk påvirkning.

Fordommene er mange, men når først de falder, vil biografsalen ikke længere stå konstant halvtom. I kulturmiljøets professionelle cirkler ved de fleste, at på Kinas pulserende kunst- og kulturscene sker det nye. Både inden for litteratur, billedkunst og dans.

Voksende folk-til-folk-udveksling gør, at fordomme bliver udskiftet med nysgerrighed. Der er andet at tale om, end det der følger af en samhandel på mere end 100 mia. kroner om året. Den aktuelle filmfestival er anskuelsesundervisning i, hvordan sindet kan stå vibrerende åbent, længe efter at man har forladt biografens mørke.