Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Macrons fald fra den politiske himmel bør minde os om, hvad det hele handler om

Foto: LIONEL BONAVENTURE. Fold sammen
Læs mere

Den internationale elite er i chok: Den franske præsident, Emmanuel Macron – ukritisk hyldet af medierne som EUs og Frankrigs frelser – er på rekordtid blevet historisk upopulær i Frankrig. Fastholder man i stedet en kritisk distance til det franske valg, er den voksende skepsis blandt franskmændene forventelig.

Macron blev højst overraskende valgt på den samme nedskæringspolitik og reformdagsorden, som havde gjort forgængeren, François Hollande, til den mest upopulære præsident i Frankrigs historie. Tilmed havde Macron succes med at iscenesætte sig selv som en politisk outsider, til trods for at han havde været en central minister i Hollandes regering og manden bag de upopulære reformer.

Det er nu gået op for franskmændene, at Macron vil fortsætte de upopulære nedskæringer. Det overrasker mange franskmænd, som ikke stemte på Macrons økonomiske politik, men på hans løfte om en demokratisk fornyelse og et opgør med den korrupte elite af politikere. Det løfte er hurtigt falmet med nepotismeanklager mod præsidenten og flere korruptionsskandaler i hans regering.

Den demokratiske krise i fransk politik handler således også først og fremmest om repræsentationen af borgernes synspunkter og ikke parlamentsmedlemmernes erhvervserfaring, køn, alder eller race. Her gør valget af Macron ondt værre, fordi han på grund af valgsystemet har opnået absolut flertal i parlamentet, selvom et mindretal af franskmændene støtter hans politik.

Hans ledelsesstil er samtidig meget udemokratisk og arrogant. Han anser modstanden mod de upopulære reformer af arbejdsmarkedet for at være udtryk for misforståelser, da ingen ifølge ham kan være imod dem, hvis blot de forstår indholdet af dem. Alligevel gentager han igen og igen sin trussel om, at han vil gennemføre de upopulære reformer per dekret, hvis ikke parlamentet – hvor han har flertal – stemmer dem igennem.

De nye parlamentsmedlemmer fra hans eget parti, République En Marche, er med andre ord blot statister i den demokratiske revolution. Symboler på en falsk fornyelse. Ikke overraskende sammenligner Macron sin egen rolle med den romerske himmel- og tordengud Jupiter, gudernes konge.

Fagforeningerne og den yderste venstrefløj har erklæret krig mod reformerne af arbejdsmarkedet til efteråret. Den krig mener mange, at Macron vil vinde. Det vil i så fald kræve, at han kan forklare reformerne bedre end sine forgængere. I sommer aflyste han imidlertid det traditionsrige interview med præsidenten på Bastilledagen, fordi hans tanker om det franske samfund var »for komplekse« til et interview. De almindelige franskmænd kan åbenbart ikke forstå gudernes sprog.

Macrons fald fra den politiske himmel er en påmindelse om, at politik i sidste ende handler om politik. Om det er Hollande eller Macron, der er præsident, gør ingen forskel. Nedskæringerne er og bliver upopulære. Selv hvis det er en romersk gud, der gennemfører dem.