Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Macron har jo ret: EU behøver en ny optagelsespolitik

»Vi er nødt til at have nogle stærkere redskaber til at sikre, at optagelsesforhandlinger kan rulles tilbage eller sættes i stå, hvis landets demokratiske institutioner ikke er klar. ,« skriver Marlene Wind. Fold sammen
Læs mere
Foto: Regis Duvignau

Den franske præsident Emmanuel Macron har de seneste uger befundet sig på øretævernes holdeplads. Senest udtalte den tyske kansler Angela Merkel, at hun var træt af hans »disruptive stil« og af altid at skulle klinke skårene, når han »igen, igen« havde smidt porcelæn på gulvet.

Merkels kommentar kom efter Macrons stort opsatte interview i det britiske ugemagasin The Economist 9. november, hvor han blandt andet udtalte, at NATO efter hans mening var «hjernedød«. Mange kommentatorer var hurtigt ude med analyser om, at der nu igen var alvorlig knas i det tysk-franske forhold, mens der nok snarere er tale om, at de tos nye rollefordeling i EU-politikken er ved at falde endeligt på plads.

Tyskland som den udglattende kompromiskunstner og Frankrig som drengen i kejserens nye klæder, der siger det, mange tænker, men ikke tør sige. Når Macron kalder NATO hjernedød, så handler det om, at EU pinedød er nødt til at lære at tænke som en global magt og i stigendende grad tage ansvar for egen sikkerhed, fordi NATO de facto ikke gør det længere.

Det var imidlertid ikke kun argumentet om, at EU i stigende grad bør tænke strategisk, der skabte postyr. Macron skabte også både vrede og forundring over sin blokering af starten på optagelsesforhandlinger med Nordmakedonien og Albanien på EU-topmødet 17. oktober. I øvrigt sammen med Danmark og Holland.

Hvor det har været umuligt at få et sammenhængende svar på bevæggrundene for Danmarks position, har Macron været anderledes klar i mælet. Det handler om at tage nye redskaber i brug, så man kan følge lande, der har påbegyndt optagelsesforhandlinger tættere og i længere tid, før et egentligt EU-medlemskab.

Marlene Wind Fold sammen
Læs mere

Mange har i øvrigt undret sig over den danske regerings parløb med Frankrig i udvidelsesspørgsmålet. Danmark har traditionelt støttet stort set alle udvidelser med nye lande i et uofficielt håb om, at det ville nedsætte integrationstempoet i samarbejdet. Omvendt har Frankrig modarbejdet de fleste udvidelser, af frygt for det modsatte, nemlig at et større EU var lig med et svækket ditto. Mange nye potentielle vetospillere i Det Europæiske Råd kan naturligt nok gøre reformer og fremdrift i samarbejdet mere besværligt.

At de tre landes positioner ikke var koordineret, blev tydeligt, da Frankrig egenhændigt 17. november, en måned efter topmødet, fremlagde et såkaldt »non-paper«. På 2,5 sider skitserer franskmændene en reform af EUs udvidelsespolitik, der i øvrigt starter med at slå fast, at alle vestbalkanlande hører hjemme i EU og at Frankrig bakker dette op.

Men »non-paperet« foreslår også to nye interessante elementer. Det ene peger netop på, at vi er nødt til at have nogle stærkere redskaber til at sikre, at optagelsesforhandlinger kan rulles tilbage eller sættes i stå, hvis landets demokratiske institutioner ikke er klar.

Det er svært under de nuværende regler. Forslaget kan altså betyde, at forhandlingerne i fremtiden vil vare længere før et endeligt medlemskab af EU kan komme på tale.

Det andet element handler om, at kandidatlandene til gengæld bør have langt mere økonomisk hjælp fra EUs strukturfonde, allerede mens de forbereder sig. På den måde kan man sikre, at landene hurtigt opnår en økonomisk fremgang som gør, at borgere og virksomheder hurtigere end tidligere oplever nogle af de konkrete fordele som et EU-medlemskab giver. Håbet er, at dette så igen kan understøtte etableringen af demokratiske institutioner.

Det er naturligvis let at sætte automatpiloten til og fremføre den klassiske sang om, at pga frygt for russisk og kinesisk indflydelse, skal EUs udvidelsesstrategi bare fortsætte som før. Men som den bulgarske forfatter Ivan Dikov for nylig skrev i en kommentar til Macrons strategi, så kan en optagelsesproces faktisk også gå for hurtigt.

Dikov henviser til optagelsen af Bulgarien og Rumænien, der kun tog fem-seks år. Den var ifølge ham så forhastet, at mens de formelle teknikaliteter måske nok kom på plads inden landene blev en del af klubben, så indfandt transformationen til demokrati sig aldrig for alvor. Man kom ikke af med den korrupte oligarkiske elite, der havde taget over efter kommunisterne og civilsamfundet, som skulle have båret demokratiet frem, blev ladt i stikken. Den fejl skulle vi nødig gentage med balkanlandene.