Overfladiskhed

»Offentlige personer« er efterhånden ikke alene politikere, men også embedsmænd og erhvervsfolk. Ydermere indskrænkes retten til privatlivets fred løbende for disse mennesker, så medier og befolkning får dem serveret dem med hud og hår – hvad enten de gider have det eller ej.

Ingen synes at ville overveje, om der er tale om en sund kontrol af overordnede, magtfulde menneskers moral og hensigter, eller om der overvejende er tale om uetiske magtkampe med inddragelse af hele befolkningen som tvangsindlagte vidner til en målrettet bagtalerisk snavsopgravning.

Der ofres i reglen store ressourcer og lang tid på forsøgene på at ’opklare’ påstande om læk, urigtigheder, overbetaling, fejlagtige udtalelser, skattesager osv. – behandlet som nyheder, selv om det ofte er ældre eller ældgamle ting. Imens udtaler forvirrede flokke af mediefolk, eksperter og politiske konkurrenter sig lystigt om sagerne, ofte i forargede tonefald – i reglen uden i øvrigt at vide mere om sagen end alle andre.

Og ofte er de sidste, der kan finde hoved eller hale på diverse påstande »synderne« selv, da de færreste kan huske årgamle bilag, noter, telefonsamtaler el. lign. Det bør diskuteres, hvordan vi får lidt moral og god opførsel fra alle parter op at stå igen. For selv om personerne i søgelyset selv synes at mene, at det overfladiske pjat og halløj hører med til at være på, være kendis eller en offentlig person, bør befolkningen ikke ustandselig ulejliges med at skulle forarges, fordi vi i næste meningsmåling skal have en mening om noget, vi ikke har oplysninger nok til at mene noget kvalificeret om. Ingen kan agere fornuftigt i et medieklima forgiftet af permanent mistænksomhed, mistro og forfølgelse.

Det er heller ikke seriøst, at folk, der skal styre lovgivning og økonomi, i underholdningens navn skal have et stylet udseende, mestre smart management, være yngre blondiner, udstråle umanerlig selvtillid eller i det mindste kunne aflevere et par vittigheder. Jeg vil have et opgør med påstanden om, at befolkningen så gerne vil have politik forvandlet til underholdning a la Robinson eller Vild med dans – det er noget, vi bliver påduttet helt bevidst. Seertal borger ikke for kvalitet eller ønsker – man kan ikke ønske noget, man ikke kender.