Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Må man det i Danmark?

Søren Krarup: Må Pia Kjærsgaard sige, at Danmark bør forbyde parabolantenner, der modtager fra arabiske lande og kun derfra? Må Pia Kjærsgaard foreslå, at vi indskrænker ytringsfriheden for arabere, der i bl.a. Mjølnerparken kun modtager TV fra den arabiske region?

Søren Krarup, MF (DF) Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Pia Kjærsgaard har ret

Må man det i Danmark? Nej, man må ikke indskrænke ytringsfriheden, og nej, man må ikke begrænse menneskers ret til at se, høre og læse, hvad man vil. Det er elementær viden, og derfor er Pia Kjærsgaard naturligvis blevet mødt med flammende protester og ædende forbitrelse og bidende hån fra alle de gode og retfærdige mennesker, der befolker vort offentlige og politiske liv. Jeg tror ikke, det er kommet bag på hende. Men hvorfor siger hun det så?

Fordi hun i den konkrete sammenhæng har ret. Fordi det handler ikke om ytringsfrihed, men om Danmarks overlevelse.

Lad os se dette i øjnene og begynde med at konstatere, at det hele hænger sammen med den sag om ghettoer, som statsministeren rejste i sin åbningstale. Vi ved alle, hvad det handler om. At dele af Danmark ikke er dansk mere. At Nørrebro, Gjellerup-planen, Vollsmose og kvarterer i Slagelse og Esbjerg er overtaget af beboere, der forholder sig afvisende og fjendtligt til Danmark.

I denne situation kommer regeringen med sin ghettoplan, og meningen er jo god nok. Man river ejendomme ned, man bygger ejendomme op, man spreder borgerne ud over bydelene og satser på sociale og pædagogiske aktiviteter. For så vidt en plan, der henhører under socialministeriet.

Men er problemet, det egentlige problem, af denne socialpolitiske art? Handler tilstandene i Mjølnerparken, Gjellerup-planen og Vollsmose om socialpolitik og pædagogik? Nej, problemet er kulturelt. Eller problemet er nationalt. Problemet består i, at der på grund af en katastrofal udlændingepolitik, begyndende med loven af 1983, Det radikale Venstres og venstrefløjens projekt, er strømmet fremmede ind i Danmark i et aldrig ført set omfang, og at disse fremmede for store deles vedkommende er hjemmehørende i en kultur, som afviser Danmark og dansk kultur. Jeg gentager: Problemet er kulturelt-nationalt. Alt for mange af disse nye borgere i Danmark vil ikke være danske - udtrykt i TV-Avisen for en uges tid siden, hvor en kvinde, der har boet i Danmark i 16 år, ikke kunne tale ét ord dansk. Er det acceptabelt?

Kan Danmark overleve med sådanne indvandrere? Og løser vi dette problem ved at ændre på ghettoernes boligforhold? Nej, for problemet er ikke socialpolitisk, men af en ganske anden og anderledes dybtgående art - og for at gøre en overfladisk og misvisende debat opmærksom herpå kan det være nødvendigt med en provokation. Ja, en PROVOKATION! Som Pia Kjærsgaard provokerede, da hun foreslog, at vi forbyder de parabolantenner, der bidrager til at fastholde indvandrere i den arabiske kultur, som i næsten enhver forstand undsiger Danmark og dansk kultur.