Hans kritik af bureaukratiet og den centrale styring i Bruxelles af næsten alt, hvad han skulle gøre i Kabul, bør bestemt tages alvorligt. Men det er vigtigt at se nærmere på den særlige baggrund for de problemer, han oplevede i Kabul. Styringen af EUs politiprojekt i Afghanistan ligger ikke i Kommissionen, hvad man ellers naturligt skulle forvente. Denne aktivitet er nemlig en del af den fælles civile sikkerheds- og forsvarspolitik (CSDP), der er vokset frem i Ministerrådet, og ledelsen af disse aktiviteter sker i PSC - Political and Security Committee under Rådet.

Kai Vittrup havde altså en komité bestående af alle EUs medlemslande som sin chef. Det, der er kernen i frustrationerne for chefen ude i marken, er, at man sidder med den værste af begge verdener: Bruxelles forekommer at trække alle afgørelser til sig, men situationen er alligevel ikke, at der er nogen centralisering af beslutningsprocessen. Det kører rundt i komiteen.

Sagen er en glimrende illustration af halvhjertetheden i medlemslandenes indstilling til samarbejdet på det udenrigspoli­tiske område. Fraværet af kvalificerede flertalsafgørelser på dette område er ganske enkelt diskvalificerende for Europa. Flertals­afgørelser kunne i det mindste reducere det særlige ledelsesmæssige handicap, der ligger i »management by committee«.

Den institutionelle jalousi mellem Rådet og Kommissionen har i bedste velgående overlevet Lissabon-traktaten. Medlemslandene har ikke villet placere de mere udenrigspolitisk følsomme aktiviteter i Kommissionen, som ellers har erfaringen og apparatet til at gennemføre projekterne. Men det hedder nemt og elegant i Rådets beslutning om EUPOL i Afghanistan, at udgifterne skal afholdes i overensstemmelse med reglerne i EUs budget, og at chefen for missionen i Kabul skal rapportere til Kommissionen, der også skal supervisere missionen. Kommissionen har altså en opgave i at følge med, men hvad der egentlig er opgavefordelingen mellem Kommissionen og Rådet er en særlig prøvelse for den, der ude i marken står og skal have tingene gjort.

Kritikken af centraliseringen i Bruxelles er så meget desto mere pinlig for medlemslandene og deres halvhjertede investering i en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som at Kommissionen rent faktisk har gennemført en vidtgående decentralisering af hele implementeringen af udviklingssamarbejdet. Kommissionens delegationer rundt omkring i verden har fået stærke beføjelser til lokalt at køre samarbejdet med værtslandet. Det var en hård kamp at få dette vedtaget for nu 6-7 år siden, men det blev faktisk gennemført, og reformen får i dag en meget positiv bedømmelse.

Det er fint, at udenrigsministeren vil følge op på kritikken fra Kai Vittrup. Men det danske forsvarsforbehold i kombination med den »samtænkning« mellem de militære og de civile aspekter af sikkerhedspolitikken (hvad EUPOL i Afghanistan er et klart eksempel på), som Danmark er så begejstret for, indebærer jo, at en dansk udenrigsminister ikke taler med nogen særlig stor vægt. Vi bidrager selv aktivt til både den politiske halvhjertethed og den bureaukratiske ineffektivitet med vores forbehold.