Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Lyt dog til Yahya Hassan

Peter Nedergaard. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der befinder sig omkring 800.000 på overførselsindkomst i den erhvervsaktive alder i Danmark, hvilket svarer til 22 procent af gruppen af erhvervsdygtige. Det er efter alt at dømme endnu en af de meget uheldige danske verdensrekorder. I landene omkring os er det tilsvarende tal omkring 15 procent.

Resultatet er, at vi i Danmark bruger op mod 50 milliarder kroner mere på overførselsindkomst end de lande, vi normalt sammenligner os med. De penge kommer både fra enten et højere skattetryk og ringere offentlig indsats i skoler, på hospitaler, på universiteter og så videre.

Årsagen til de højere danske tal er sandsynligvis, at de danske satser for overførselsindkomster gør det mindre attraktivt at tage et job, og at mulighederne for at få overførselsindkomst er større og bedre i Danmark. Mange politikere mener, at de hermed har gjort det godt, fordi de har øget ligheden mellem dem i og uden for arbejdsmarkedet. Ikke alle er enige. Nogen mener endda, at man hermed fremmer et parallelsamfund, udstødelse og måske endda ekstremisme på længere sigt. At der er en skæbnesvanger kortsigtethed i den danske socialpolitik.

Den 18-årige Yahya Hassan, som snart udkommer med digtsamlingen Ghettodigte, berettede i Politiken 5. oktober om livet med forældre på overførselsindkomst og al den skade, det havde gjort og om, hvordan vi kunne se vore »fædre rådne passivt op på kontanthjælp i sofaen med fjernbetjeningen i hånden,« og at samtidig med, at de »kan recitere hele Koranen, går i moské hver dag og spiller hellige, er der ingen kvaler forbundet med at snyde og bedrage systemet - især når det handler om at få tildelt førtidspension. Den sociale råddenskab er gennemgribende. Prøv at se på, hvor mange unge og raske drenge i de danske ghettoer, der kan løfte 100 kg jern i strakt arm i træningscenteret og samtidig får tildelt førtidspension, fordi de ikke er egnet til arbejdsmarkedet. Førtidspensionen er ligefrem noget, man stræber efter og fejrer, når man får det.«

HVIS YAHYA HASSAN har ret, har politikerne ganske enkelt ikke taget deres ansvar for at sikre alle borgere i landet en nogenlunde anstændig tilværelse alvorligt. Som Yahye Hassan påpeger, er det i høj grad også forældrenes ansvar, at de har misbrugt det danske sociale system, men det er danske politikere, som har muliggjort dette misbrug.

Man har fra politisk side kort fortalt gjort overførselsindkomstmodtagerne en bjørnetjeneste (i ordets oprindelige betydning) ved at sætte satserne så højt og barren så lavt for, hvornår man kan få overførselsindkomst. Dermed har man bidraget til det, Yahya Hassan kalder »den sociale råddenskab«. For rigtigt progressive politikere, som vil integrationen og sammenhængskraften det godt i Danmark på længere sigt, går ind for lavere satser for overførselsindkomst, må budskabet være fra Yahya Hassans vidneudsagn.

Disse progressive politikere burde også tage fat på kommunalt niveau. Det er rent faktisk muligt at genoptage sager om tildelt førtidspension efter reglerne fra 2003, hvis man mener, at borgerne ikke opfylder betingelserne. Kommunerne har imidlertid meget sjældent benyttet sig af lejligheden.

Både landspolitikere og kommunalpolitikere burde nu tage sig sammen og lytte til Yahya Hassan.