Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Luthers Reformation bør fejres som en folkelig begivenhed

»Reformationen var en katalysator: Den gav energi og form til en udvikling, som længe havde været i gang inden for kirken og de europæiske samfund frem mod nye statsformer, et nyt forhold mellem stat og kirke, en ny familie, nye æstetiske udtryksformer, standardiserede nationale sprog, voksende individualisme, sekularisering, en ny geopolitisk orden og meget mere.«

10DEBMICHAEL-B-SS-115501.jpg

Hvorfor arbejder vi så meget – og så gerne? Hvordan opstod velfærdsstaten? Hvor kommer ideen om lighed mellem kønnene fra? Hvorfor mener vi, at børn skal gå i skole? Hvorfor er stat og kirke (næsten) adskilt? Hvordan blev dansk vores fælles sprog?

For at få svar på disse spørgsmål må man følge tråde tilbage i Danmarks og Europas historie. Mange af trådene blev spundet i »reformationsårhundredet«, altså i 1500-tallet.

Man kan med en vis ret kalde Reformationen for Nordeuropas renæssance. Men i modsætning til den italienske, som var humanistisk, var Reformationen en teologisk og kirkelig bevægelse. Alligevel skulle den få betydning, der rakte langt videre.

Reformationen var et opgør fra neden med en kirke, som var snævert forbundet med datidens sociale og politiske eliter. Det er dog vigtigt at tænke historisk om Reformationen. Den satte nogle nye streger i sandet mellem stat og kirke. Men den lutherske skelnen mellem kirkens åndelige og kongens verdslige regimente var ikke nem at få øje på i praksis hverken før eller efter enevælden. For den protestantiske konge påtog sig autoritet til at tugte sit folk på kirkens vegne.

Martin Luther er til tider blevet fremstillet som en næsten revolutionær skikkelse. Men han var i virkeligheden dybt forbundet med de kirkelige, kulturelle og politiske traditioner, han var vokset op med.

Det giver derfor ikke mening at give ham æren for alt det gode i nutidens samfund, fra demokrati til velfærdsstat og friheds- og lighedsidealer. Han var også et barn af sin egen tid på den måde, at han nærede opfattelser og fordomme, som vi bør være kritiske over for i dag.

Men sådan er det jo, hvis man vil forstå, hvad det vil sige at se »historisk« på tingene: At noget er historisk betyder, at det skal forstås på sine egne betingelser. Til trods for, at der undervises i historie i både folkeskolen og gymnasiet, bærer debatten om både kirken og Luther præg af en svag historiebevidsthed. Vi skal forstå Luther i sin egen kontekst, ligesom vi skal forstå den evangelisk-lutherske kirke i dag ud fra vores egen tid.

Vi bør se på Reformationen som en bevægelse, der blev igangsat af Luthers og de andre reformatorers tanker om forholdet mellem menigheden, den enkelte og Gud.

Disse tanker var dengang ikke samfundsforandrende. Men de viste sig med tiden at have et samfundsforandrende potentiale. Reformationen var en katalysator: Den gav energi og form til en udvikling, som længe havde været i gang inden for kirken og de europæiske samfund frem mod nye statsformer, et nyt forhold mellem stat og kirke, en ny familie, nye æstetiske udtryksformer, standardiserede nationale sprog, voksende individualisme, sekularisering, en ny geopolitisk orden og meget mere. Derfor bør Reformationsjubilæet i år ikke kun ses som en kirkelig begivenhed, men også markeres som en folkelig og statslig begivenhed.