Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Luthers enestående løfte

Foto: ThomasVonJessen

I oktober i år fejrer vi 500-året for, at Martin Luther 31. oktober 1517 slog sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg.

Før det sad pavemagten tungt på hele Europa. Siden »Investiturstriden«, der endte med, at den tyske kong Henrik IV. en kold januardag i 1077 barfodet og i uldklæder måtte gå bodsgang til pave Gregor VII for igen at få adgang til paradiset, har pavemagten efter et par andre konflikter bestemt over alle udnævnelser til indflydelsesrige poster i hele Europa.

Kirkens to sværd, det verdslige og det åndelige, førtes altså begge af kirken. Det verdslige »for« kirken og det åndelige »af« kirken. Desuden havde paven tillige nøglen til paradiset. Den var gået i arv til alle paver siden den første, apostlen Peter, der fik den overdraget af Jesus selv – Guds søn.

Kirken blev dyr i drift

Med den magt vokser et kolossalt bureaukrati op omkring pavemagten, og kirken bliver meget dyr at drive. Den ene pave overgår op gennem middelalderen den anden i pragt (beklædning, kunst og bygninger) og vellevned (fester ved pavehoffet). Kassen tømmes, og paverne må nu ty til nye indtægtsformer for at holde forbrugsniveauet. Derfor vælges Giovanni de Medici til Pave i 1513. Han tog navnet »Leo X«.

Leo X var bankuddannet og kom fra den hovedrige renæssancefamilie Medici i Firenze, der op gennem den sene middelalder og tidlige renæssance var blevet meget rig på handel med tekstiler fra Østen og andre luksusprodukter samt bankvirksomhed. For at få tilført ny kapital fandt Leo X nu på at sætte kirkens mægtigste magtmiddel – syndsforladelsen og dermed adgangen til paradiset – på aktier, de såkaldte »afladsbreve«.

Da var det, at en munk nord for Alperne i Wittenberg reagerede: »Hallo, hallo! Næh, nej! Den går ikke!«

Hans 95 teser spredtes tilmed ret hurtigt over hele Europa via datidens nyligt opfundne sociale medium – bogtrykkerkunsten. Mange læste dem.

Det mest enestående ved Luthers historie er imidlertid, at han selv var et produkt af kirken og kristendommen. Han kom ikke udefra, men indefra som særdeles bibelstærk munk og dermed teolog. Han var magister i filosofi og teologi og professor i teologi.

Oplæg til diskussion

Teserne var fra Luthers side først og fremmest ment som diskussionsoplæg og altså som det stik modsatte af det, som paverne udstedte, fx dogmer og edikter.

Ved den lejlighed viste det sig for første gang og med kolossal styrke, hvad kristendommen egentlig kan: Den kan reparere sig selv og sit eget bureaukrati, kirken. Selve grundlaget for kristendommen – Bibelen – er nemlig en stor artikelkollage med mange forfattere. Fra start lægges der dermed op til, at kristendommen til alle tider skal diskuteres, udfordres og dermed løbende fornys. Hovedpersonen i Det Nye Testamente, Jesus, har ikke skrevet så meget som en eneste linje. Han er citeret et par gange, men det er alt.

Storpolitik

Så gik der ellers storpolitik i sagen. Leo X dømte Luther fredløs, men kurfyrsten af Sachsen, Frederik 3. »Den vise« sikrede ham beskyttelse på borgen Wartburg. Han kunne nu gennemføre sit vigtigste fornyende projekt: Oversættelsen af Det Nye Testamente til det sprog, som folk omkring ham forstod. Alle skulle kunne forstå og senere læse fortællingerne om Jesus’ liv og navnlig gerninger og lære af dem. Dermed forsvandt også analfabetismen fra Nordeuropa i de kommende århundreder.

Luthers fokus på menneskets sunde fornuft og erkendelsesevne satte faktisk også fart i en helt anden proces, som i den grad skete totalt på trods af kirken: den naturvidenskabelige revolution. Han gør dermed kristendommen til fremtidens overordnede intellektuelle operativsystem i Europa.

Luther var bestemt ikke enestående i rækken af kirkekritiske bibelstærke teologer op til 1517, men til gengæld den, hvor et oprør indefra for første gang kom til udtryk meget spektakulært, fordi det blev båret rundt af bogtrykkerkunsten.

Hans bibel-oversættelse var i realiteten båret af et krav om folkelighed. Hans gudstjenesteordning – salmemessen – engagerer hver og en i kirkerummet. Hans krav til den enkelte førte videre frem mod den langt senere individualisme og personlige frihed. Og ikke mindst hans begreb om »Guds nåde«, hvor han faktisk siger: »Nøglen til paradiset er ikke i hænderne på et enkelt magtmenneske i Rom. Den har du selv i dine hænder! – hvis du altså vil den!«

Det er et enestående løfte, som Luther giver til alle. Det førte til en omfattende frisættelse af individet, som siden førte til både mere klogskab og mere rigdom og omverdenserkendelse ud i alle retninger. Disse videre processer, som Luther altså sætter i gang, er derfor sket på grund af kristendommen, men på trods af kirken som bureaukrati. Kristendommen kan godt reparere kirken. Vi har derfor meget at fejre i 500-året for Luthers teser.