Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Lunkne europæere

Jesper Beinov: Danskerne er lunkne europæere. Politisk har vi det paradoks, at vi på den ene side står udenfor de dele af EU, hvor det virkelig forpligter, mens vi omvendt gerne medvirker til at betale regningen i forbindelse med gældskrisen. Et veloverstået formandskab bør derfor være en affyringsrampe for en efterfølgende folkeafstemning til næste efterår, som placerer Danmark i hjertet af Europa.

Jesper Beinov, debat- og navneredaktør Fold sammen
Læs mere

Mange havde spekuleret i, at en genvalgt Lars Løkke, der engagerede sig i at levere robuste beslutninger, ville have valgt Lykke Friis som europaminister. Fordelen ved en europaminister er dels at en sådan formidler EU-sagen til danskerne, dels er bindeled til de europæiske institutioner, bl.a. det magtfulde, Europa-Parlament, der medlovgiver på væsentlige områder. En engageret Lykke Friis ville have kunnet medvirke til at sikre Danmark i Europa i form af større folkelig opslutning til at fjerne de på alle måder skadelige forbehold; nu bliver det i stedet gennem meningsdannelsen, som i dag på denne side.

Opgaven tilfaldt i stedet den gemytlige Nicolai Wammen, som vil blive godt hjulpet af Udenrigsministeriets topprofessionelle stab og af fagministeriernes EU-folk, der i mange år har sikret, at dansk indflydelse overgår vor størrelse.

Det er et stort plus, at den ny statsminister ligesom forgængeren har EU-interesse. Selvom hun ikke som Lars Løkke har ti års erfaring fra Ministerrådet, har hun dog en mastergrad i europa­studier fra Europakollegiet i Brügge og fra en enkelt periode i Europa-Parlamentet, bl.a. som medlem af det konvent, der lavede Forfatningstraktaten. Thorning kender kort sagt arbejdet, som mediefolk, der allerede dengang mødte hende, kunne konstatere. Den baggrund bliver nyttig i den kommende tid.

Formandskabet bliver i medlemslandene traditionelt tillagt stor vægt. Men det er faktisk kun, hvis landet agerer som en ærlig mægler mellem de mange konfliktende interesser, med 27 medlemslande, Kommission og Parlament, at der er en chance for at sætte ægte europæiske finger­aftryk. Hvis man rider egne kæpheste, ender det til gengæld i resultatløst spin. At det kan nytte, viste Anders Fogh Rasmussen i 2002, hvor alle danske særkrav blev fejet af bordet, alle problemer ryddet af vejen for dette ene: den vanskelige Østudvidelse.

Hvis formandskabet går godt, og Thorning formår at række hånden ud til forgængeren til bredt EU-samarbejde, kan vi måske få begge de to tåbelige forbehold væk næste år. Regeringsgrundlaget siger lige ud, at de skader den aktive udenrigspolitik og bekæmpelsen af organiseret kriminalitet. Dog kommer vi først helt ind i hjertet af Europa, når Euro-forbeholdet falder. Her må vi af helt realpolitiske grunde nok vente til efter gældskrisen.

Uanset at det er godtgjort af økonomer, at Danmark betaler en lille risikopræmie i form af højere renter ved at stå udenfor, samt at vi følger retningslinjerne for euroen uden at have fordelene, er det SFs Søvndal, der har afgørelsen, da de andre EU-venlige partier er for en afskaffelse. Men Søvndal vil som erfaren løftebryder givet udbede sig mere tid, førend han forhåbentligvis smider modstanden over bord, så vi danskere får mulighed for at vise, at vi også er ægte europæere.