Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Luk rockerborgene og bandernes opholdssteder

»Hvorfor har vi nogensinde accepteret, at uskyldige mennesker har måttet leve livet i utryghed klos op ad dybt kriminelle mennesker?«

Nogle mennesker vælger et liv i kriminalitet, og dem kan vi ikke hjælpe, uanset hvor meget forebyggelse og resocialisering, vi laver for dem. Selvom vi bør investere langt mere i forebyggelse, kan forebyggelse ikke stå alene i kampen mod banderne. I min optik kan man nemlig ikke begynde at forebygge, før man har fået fjernet de mest kriminelle fra kommunerne. Vores indsats må altid gå på to ben. Forebyggelse og konsekvens.

Det er ikke mange år siden, i 2013, at jeg sad som byrådsmedlem i Køge. En bandekrig rasede i kommunen, som bogstaveligt talt gjorde livet usikkert for alle. Frygteligst var den dag, hvor en uskyldig pige blev ramt i halsen af skud. Kuglen var tiltænkt hendes storebror, men ramte hende i stedet, fordi hun stod på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Nogle dage senere var banderne oppe på vores smukke Køge Torv. De kørte rundt i biler og råbte efter hinanden. Andre dage brød de ud i masseslagsmål midt på torvet. Til Køge Festuge formåede de at komme i masseslagsmål lige foran scenen og med en masse mennesker omkring sig. Cafeerne og diskotekerne var usikre, og boligområderne var et kapitel for sig selv. I de fire udsatte boligområder, hvor banderne huserede, kunne ingen føle sig sikre. Det var usikkert at gå i klub. Det var usikkert for SSP’erne at gå på gaden. Og det var usikkert for børnene at lege ude. Det var slet ikke muligt at forebygge noget de steder.

En pest for landet

Det værste ved det var de unge knægte, der blev en del af det hele. Som pludselig rendte rundt med pistol og agerede »vagter« for de store.

Som lærervikar oplevede jeg at være underviser i en 2. klasse, hvor en af de små knægte kom og fortalte mig, at han var kommet med i en bande. De drenge, der ikke ville være med, fik tæsk. De drenge, der ville ud af banden, når de først var trådt ind i banden, fik tæsk. Og de skulle betale dyrt for at komme ud. Det var frygteligt. Vores fantastiske, hyggelige kommune blev splittet ad af en bandekrig, der ramte uskyldige og gjorde livet utrygt for både unge og gamle.

Banderne var en pest. Og banderne er en pest for det her land. Og der var ikke meget, vi kunne gøre ved det dengang. De gode tidspunkter for kommunen var de tidspunkter, hvor en stor del af bandemedlemmerne var i fængsel. For så lukkede banderne sig om sig selv i frygt for at få tæsk af de andre bander. Bedst var de tidspunkter, hvor bandelederne var i fængsel, for så begyndte banderne langsomt at opløses nedefra. Men lederne kom hurtigt ud igen og vendte tilbage til miljøet.

Nu sidder jeg i den heldige situation selv at kunne stemme en bandepakke igennem, der kan hjælpe de mennesker, som oplever konsekvenserne af bandekriminalitet. Og jeg har ikke tænkt mig at bruge et sekund på at beskytte bandemedlemmerne. De hardcore bandemedlemmer har valgt et liv i kriminalitet, og medmindre de meget aktivt viser, at de vil en anden vej med deres liv, skal vi ikke vise dem hensyn. For de viser ikke andre mennesker hensyn.

Derfor skal vi ikke lukke dem ud på prøveløsladelse, medmindre de vælger at være en del af et exit-program. Hvis de ikke vil være en del af et exit-program, betyder det, at de vader lige tilbage i den boligblok, de kommer fra, og starter forfra med kriminaliteten. At lukke dem ud på et fripas kan både styrke banderne og få nye krige til at eskalere. Det er tåbeligt.

Luk bandernes »borge«

Derfor skal vi ikke lade de mest kriminelle vende tilbage til deres blokke efter endt straf, medmindre vi ved, at de er trådt ud af kriminalitet. At lade dem vende tilbage til bandemiljøerne er at gøre bandemedlemmerne en bjørnetjeneste. At lade dem vende tilbage til bandemiljøerne er at risikere ny kriminalitet ude i lokalmiljøerne.

Derfor skal vi lukke deres opholdssteder og »borge«, hvis vi ved, at det er der, de kriminelle opholder sig, og når vi kan se, at de forpester livet for deres naboer og medborgere. Hvorfor har vi nogensinde accepteret, at uskyldige mennesker har måttet leve livet i utryghed klos op ad dybt kriminelle mennesker?

Det er hårde tiltag, men det er helt nødvendige tiltag, og for engangs skyld sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at politiske tiltag kan være med til at gøre en reel forskel. Det her vil styrke indsatsen mod banderne markant. Og det er der brug for.

Det næste skridt må så være, at få brudt fødekæden til banderne og styrke den forebyggende indsats. Hjælpe knægten fra 2. klasse. Få etableret klubtilbud, lommepengejobs, styrket SSP-samarbejde, etableret foreninger i boligområderne. Give småbrødrene et alternativ til kriminaliteten. Men de ting kan kun lade sig gøre, hvis vi har fået fjernet de mest kriminelle fra gaden.

Derfor skal vi give de kriminelle et valg: Vælg kriminaliteten fra eller vend ikke hjem igen.

Vælger de forkert, må vi tage deres frihed fra dem. Og det passer mig fint. De tager friheden fra en masse uskyldige mennesker hver eneste dag.