Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Lug ud i FNs udviklingsmål

Copenhagen Consensus Center har bedt 82 førende økonomer om at regne ud, hvor meget man får igen i forhold til hver krone, man investerer i de 169 løsninger, som FN vil godkende her i weekenden. Resultatet var overraskende.

Verdens ledere mødes denne weekend i FNs hovedkvarter for at godkende udviklingsmålene for de næste 15 år, der skal hjælpe verdens dårligst stillede mennesker. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Her i denne weekend samles verdens ledere i FNs hovedkvarter i New York for at godkende de internationale udviklingsmål for de næste 15 år. Det er kulminationen på en fireårig prioriteringsproces, der skal hjælpe verdens dårligst stillede mennesker – en proces, der fra begyndelsen har været plaget af studehandler, plattenslageri og endeløse forhandlinger. For ikke at fornærme nogen forventes den nye dagsorden at omfatte intet mindre end 169 investeringsmål. At prioritere 169 ting er ensbetydende med ikke at prioritere noget som helst.

Hvis vi virkelig ønsker at gøre godt i verden uden om det bureaukratiske FN, hvor burde vi så begynde? Der mangler ikke udfordringer: Mangel på biodiversitet, regionale konflikter, dødelige sygdomme, trusler fra korruption, kønsbaseret vold og det forestående problem med klimaforandringer.

Der er drøftelser i overflod om, hvilke problemer det haster mest med. Forkæmpere, aktivister og kendisser beder os om at vælge deres foretrukne mærkesager og bruger ofte nuttede dyr eller ynkværdige børn som rekvisitter. Men et problem, der tiltrækker en berømt skuespillers opmærksomhed, og internetkampagner, der går lige i hjertet på os, er ikke nødvendigvis der, hvor en investering gør mest mulig gavn.

Medieopmærksomhed er heller ikke en brugbar målestok. Tag bare, hvordan ebola sidste år blev øjeblikkets trussel i en grad, så amerikanske politikere truede med indrejseforbud for vestafrikanerne. Hundreder af millioner af kroner blev kastet efter specialhospitaler og andre faciliteter, der dårligt nok er blevet brugt. Ebola var en vaskeægte regional tragedie, der kostede op mod 20.000 liv. Men samme år, langt fra søgelyset, døde omkring 600.000 mennesker verden over af den mindre sensationelle sygdom malaria, og omkring 1,5 millioner døde af tuberkulose.

Hvis man ikke bør følge medierne, kendisserne og annoncekampagnerne, hvad bør man så gøre? Et af de bedste steder at begynde er at fastslå, hvor man kan gøre mest gavn for hver krone, man bruger. På den måde rækker pengene meget længere. Det er ikke bare smart, det er også etisk.

Over det seneste år har Copenhagen Consensus Center – den tænketank, jeg står i spidsen for – bedt 82 førende økonomer, herunder to nobelpristagere, om at regne ud nøjagtigt, hvor meget gavn, man kunne opnå ved at investere i de 169 løsninger, FN vil godkende her i weekenden.

Vi bad dem kort sagt om at bruge økonomiske standardværktøjer til at udregne omkostninger og fordele forbundet med at opnå hvert mål.

Resultaterne var overraskende. Færdiggør man WTOs Doha-runde og skaber mere frihandel, vil det indbringe over 2.000 kroner i ekstra værdi for hver krone, man bruger på at omskole fortrængte arbejdere og kompensere dem. Det vil løfte 160 millioner mennesker ud af ekstrem fattigdom og give hver person i udviklingslandene 6.600 kroner ekstra i indkomst i 2030.

Til sammenligning vil pengeoverførsler, hvor man betaler de fattigste nok til at løfte dem ud af fattigdom, være behæftet med enorme administrative udfordringer og institutionelle utilstrækkeligheder, og det vil kun give fordele for fem kroner for hver krone brugt.

Hvad hjælp til planeten angår, er afskaffelsen af subsidier til fossile brændstoffer en fremragende udviklingsprioritet. Det vil frigøre ressourcer til uddannelse og sundhedsvæsen, mens det samtidig vil mindske luftforureningen og CO2-udledningen. Fordelene vil være over 15 kroner værd for hver krone brugt til direkte støtte af de fattigste, der ikke har råd til højere priser på brændstof. Derimod vil forsøg på drastisk at øge produktionen af vedvarende energi indbringe under én krone for hver krone brugt på trods af mindre CO2-udledning, fordi vedvarende former for energi stadig er dyre og kun virker sporadisk.

Målet om at have flere daginstitutioner er et specielt godt udviklingsmål. Tredobler man adgangen til daginstitutioner i Afrika syd for Sahara, vil det medføre fordele for over 30 kroner for hver brugte krone. Det skyldes bedre fremtidig indtjening og andre sociale fordele, såsom at indgyde meget små børn en interesse for at lære. På den anden side er forsøget på at forbedre eksamener og læreransvar meget mere udfordrende, og fordelene vil kun komme op på fem kroner for hver krone brugt.

Selvfølgelig er effektivitet ikke det eneste hensyn, men det burde være en stor del af samtalen om, hvor udviklingspengene kunne bruges bedst – uanset om disse midler fordeles gennem privat velgørenhed, regeringsbudgetter eller via FN og dets organer.

Hvad konkluderede økonomerne så om FNs 169 mål? At man kan skabe fordele for gennemsnitligt 30 kroner for hver krone brugt, hvis man fokuserer på bare 19 af målene.

Ikke bare dem, der er anført her, men også ting som øget adgang til familieplanlægning, bekæmpelse af malaria og tuberkulose samt bekæmpelse af fejlernæring. Det vil gøre fire gange så meget godt som FNs forslag. Det svarer med andre ord til at firedoble støttebudgettet.

Når først verdenslederne vender hjem fra deres store møde i New York, vil de blive nødt til at foretage nogle praktiske valg af, hvilke af deres mange udviklingsmål, de vil fokusere på.

Jeg vil foreslå, at de vælger den relativt lille brøkdel af dem, der vil producere påviseligt større fordele for verden.