Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Lov og uret

Peter Kurrild-Klitgaard: Alle kender den gamle plakat med politimanden, der hjælper en lille andefamilie sikkert over vejen. En politimand er om ikke din ven så dog en venlig én, du kan stole på, og som kommer til undsætning efter behov. Sådan er det heldigvis også størstedelen af tiden, men selv lovlydige borgere ryster i disse tider på hovedet over, hvad man kan opleve.

Peter Kurrild-Klitgaard Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tag bare to af de mange eksempler fra de seneste år, hvor politiet bevidst har valgt at vende lovens blinde øje til. I 2009 havde Københavns Kommune økonomisk støttet en happening, der målrettet udviklede sig til systematisk hærværk af Hyskenstræde, hvor butikker blev ødelagt for op mod 200.000 kr. – altimens Københavns Politi lod de udsendte betjente se passivt til. For nylig var det BZeres angreb på ejendommen »Søminen«, hvor politiet valgte ikke at gribe ind – desuagtet at både sted og tidspunkt var annonceret på forhånd.

Eller tag et af mange eksempler, hvor politiet er blevet politisk aktør: I forbindelse med rydningen af Jagtvej 69 i 2007, hvor en daværende (og i øvrigt meget vellidt) chefpolitiinspektør udtalte, at nu var det på tide, at der blev lavet en »løsning«, hvor man gav »de unge« et nyt hus. Et udsagn der, når man tænker lidt over, hvad det siger om opfattelsen af retshåndhævelsen, burde få det til at løbe koldt ned ad ryggen på folk.

I en beslægtet kategori er de talrige eksempler på, hvorledes politiet i de senere år har accepteret fagforeningers ulovlige, fysiske blokader af virksomheder, ud fra en devise om, at man »ikke vil blande sig i faglige konflikter«. Selvom dette altså er ensidigt at vælge forbrydernes side frem for lovens.

Aktuelt har strejkende medlemmer af fagforeningen PROSA blokeret virksomheden CSC og overfaldet dens medarbejdere med slag, skub og spy – uden at politiet har grebet ind. Til gengæld kunne den borgerlige netavis 180 Grader for nylig afsløre, at Politiforbundet faktisk har doneret 10.000 kr. til netop PROSAs kampagne.

Noget af det har sikkert med ideologi at gøre, andet med lokalpolitik. I København ligger det regerende flertal overordentlig langt til venstre, og det er en kommune, hvor kommunalpolitikerne i deres visdom har valgt f.eks. at give skattekroner til hærværksmænd, alt imens vintervejene er et kaos af uryddet sne. Er man betjent i en sådan by, har man så lyst til at lægge sig ud med det politiske flertal og dets allierede?

Noget af det har sikkert også at gøre med den omsiggribende forbudseufori. Med den har politiet fået den utaknemmelige opgave at skulle bruge kræfter på at forhindre borgerne i at gøre ting, der ikke skader andre, i stedet for at sørge for, at folk ikke skader hinanden. I en sådan verden er det i landdistrikter blevet et velkendt fænomen, at politiet ikke interesserer sig det mindste, når et hjem er blevet invaderet af sigøjnere på rov, men gerne kommer rullende gentagne gange for at minde om ubetalte fartbøder eller jager værtshusrygere og håndværkere med hobbyknive.

Måske vi som retssamfund skulle vende tilbage til rødderne? At vi skrottede alt formynderiet og så i stedet lod politiet tage sig af de ting, der er hjørnestenene i et civiliseret samfund: at sikre mennesker imod overgreb mod liv, person og ejendom.

Gør vi ikke det, skal man nok ikke blive så overrasket, hvis ellers lovlydige mennesker med tiden får mindre respekt for både lovene og dem, der skal håndhæve dem.