Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Lov kan ikke hindre mobning

Ja, humanismens drøm er i virkeligheden inhuman. For et umenneskeligt samfund er et samfund, hvor mennesket ikke kan styrte sig selv i ulykke, fordi alt er styret af den altomfattende statslige omsorg.

Marie Høgh.
Læs mere
Fold sammen

Engang fik man buksevand, blev hængt op på knagerækken på den karrygule gang ved klasseværelset, hvor der lugtede af forsømt forår og grønt linoleum. Holdt udenfor og holdt for nar. Man var for tyk, for tynd, for klog, for smuk eller for rødhåret – man var uheldigvis skolelærerens søn eller præstens datter. Det var mig engang. Mobning har eksisteret siden Adam og Eva, og engang kaldte man det drilleri. Nu hedder det mobning, og nu skal det forbydes. Én gang for alle. Ved lov – simpelthen. Det skal tilføjes Folkeskoleloven, at »børn har ret til en skolegang uden mobning« (Berlingske 22. april). Det skal da helt sikkert nok hjælpe. Det mener formanden for Børns Vilkår i hvert fald i en Opinion i Berlingske.

 

Hvad har de egentlig tænkt sig? Alt er selvfølgelig skrevet og tænkt med de bedste intentioner. Men vi kan ikke lovgive os ud af menneskenaturen. Børn er bare små mennesker, og enhver lovgivning vidner om menneskets ufuldkommenhed. Det er forældrenes børn – og dermed forældrenes ansvar at opdrage og opelske deres egne unger – ikke samfundets eller skolelærerens ansvar. Derfor er forslaget ikke bare tåbeligt, nej, det er formynderisk. Det handler såmænd ikke om, hvorvidt det er et godt eller et dårligt forslag – det er et umyndiggørende forslag. Det er en ubeføjet overtagelse af det enkelte menneskes eget ansvar og samvittighed.

 

Selvfølgelig skal børn opføre sig ordentligt over for hinanden. Gør de det ikke, skal de nærmeste voksne gribe ind med personlig myndighed. Det er klart. Mobning æder den lille menneskesjæl op – det er så smertefuldt, men vi skal være varsomme med at gøre enhver form for modstand til mobning. Det er et problem, hvis vi allerede som børn ikke udvikler evnen til at tackle modstand. Et problem, hvis vi fra barnsben lærer, at man kan klage over enhver modhage i livet og komme helskindet gennem tilværelsen. Et problem, hvis enhver refleksion over egen adfærd placeres uden for en selv. Et problem, hvis vi tager ansvaret fra hinanden – for i ansvaret er vi ansvarlige over for os selv, ikke for andre – for mit forhold til andre, men ikke andres forhold til mig.

 

Derfor er det ikke et sundhedstegn i moderne samfund, at det er institutionerne, politikerne og eksperterne, der påtager sig ansvaret. Det er mobbelovgivningen et glanseksempel på. Men det handler i virkeligheden om meget mere end mobning. Det er nemlig et udtryk for humanismens tyrkertro på, at vi kan skabe et Paradis på jord, når vi bare har tilstrækkeligt med love, regler og rettigheder.

 

Det er et udtryk for troen på fremskridtet, troen på, at jo mere mennesket bliver gennemlyst af psykologi, og jo mere, adfærdsvidenskaben fortæller os, hvad et menneske er, desto nemmere bliver det at være menneske – desto mindre bliver mørket mellem mennesker. Men se dig omkring i verden, udviklingen er jo ikke entydig til det bedre. Ja, humanismens drøm er i virkeligheden inhuman. For et umenneskeligt samfund er et samfund, hvor mennesket ikke kan styrte sig selv i ulykke, fordi alt er styret af den altomfattende statslige omsorg. For nogle ting i livet er uudryddelige – og mennesket er ikke et ler, der kan formes ved lovgivning og rettigheder – ved forskning og udvikling.