Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Lotus Turell: Lad os bryde tavsheden om alkohol

»Det ligger egentlig lige for at hjælpe børn af alkoholikere – vi skal starte med deres voksne.«

Lotus Turell. Foto: Frida Gregersen Fold sammen
Læs mere

Det anslås, at mindst 800.000 danskere er berørt af en alkoholproblematik, og mange af dem er tavse. Det er den tavshed, vi først og fremmest skal bryde med. Og så dens håndlanger, skammen. Lige så længe en problematik ikke bliver delt åbent, er den i skammens og mørkelandets kløer.

Når ikke alkoholisme helt selvfølgeligt klassificeres som en sygdom eller lidelse, der kan ramme alment og ikke skelner mellem klasser, køn eller begavelse, men som et bæst vi selv pådrager os, holder fast i og risikerer at blive dømt hårdt for, miste relationer og anerkendelse på, ja, så fratager vi børnene muligheden for at blive hjulpet mest effektivt.

En småfuld forælder

Et par eksempler:

En pædagog lugter alkohol på en forælder. Øjeblikket efter er voksen og barn ude af døren, og efterrationaliseringerne melder sig hos pædagogen.

»Var det nu også alkoholånde? Og hvis det var, kunne det så ikke bare være efterdønningerne af en uskyldig fyraftensøl?«

Kan hun være sikker på, at forældreren var småfuld, for hun kan da ikke sige noget uden vished?

Hvad, hvis hun tog fejl, mister hun så sin relation til den ellers udmærkede forælder eller måske sin stilling? Hun ser tiden an, det går nok.

En ægtefælle trækker plaiden godt op om sin kones skuldre og aer hende over håret med det ene øre mod børneværelset og det andet rettet mod konens bedøvede snøvlen. Han væmmes ved hendes udtryksløse ansigt og sprukne rødvinslæber, men har også lyst til at trøste og beskytte hende.

I morgen bliver det bedre, og børnene bemærkede vist ikke, at hun gik lige lovlig frisk til vinen her til aften. Det går ikke at gøre det til et problem, det ville hun ikke kunne håndtere. Han kan godt klare dem igennem, så slemt er det heller ikke.

Det ligger egentlig lige for at hjælpe børn af alkoholikere – vi skal starte med deres voksne. Alle deres voksne: forældre, frontpersonale, kolleger, venner, naboer. For hvem som helst kan yde det, jeg kalder »den første hjælp«, at bryde tavsheden, række ud, spørge blidt ind og tale højt, hvis man bekymres.

Der findes naturligvis en længere række specialiserede behandlingstilbud og forløb, der sætter ind, når først et misbrug er erkendt.

Der, hvor jeg ser, at der er brug for at tage fat, er i forhold til individer og familier med skjult eller et endnu u-erkendt misbrug. Og i forhold til de kommende generationer.

Vi har allesammen muligheden for at hjælpe de børn, der sidder i klemme i et hjem med alkoholmisbrug. Vi kan indiskutabelt gøre det ved at skabe en kultur for at tale systematisk, åbent og generelt om alkohol.

Ved ikke at dømme eller fordømme, men forholde os åbne og nysgerrige. Ved ikke at være efter nogen, men tværtimod at ville drage omsorg. Ved at skabe et socialt klima, hvor man, hvis man fortæller sin næste, at man måske er ved at være der, hvor man drikker for meget og er bange for, om det påvirker ens børn, bliver mødt med anerkendelse og støtte.

Let ansvaret for familien

Vi kan alle sammen gøre os den umage ikke at tale hinanden ind i de snævre rubriceringer, som intet som helst menneske kan trives i.

Vi gør det unødigt svært for vores næste at række ud, så længe vi i vores daglige tale glemmer at tale nuanceret om afhængigheden og dens vært, men lader sygdommen æde alle de fortræffeligheder og kompetencer, der også er en del af det pågældende menneske. Faktisk skulle vi sætte en ære i at fremhæve dem og bruge dem som løftestang ud af afhængigheden.

Det er helt afgørende for børnenes mulighed for at blive hjulpet igennem og ud af en forælders misbrug, at vi letter ansvaret herfor fra familiernes egne rygge og lægger det ud på samfundets brede skuldre.

For eksempel kunne man tage initiativ til, at alle familier, der begynder i børnehave, taler en palet af familierelaterede problematikker igennem med en relevant fagperson, herunder alkoholisme og de generelle retningslinjer for, hvordan frontpersonale griber det an, hvis de er bekymret for et barn.

Vi har brug for mere viden om især skjult afhængighed og børns forsigtige og utydelige tegn på mistrivsel.

Og for at tage lidt lettere på, om vi kan risikere at begå fejl i en bekymring eller i første omgang komme til at støde nogen ved at spørge lidt ind.

Denne kommentator kan skrive under på, at det bedre kan betale sig at spørge og kere sig én gang for meget.

Og selvfølgelig skal vi altid tro på børnene selv, hvis vi er så heldige, at de vover at pippe.