Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Lokumssprog

12debBenteDalsbæk.jpg
Bente Dalsbæk.
Læs mere
Fold sammen

For år tilbage, da jeg ved en særlig lejlighed mødte dronning Margrethe, sagde jeg som forventet »De« - ligesom Hendes Majestæt var Des med mig. Sådan kom vi fint gennem samtalen under iagttagelse af den protokol, som sømandsdatteren her mener er et fint pejlemærke til at navigere i det farvand.

For som en anden sømandsdatter, altså Hendes Majestæt, engang har sagt om »Protokollen«, så er det praktisk, at man ved, i hvilken rækkefølge man skal gå ind ad en dør, så man ikke støder sammen i døråbningen. Protokol var også en fast følgesvend i mit daværende job, f.eks. når min chef, Folketingets formand, modtog eller besøgte andre parlamentsformænd. At der er en ramme sat af værten, kan nogle gange gøre tingene lettere, selvom jeg også erkender, at protokol kan blive et for hensigtsmæssigt diplomatisk gemmested for De Berøringsangste, der ikke tør tage fat om væsentlige menneskerettighedsproblematikker af hensyn til eksporten, for nu at nævne et eksempel.

NUVEL, PROTOKOL kan altså sætte en ramme, men den kan også blive en snubletråd, der kan sende folk pladask på maven, sådan som det sket for herværende avis’ udsendte forleden, der kom til at undlade at sige De til Majestæten.

Det blev der efterfølgende sagt en masse om på de sociale medier, hvor journalisten både blev »disset« (betyder skældt ud på gammeldags’sk) for at være uhøflig og udannet, ofte med et sprogbrug, der i sig selv var ganske uhøfligt og udannet. I Facebook-gabestokken røg han, efter min mening en total overreaktion. Journalisten havde – forklarede han siden – øvet sig sådan på sit spørgsmål, havde forberedt sig, glædet sig – og bum, så gik det galt, øv. Han får en Mor-krammer herfra, selvom han ikke lige fik en Majestæt-krammer lige der, men et verbalt svirp, der må have gjort nas, men så var det ikke værre.

BÅDE HAN OG og Dronningen kom videre. Det gjorde de sociale medier ikke, for her var der også en del, der syntes, at det i det hele taget er latterligt (min »formildning« af nogle af de gloser, der blev brugt), at man overhovedet skal sige De til Hendes Majestæt. Men hov, hvem bestemmer, hvordan man skal tiltale hinanden? Afsender eller modtager? Jeg tænker da, at modtageren altid må have noget at skulle have sagt omkring niveauet for en samtale? Hvis det kun er afsenderen, der bestemmer, så kan det være alt fra en monolog til en overfusing, men samtale er det ikke.

DERFOR VAR DET også velkomment, da der i Debatten på DR2 blandt andet blev diskuteret det »lokumssprog« som mange politikere og folketingskandidater benytter sig af enten på TV eller i statusopdateringer. Og det gælder altså folk fra hele spektret af den politiske skala og hvad enten man lige er stillet op for et nyt parti eller har været med længe. Ingen nævnt, ingen glemt. De Selvgode tager vi en anden gang, de kommer fra en særlig sprogstamme af De Bedrevidende. Kunne man dog ikke bare bruge sine verbale evner på at tilkalde vælgere som mig til samtale, snarere end at bruge dem på at kalde andre noget? Så kommer jeg gerne. Og I behøver ikke at kalde mig De af den grund.