Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Løven - og (is)lammet

Johannes Møllehave: Rent bogstaveligt kan Søren Krarups sammenligning mellem danskere og løver kun kalde på latteren. Derfor bliver hans fordanskning af profetens billede med løven og lammet heldigvis - forvanskning.

Profeten siger, at løven og lammet skal græsse side om side. Søren Krarups sammenligninger mellem løver og forskrækkede får er heldigvis ikke kun en fordanskning, men også en forvanskning!   Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Victor Klemperers bog Det Tredje Riges sprog (oversat til dansk af Henning Vangsgaard. 2010) er måske den vigtigste bog, der udkommer i dansk oversættelse i år. Hans motto er: »Ord kan virke som bittesmå doser af arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel.«

Klemperer er jøde og sprogforsker. Han dokumenterer, hvordan Det Tredje Riges sprog både er spejl og kompas: Spejl i betydningen, at ordene spejler den brutale virkelighed - kompas i den betydning, at kun den retning, Det Tredje Riges sprogs viser, er den rigtige. Man kan ikke diskutere med et kompas. Nord er nord - og syd er syd.

I fabelagtige analyser viser Klemperer, hvordan Det Tredje Rige ikke kan beskrives uden at dets brug af sproget markeres. Hans frygt er, at det bliver vanskeligt at bruge ord, som Hitler i sin bog Mein Kampf, 1925, lagde for dagen. Hitler mente, at flaget var smukkest, når det var dyppet i blod. Hitler kaldte sine stormtropper for tapre og heltemodige. Han brugte billeder fra sportens verden, mest fra boksningen. Det gjaldt om at slå modstanderen totalt i gulvet.

Søren Krarup har længe ført en sprogbrug, der minder om den, som Klemperer tager afstand fra. Som Hitler ville rense nationen for jødisk blod. Kun rene tyskere, som han betegnede som arier, var rettelig sande borgere i Tyskland. Giftede man sig med en jøde, var man kun 25 procent arier. I Søren Krarups sprog er det ikke længere jøderne, der fordærver og ødelægger nationen. Søren Krarups første bog handlede om Harald Nielsen, der i Krarups øjne havde ret til at mene, at Brandes var et fremmedelement i dansk kultur, fordi han var jøde.

I anledning af bogen Løvehjerter om en dansk feltpræsts skildring af de danske soldaters heroiske indsats i Irak og Afghanistan, skriver Søren Krarup i Flensborg Avis 16. november i år. Her lovpriser han Thomas Østergaard Aallmanns bog i alle de vendinger og udtryk, som Klemperer netop gyser over og frygter gentaget. Klemperer understreger, at i Det Tredje Riges sprog var det muskler og kræfter, der blev fremhævet på bekostning af ånd, sind og menneskelighed. Klemperer siger:

»Er det ikke naturligt at det er i krisetider, man taler om heltemod? () Til heltemod hører ikke kun mod til at sætte sit eget liv på spil - det kan enhver slagsbror og enhver forbryder. Heroen var oprindelig en skikkelse, der udførte gerninger til menneskehedens bedste. En erobringskrig og da slet ikke en der blev ført med så meget grusomhed som Hitlers, har noget med heltemod at gøre.«

Hitler fremhæver, at kun hans nation kan være heroisk. Han gør det at være tysk identisk med at være fuldblods-tysk. Den korte formel var jo netop national-socialistisk.

Søren Krarup jubler over danskheden og gør den identisk med kampvilje og Løvehjerte: »De danske soldaters kamp i det fjerne asiatiske bjergland kastede glans over Danmarks navn. Vi kunne forlade Pentagon med rank ryg.«

De danske soldater i Afghanistan gør danskerne stolte af at være danske - og er således et bidrag til dansk ånd og identitet i dag »() det stærkeste bidrag til opretholdelse af dansk eksistens og kultur () de byrder, de bærer til opretholdelse af et frit Danmark () her bliver vort folks åndelige og egent-lige grundlag hævdet af en flok unge soldater.«

Krarup priser bogen som »noget af det mest åndfulde og opløftende jeg længe har læst.«

Krarups yndlingsskældsord har i årevis været ordet fingernem. Det udtryk bruger han om sine modstandere, men hvad kan vi kalde en mand, som lader dette at være dansk være identisk med at være heroisk og det at være kristen være identisk med at være militant.

Det må man da kalde fingernemhed!

Når Søren Krarup overværer en militærparade, finder han det vederkvægende.

Vederkvægende er et ord, vi møder hos Moses i Det gamle Testamente og i Det nye Testamente i forbindelse med nadveren. Det er et gammelt ord, som både kan betegne en fysisk mæthed og en åndelig opløftelse.

Hvad er det, der får en militærparade til at virke vederkvægende? Det redegør Krarup for, ved at henvise til sin oplevelse på Rosenborg eksercerplads juni 2008:

»en overvældende jubel og begejstring (brød) løs fra de mange tusinde tilskuere, som rejste sig og hyldede de hjemvendte voldsomt og langvarigt. () Et taknemmeligt folks tak til dem, der var eksempel og inspiration.«

Hvad er der vederkvægende ved det?

Krarup taler om »Dansk kultur, kristendom og danskhed« og siger, at »her lever og ånder det egentlige og bedste i det, der er vort folks sande indhold og grundlag.«

De billeder, som Søren Krarup holder mest af, er modsætningen mellem løven på den ene side og det forskrækkede får på den anden side. Han ser det danske våben med både løver og vildmænd.

Løven og vildmanden har hans sympati. Modsætningen hertil er dikkende lammehaler, der er kendetegnet ved »usselhed og fejhed overfor det, der truer os.«

Vi har hele livet hørt om det danske landbrugsvæsen. Mange har køer og får og lam, men hidtil har ingen holdt løver. Profeten siger, at engang skal lammet og løven græsse ved hinandens side. Woody Allen tilføjer: Lammet får ikke meget søvn i øjnene.

Rent bogstaveligt kan sammenligningen mellem danskere og løver kun kalde på latteren. Derfor bliver Krarups fordanskning heldigvis - forvanskning.