Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Løse påstande om EU-Domstolen

Peter L. Vesterdorf: At påstå, som Hjalte Rasmussen igen og igen gør det, at EU-Domstolen er aktivistisk og uden respekt for medlemslandenes suverænitet, er en vidtgående påstand uden grundlag i virkeligheden.

Søren Pind har udtalt, at han agter at efterleve dommene fra EU-Domstolen. Det er godt, for en ægte frihedsminister må vel ønske at gøre det lige så let for en dansk statsborger at gifte sig med en anden unionsborger som med en tredjelandsborger og at kunne bo med vedkommende her i landet. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Som så ofte før hævder professor, dr. jur. Hjalte Rasmussen, at EU-Domstolen er aktivistisk, og at den overtræder sine beføjelser. Det er der ikke generelt basis for at sige, men selvfølgelig kan en dom fra tid til anden falde ud, så det i hvert fald ser sådan ud. At det ser sådan ud, er dog ikke det samme som, at en dom faktisk går for vidt i forhold til de beføjelser, der er overladt til EU.

I den aktuelle dom i Zambrano-sagen, hvor EU-domstolen slog fast, at unionsborgerskab indebærer, at medlemslandene ikke må anvende foranstaltninger, der reelt fratager unionsborgere den effektive nydelse af kerneindholdet af unionsborgerskabet, dvs. retten til at opholde sig i EU, er der heller ikke tale om, at Domstolen overtræder sine beføjelser.

EU-Domstolen har valgt at følge en indstilling fra den engelske generaladvokat ved Domstolen, Eleanor Sharpston, som i sit skarpsindige og juridisk overbevisende forslag til domsafgørelse påpegede, at den opholdsret for unionsborgere, som blev indført ved Unionstraktaten i 1992, rimeligvis bør fortolkes som gældende for alle unionsborgere og ikke blot dem. der har benyttet sig af den fri bevægelighed i EU f.eks. som vandrende arbejdstagere. Sharpston fandt, at det var ulogisk og udtryk for rent lotteri, hvis man skal leve med, at der så at sige skal være to klasser af unionsborgere, nemlig de, der har benyttet sig af den fri bevægelighed inden for EU, og de, der, som de to små børn i Zambrano-sagen, ikke har gjort det, og som derfor ikke skulle kunne nyde beskyttelse via den opholdsret, som traktatens art. 20 udtrykkeligt tillægger unionsborgere.

Det er afgørende at bemærke, at Zambrano-dommen udgør en fortolkning af traktatbestemmelser, som også Danmark har tilsluttet sig. Artikel 20 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde er meget klar og gør ikke beskyttelse af unionsborgernes opholdsret betinget af, at de skal have benyttet sig af adgangen til f.eks. at tage arbejde i et andet EU-land f.eks. ved at flytte til Sverige for at få adgang til at vende tilbage til Danmark og derefter opnå familiesammenføring her i kraft af EU-opholdsret på basis af EUs opholdsdirektiv.

Opholdsretten er således en selvstændig ret, og en opholdsret for en unionsborger, der ikke giver vedkommende automatisk adgang til at opholde sig i et EU-land med en tredjelandsægtefælle og eventuelle børn med statsborgerskab i et tredjeland, vil ikke være en reel opholdsret, den ville være illusorisk. Følgelig kan medlemslandene ikke modsætte sig en sådan umiddelbar opholdsret og f.eks. udvise medlemmer af en unionsborgers nærmeste familie med henvisning til dens herkomst. Dommen indebærer derfor også, at en unionsborger, der er gift med en anden unionsborger, f.eks. en dansker gift med en græker, ikke stilles bedre med hensyn til opholdsret i EU og muligheden for at leve sammen inden for EU, end en unionsborger, der er gift med en tredjelandsborger, f.eks. en dansker gift med en amerikaner.

At påstå, som professor Rasmussen igen og igen gør det, at EU-Domstolen er aktivistisk og uden respekt for medlemslandenes suverænitet, er en vidtgående påstand uden grundlag i virkeligheden. Der har igennem årene været et stort antal dommere, og at de gennemgående skulle være af samme holdning og nære ønsker om at udvide EUs beføjelser på bekostning af medlemslandenes, er ikke troværdigt. Det samme gælder med hensyn til Domstolens generaladvokater.

Fra min egen tid som referendar ved Domstolen midt i 80erne husker jeg, at der dengang var en enkelt, men kun en enkelt, af dommerne, der generelt blev anset for at søge at fortolke EF-juraen mest muligt vidtgående i forhold til de nationale kompetencer. Der er ingen grund til at mene, at det har ændret sig afgørende. Dommerne er typisk frem for alt interesserede i, at deres domme holder vand så at sige, dvs. at de juridisk set har et fagligt højt niveau. Og sådan bør det også være.

Der er ikke mindst i Danmark grund til at glæde sig over, at vi har en EU-Domstol. For dansk lovgivning har udviklet sig derhen, at danske statsborgeres adgang til at bo her sammen med deres ægtefæller fra et tredjeland er gjort stedse mere besværlig bl.a. i kraft af et relativt nyt pointsystem mht. opnåelse af tidsubegrænset opholdstilladelse (og et, der er på vej mht. familiesammenføring). Det har fået mange familier til helt at opgive at bo her eller til at flytte f.eks. til Sverige eller Tyskland i en periode for derefter at kunne vende hjem og bo her under trygge forhold bl.a. uden risiko for udvisning af en tredjelandsægtefælle i tilfælde af den danske ægtefælles død.

EU-Domstolens dom i Zambrano-sagen tilsigter at ændre på den slags urimeligheder. Medlemslandene må, siger Domstolen, ikke reelt fratage deres statsborgere, dvs. unionsborgerne, deres opholdsret i EU, og opholdsret omfatter ifølge årelang EU-ret, f.eks. EUs regler om vandrende arbejdstagere, unionsborgerens nærmeste familie uanset dens oprindelse i eller uden for EU.

At nægte at efterleve bl.a. Zambrano-dommen som foreslået af professor Hjalte Rasmussen og folketingsmedlem Karen Jespersen (V) vil hverken være rimeligt eller korrekt. På det punkt er der grund til at støtte den nye integrationsminister Søren Pind, der har udtalt, at han agter at efterleve dommene fra EU-Domstolen. Det er godt, for en ægte frihedsminister må vel ønske at gøre det lige så let for en dansk statsborger at gifte sig med en anden unionsborger som med en tredjelandsborger og at kunne bo med vedkommende her i landet.