Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Løn som fortjent

»Smålighed er en dansk vederstyggelighed, og det er kort og godt småligt ikke at unde politikerne den almindelige lønregulering, som alle andre får.«

Amalie Lyhne: »At være politiker er et helt særligt job, som ikke kan sammenlignes med andre. Det er barskt. Jeg tænker ikke på timerne, som for manges vedkommende er urimeligt mange. Jeg tænker heller ikke på de utallige aftener og weekender, som må inddrages til arbejde, og sammensmeltningen af arbejde og privatliv, når bopælen helst skal ligge i egen kreds.«
Læs mere
Fold sammen

Politikere har altid været et udskældt folkefærd, men i disse år når politikerleden nye højder. Det er efterhånden vanskeligt at finde et menneske, som ikke er utilfreds med Christiansborgs indbyggere.

Uffe Elbæks nye parti, Alternativet, fik som bekendt et fantastisk valg i sommer, og jeg tror, at netop politikerleden er en vigtig forklaring. Som ved ethvert andet folketingsvalg hang politikere fra alle partier på byens lygtepæle og smilede indsmigrende til os. Men indimellem de almindelige plakater hang små, aflange plakater uden billede, hvor der bare stod »Der er også Alternativet«. I en tid med massiv mistillid til politikerne er det ikke mindre end genial markedsføring. Uffe Elbæk og hans hær af grønne feer og gøglere strøg ind i Folketinget med ni mandater.

I det lys er en reform af politikernes lønninger – uanset hvor relevant og rettidig, den er – umulig at lande ordentligt. For man kan jo pr. definition ikke argumentere for højere løn til mennesker, som ifølge arbejdsgiveren (vælgerkorpset) gør deres arbejde virkelig dårligt. Og selv hvis man – som Vederlagskommissionen gjorde i mandags – blot foreslår ændringer og forenklinger og en samlet lønudgift, som faktisk falder en smule, vil der alligevel være hyl og skrig og besværgelser.

Nu må vi se, hvordan det ender. Foreløbig ligner det dog en gentagelse af den moderne og rituelle nedslagtning af kommissionsarbejdet – på trods af de løfter om at følge anbefalingerne, som politikerne gav hinanden og offentligheden, da kommissionen blev nedsat.

Hvad der reelt er vælgernes forargelse, hvad der blot er tabloidpressens jagt på forargelse, og hvad der er de vælger-angste politikeres frygt for forargelse, er svært at sige. Men uskønt og trist er det i hvert fald.

For naturligvis er det fornuftigt at regulere lønninger, som ikke er blevet reguleret meget længe, naturligvis er det fornuftigt at gøre noget ved de utidssvarende og urimelige pensions- og eftervederlagsordninger, og naturligvis er det fornuftigt, at politikerne ikke selv mener det helt store om deres egne lønninger, men lægger sagen i hænderne på en uafhængig instans. Det er jo netop af disse grunde, at man nedsatte Vederlagskommissionen.

At være politiker er et helt særligt job, som ikke kan sammenlignes med andre. Det er barskt. Jeg tænker ikke på timerne, som for manges vedkommende er urimeligt mange. Jeg tænker heller ikke på de utallige aftener og weekender, som må inddrages til arbejde, og sammensmeltningen af arbejde og privatliv, når bopælen helst skal ligge i egen kreds. Jeg tænker ikke på journalisterne, der både ringer klokken 5:30 om morgenen og klokken 23.30, og jeg tænker ikke på den enorme usikkerhed i jobbet, når man skal til en vild, voldsom og tre uger lang jobsamtale hvert tredje eller fjerde år.

Nej, jeg tænker på al den mistillid, foragt og afsky, som man hver eneste dag er nødt til at ryste af sig, før man går i gang med migrationskrise, sundhedsudgifter og økonomiske reformer.

Smålighed er en dansk vederstyggelighed, og det er kort og godt småligt ikke at unde politikerne den almindelige lønregulering, som alle andre får.