Det er, hvad mennesker gør. Vil du i verden frem, så lyv. Vi lyver for at være sociale: »Nej, hvor den kjole klæder dig godt!« Engang fik børn endefuld for at lyve, det var skamfuldt at blive taget - nu er det noget, man gør. Vi fandt vel ud af, at man ikke kunne blive ved med at dele endefulde ud.

Sådan har det altid været, lyder det straks i min øresnegl. Og selvfølgelig: Der er altid blevet løjet af fuld hals og så stærkt som en hest kan rende. Hvad var det ikke Simon Peter havde gjort, da hanen gol? Folk har altid løjet for at bringe sig selv ud af et eller andet fedtefad.

Men forbudt var det. »Løgnelæber er Herren en gru«, står der i Ordsprogenes Bog. »Alle mennesker lyver«, svares der i Salmernes. Og det står, om ikke i De Ti Bud, så i spejderløftet, og endda som første bud. At man ikke må.

Nu om dage lyver vi ikke kun af dødsangst, i en snæver vending eller for at bringe os ud af en ubehagelig situation. Vi lyver, fordi vi lyver. Vi lyver, fordi det er lettere end at sige sandheden. Vi lyver for at gøre os selv interessante eller for at indynde os hos hinanden. Vi lyver op ad stolper og ned ad vægge; det er civilisationen. Folk, der ikke lyver, har ingen manerer.

Vi lyver, fordi ingen længere umisforståeligt siger, at vi ikke må, og fordi der ikke er nogen sanktioner forbundet med det. Det ordnes med et skuldertræk og en ny løgn til at dække over den gamle. Som løgner skal man have en god hukommelse.

Børn lyver for deres forældre, forældre for deres børn. Sigmund Freud, som med sit begreb om det ubevidste forærede os en gylden undskyldning for alle mulige overtrædelser - tak, Freud! - forsøgte sig også med en forklaring på, hvorfor børn lyver. Det gør de for at få kærlighed.

Hvad det gør ved vores samfund, at vi lyver? Det svækker vores tillid til hinanden. En tåge af hvide og mere gustne løgne lægger sig over det mentale landskab. »Jeg sagde det bare fordi« - ja, hvorfor? Fordi jeg gjorde.

Fordi mit overjeg har mistet stemmen.

Meget af det vi kalder samfundsvidenskab er også løgn. Tag den såkaldte Værdiundersøgelse, der blev præsenteret her i sidste måned. Her bliver de kvantitative metoders svagheder udstillet. Man tager for gode varer, hvad danskere går og synes om 'danskerne', og medierne glæder sig huldsaligt over det positive og optimistiske selvportræt. Åh, de lykkelige, tolerante og tillidsfulde danskere!

Men materialet er behæftet med enorme svagheder. Det er videnskab som pop. Der svares som vinden blæser, det meste er ønsketænkning, og når man klasker svarene sammen i meget store rubrikker, forøger man skævhederne. Der tolkes stort på bittesmå udsving. Folkets stemme er som oraklet i Delfis. »Materialet antyder« er en tilbagevendende frase.

De ansvarlige for undersøgelsen siger, sådan faldt svarene! Javel, men folk svarer ud fra deres ideal-jeg, når de udfylder den slags skemaer. Hvordan de synes, de burde være. Tolerante, f.eks. Og lykkelige? Jo, bestemt!

Og så glemmer alle, at resultatet svarer til det forstillede ansigt, man sætter op, når man ser sig i spejlet eller bliver fotograferet. Det har intet med virkeligheden at gøre. Alle ved, det er løgn. Simpelthen.