Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Livet læres også uden for skolen

Læs mere
Fold sammen

Der er masser af gode takter i den nye folkeskolereform. Flere timer i dansk og matematik og mere og tidligere sprogundervisning. Alt sammen stærke konservative aftryk på aftalen, som forældrene tydeligvis tager godt imod. Men der er også tidsler, der har vokset sig netop så store, som Det Konservative Folkeparti advarede imod.

I Berlingske 28. januar forsøger Venstres Karen Ellemann at aflive, hvad hun selv betegner som myterne om skolereformen og kaster sig blandt andet ud i et forsvar for de tvungne lektiecafeer. Her kan alle elever få lavet lektierne, så familierne kan bruge tiden efter skolen på fritidsaktiviteter eller til at være sammen, konstaterer hun. Gid det var så enkelt.

Jeg har intet imod lektiecafeer. De er uomtvisteligt et gode for elever, der har brug for støtte eller lyst til at lave lektier. Jeg har noget imod tvang og statslig regulering. Derfor er min og Det Konservative Folkepartis modstand mod de tvungne lektiecafeer helt central i vores politiske vision: At danskerne generobrer hovedrollen i vores eget liv – og myndighederne reduceres til at spille statistrollen.

Ganske ubemærket har vi vænnet os til, at staten i stigende grad regulerer vores hverdag. Hvad vi skal spise, hvor vi må ryge – og hvornår børnene skal lave lektier. Selve opdragelsen af børnene opfattes efterhånden mere og mere som samfundets ansvar. Aldrig har børn været mere opdraget. I hvert fald omgivet af voksne (pædagoger og lærere) i flere timer end nogensinde. 35.000 timer af et barneliv tilbringes i skole og daginstitution. De tvungne lektiecafeer er blot seneste eksempel på, at familiernes funktion som opdrager drænes for indhold.

Danske børn skal være dygtigere. Ingen tvivl om det. Til dansk, matematik og sprog. Derfor skal de have flere timer i disse fag, hvilket de har fået med reformen. Derfor skal der være mere ro i timerne, og eleverne skal give den en ekstra skalle i undervisningen. Men de skal også være dygtigere til at håndtere livet. Og det lærer de ikke nødvendigvis i klasselokalet. Endsige i lektiecafe. Slet ikke en tvungen af slagsen.

Det lærer de derhjemme. Familien er og bør være barnets fundament. Her skabes den grundlæggende tryghed. Derfor bør det også være familien, der i hverdagen i stort og småt træffer de vigtigste beslutninger. Også når det gælder lektier. Det er forældrenes børn. Ikke statens. Og for rigtig mange forældre, der arbejder på deltid eller i skæve vagter, er eftermiddagene eneste mulighed for at være sammen med børnene.

Takket være De Konservatives modstand mod tvangslektiecafeerne er det frem til næste valg endnu frivilligt for familierne, hvor deres børn skal læse lektier. Men desværre ser vi allerede nu, at lektiecafeerne placeres midt på dagen, eller skolebussen kun kører efter endt lektiecafe. Konsekvenserne er til at få øje på. Landet over rasler medlemstallet ned i idrætsforeningerne. Vi er med andre ord godt i gang med at smadre det frivillige idrætsliv i Danmark. Vel at mærke allerede inden tvangslektiecafeerne er en realitet over hele landet.

Så jo. Enig, Karen Ellemann. Skolereformen er på mange områder både borgerlig og liberal. Men der er også elementer af socialistisk tvang i aftalen, der hverken kan forsvares eller forklares. Myte eller ej.