Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Lise Egholm: Kære skoler, gå i kirke til jul – uanset elevernes religion

Læs mere
Fold sammen

Vi er i december efter 2. søndag i advent. Julen er hjerternes fest, og man kan inderligt ønske, at alle kan få glæden ind i deres sind.

Det opmuntrer mig, at vores undervisningsminister forleden her i avisen gav udtryk for sine holdninger til jul og kirkegang samt sin mening om kristendomskundskab i skolen.

Lad os begynde med faget kristendom. Hvorfor skal det nu være så overkorrekt, at det skal kaldes »kristendomskundskab«? Alt for tungt og for lidt mundret. Ja, faget handler om kundskab inden for kristendom, men faktisk også om kundskab inden for andre religioner, så derfor: Kald det dog religion!

Jeg læste, at det var der ikke politisk opbakning til. Jamen, så må politikerne altså drøfte det igen. Faget er i den grad betydningsfuldt og er en forudsætning for at forstå litteratur, billedkunst og musik, når vi når et vist niveau. Desuden fylder religion ganske meget pga. den store gruppe muslimer, som er kommet til Danmark. Derfor er jeg helt afklaret med, at det bør være obligatorisk, og at faget skal hedde religion.

Jeg var skoleleder på Nørrebro på en skole med 86 pct. tosprogede elever, da vi var på det højeste. Siden fik vi heldigvis procenten ned, så den nu er landet på 50-60 pct., hvilket er fint med den beliggenhed.

Mange af børnene var naturligvis muslimer, men der var også buddhister, hinduer, Jehovas Vidner og mange ateister blandt familierne. I de første år, jeg var der, var enkelte børn fritaget fra undervisningen i kristendom, men snart fandt vi ud af, at det var en dårlig idé. Vi fik nemlig besøg af nogle af de mange dygtige unge, der var blevet studenter, og de fortalte, at det havde været et problem, at de ikke havde deltaget i kristendom. I gymnasiet var faget obligatorisk. De kendte godt til alle historierne fra Det Gamle Testamente, men »da ham Jesus«, som de sagde, »kom ind i billedet, var vi bare så dumme og vidste ingenting!« Så de sagde: »Du må altså ikke fritage vores lillesøstre og lillebrødre.« Det råd fulgte vi.

De sidste ca. 16 år, jeg var på skolen, var ingen fritaget fra kristendom.

Indrømmet: Det havde været meget nemmere at give dem fri, men det er ikke det rigtige. Jeg har haft utrolig mange samtaler med fædre om sagen, og lærerne var meget villige til at lade de samme fædre overvære undervisningen.

Mange gange har jeg haft den herlige oplevelse, at en far er kommet ned på mit kontor for at takke for, at hans børn måtte være med. En far sagde sågar: »Her lærer man, hvordan man bliver et ordentligt menneske – ja, en god muslim!«

Det med det muslimske stod for hans egen regning, men at blive et godt menneske er vel det, al religion handler om. For mig hænger al uddannelse og dannelse sammen.

Oplysende undervisning

Religionsundervisningen må aldrig være indoktrinerende, men oplysende. God undervisning i faget vil tilmed netop være medvirkende til at forstå, at her i landet kan man sætte spørgsmålstegn ved alt, også ved det religiøse.

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) siger så præcist: »Det er forkert, hvis misforstået hensyntagen betyder, at traditioner bliver valgt fra.«

Ja, det er det, og på min gamle skole gik vi i kirke til jul, og det var en meget elsket tradition – også for de mange børn på skolen, som ikke havde kristne rødder.

Vi signalerede naturligvis også respekt for de andre religioner på skolen ved f.eks. at ønske de muslimske børn »God Eid« to gange om året. De fik også fri, dog kun én dag.

Der var meget »ballade« de første par år omkring kirkegang til jul, men så forsvandt det. Det første år stod der nok ca. 20 muslimske fædre foran mit kontor for at sige, at deres børn ikke kunne gå med over i kirken. Lærerne og jeg talte med dem om det og forklarede, at det naturligvis ikke handlede om at gøre børnene kristne. Med præsten havde vi aftalt, at der ikke skulle være »Fader Vor« eller velsignelse, for det skulle ikke være en gudstjeneste. Det skulle være et kirkebesøg, hvor alle skulle have forklaret, hvorfor vi holder jul. Vi skulle synge to dejlige sange, som vi havde øvet med børnene til vores morgensamlinger.

Vi inviterede naturligvis fædrene med. Nogle af dem gik hjem, men en lille gruppe gik med hen til kirken og stod først tøvende i våbenhuset, men kom så småt alligevel indenfor i det smukke kirkerum.

Historien om Jesu fødsel er fantastisk og magisk til alle tider, og at synge mange sammen til et dejligt orgelspil er en vidunderlig oplevelse. Kirken var smukt pyntet med gran og lys i stagerne og en krybbe med Jesusbarnet i hjørnet. Børnene blev stille og tog oplevelsen ind. Vi sang »Et barn er født i Betlehem« og »Dejlig er den himmel blå«, og jeg vil aldrig glemme børnenes kære ansigter og deres strålende øjne.

Kære skoler. Lyt til ministerens ord: Gå dog i kirke til jul! Begynd med indskolingen og udvid så senere med mellemtrinnet. Kirkegang har været en tradition mange steder, og måske er det netop i disse år tiden, hvor den skal tages op igen.

Glædelig Jul!

Lise Egholm er forfatter og tidligere skoleleder.