Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Linjen er klar: Vi vil ikke noget

Foto: Søren Bidstrup og Sarah Christine Nørgaard. Fold sammen
Læs mere

Mit yngste barn sagde på et tidspunkt til mig: »Far, du har skaldet hår.« En anerkendelse af, at der faktisk var antydninger af hår eller havde været det, men også af lidenheden i den øverste foring. Helt skaldet føler mit indre uddannelsesmenneske sig snart efter, at regeringen rutinemæssigt og lavmælt har kværnet sin grønthøster gennem uddannelserne i Danmark. Knap 15 mia. kr. løber det op i når samtlige områder medregnes i perioden 2016-2021.

I min egen sektor – altså der, hvor vi fra Nissum i vest til Rønne i øst uddanner skolelærere, pædagoger, sygeplejersker, socialrådgivere, jordemødre etc. – løber det op i 1,7 mia. kr. Alene på min egen institution nedlagde vi som konsekvens af de dystre udsigter 104 stillinger sidste år.

Professionshøjskolernes medarbejdere former og uddanner med andre ord dem, der med K.E. Løgstrups ord holder en smule af næstens skæbne i deres hånd. Sentimentalt, bevares, men ikke desto mindre sandt, når vi påtænker betydningen af en fremragende pædagog, den dygtige lærer, den kompetente sygeplejerske. Og i hverdagssprog: Uddannelse til pædagog, lærer, socialrådgiver osv. er ikke helt uvæsentlig for kvaliteten i det, som lidt fattigt hedder offentlig service.

Der er meget, der i regeringens finanslovsforslag er mærkværdigt: Ikke underligt, men værd at mærke sig. For det første, at den helt konsekvente besparelseskurs over for uddannelse ikke hænger sammen med andre initiativer til at styrke menneskers muligheder.

Fra slutningen af 1990erne og frem dannede der sig et tydeligt mønster af, at stramninger i offentligt finansierede forsørgelsesgrundlag (kontanthjælp, dagpenge etc.), og reduktion af rettighedsbaserede ydelser samt skattelettelser blev afstemt med nye investeringer og forbedringer i uddannelse, så et mere fintmasket sikkerhedsnet ikke var lige så påtrængende end ellers. Man gik fra en omfordelende solidaritet til en forebyggende solidaritet. I teorien i alt fald.

For det andet synes en klokkeklar logik at være, at man nægter at prioritere. Ingen dessiner om, hvad der bør være mindre af, intet kompas. Snarere evige fordringer på at få mere for mindre. Og gerne gennemført med flere og flere krav til, hvad der skal registreres, rapporteres og opgøres. Fra timetal til studentertilfredshed. Og toppet med forslag til strammere regulering. Uagtet om det handler om at renovere bygninger eller bygge nyt eller brug af underviserressourcer samtidig med, at man beflitter sig med åndrige (og vigtige) tanker om at genindføre og nyskabe filosofikum på universiteterne.

Økonomisk usikkerhed

Som om det ikke var nok, planlægger man i øjeblikket en omlægning af bevillingssystemet, altså den måde, institutioner for videregående uddannelser modtager penge på. Et af elementerne er introduktionen af økonomisk usikkerhed. Det gamle system var komplekst, men meget forudsigeligt. Man kunne regne på det og planlægge efter det. En fordel, når man beskæftiger sig med uddannelser, hvor forandringer kræver lange, seje træk frem for hurtige fiks.

Nu introducerer man en uforudsigelighed, så institutionerne efter planen skal ansøge om at modtage midler fra en pulje, der vist nok skønsbaseret skal udmåles af ministeren. Puljer er ikke nye, men ligefrem flere af dem, vil helt sikkert skabe mere bureaukrati. Og mere magt til ministeriet – helt i forlængelse af det stærkere greb om bestyrelserne for universiteterne, der allerede er vedtaget.

Linjen er med andre ord klar: Færre midler, krav om mere for mindre, strammere styring og flere krav garneret med ny usikkerhed. Visionerne og den retning som det er politikernes privilegium at udstikke, lovgive om og regere efter er til gengæld fraværende. Må tid komme råd.