Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ligestillingsdebattens Catch 22

Marianne Egelund Siig: Lad os være modige og visionære og gå efter den guldgrube af uudnyttet potentiale, vi har i vores land, når det gælder ligestilling. Vi var engang et foregangsland, når det handlede om ligestilling. Det er vi ikke mere.

Ligestilling, balance i mulighederne for vore sønner og døtre, hvem ønsker ikke det? Vi er ikke længere et foregangsland, når det gælder ligestilling. Fold sammen
Læs mere
Foto: Arkivfoto: Peter Mørk

Ligestillingsdebatten er ved at blive fanget i en Catch 22. Fanget i følelsesmæssige paradokser der er med til at fjerne opmærksomheden fra det, der er en af de vigtigste nøgler til vækst, innovation og sammenhængskraft i vores samfund.

Hvis du som kvinde påpeger uligheder, bliver du bedt om at »stoppe klynkeriet«. Hvis du har en høj stilling og en mand, der laver ligeså meget som du derhjemme, er du en forkælet elitefeminist, der slet ikke har grund til at beskæftige dig med ligestillingsspørgsmål. Og hvis du så alligevel kommer med holdninger og forslag, så bør du i dine indlæg i det mindste inkludere alle samfundslag og alle typer af uligheder i samfundet.

Som medunderskriver af ni konkrete ligestillingsforslag til den nye regering (Berlingske 25/9), må jeg sande, at det så heller ikke er godt nok at komme på banen med ideer, der går på tværs af køn og sociale skel. Det gælder nemlig alligevel ikke rigtigt, fordi gruppen af underskrivere ikke repræsenterer alle samfundslag, men primært er relativt højt positionerede kvinder i samfundet.

Velkommen til ligestillingsdebatten i Danmark 2011. Karakteriseret af sine helt egne dogmer og konstruktioner, der desværre spænder ben for muligheden for reelt at debattere og finde løsninger på udfordringerne.

Et andet af paradokserne er den overbevisning, at ligestillingen kun kan ske via individers egne valg. Alt andet er ensrettende og formynderisk. Som om vi levede i et anarkistisk samfund, hvor vores måde at leve på alene defineres af vores egne valg. Og hvis vi tror, at alle de ligheder og uligheder, vi har i vores samfund, er en objektiv orden, der nu har fundet sit rette leje baseret på individers egne valg, så er vi jo enten meget naive eller meget lidt historisk orienterede.

Men værre er det, at vi med den holdning udraderer vores muligheder for effektivt at forandre og skabe forbedringer. Det er som om, vi kollektivt har parkeret vores evne til at forestille os, at samfundet kan være bedre indrettet.

Men verden flytter sig. Og ligestillingsdebatten bør flytte sig. Vi bliver nødt til at se nye perspektiver og finde nye løsninger på nogle gamle problemstillinger, vi reelt aldrig er sluppet af med.

Og ja, jeg kan også tilslutte mig koret, der kan sige, at jeg har aldrig følt mig som offer på grund af mit køn. Og nej, heller ikke det er et udtryk for, at vi har opnået ligestilling. Min oldemor oplevede heller ikke i 1911 sig selv som offer. Hun havde sin egen systue, og købte sit eget hus, som min oldefar flyttede ind i. Hun tog den magt, hun kunne, over sit liv. Men det fjernede jo ikke det faktum, at hun ikke måtte stemme. Min mormor følte sig heller ikke som et offer, mens hun og min morfar drev familiens vognmandsfirma, men det ændrede ikke ved, at min morfar kun kunne skubbe barnevognen, indtil de kom til bygrænsen, hvis ikke han skulle blive til grin. Ja, enig, vi er kommet et stykke vej de sidste 100 år. Både magt- og kulturmæssigt. Men det skulle vi jo også gerne. Og det er jo ikke bare mine formødre, der var stærke. Det er kvinder heldigvis generelt. Så lad os nu en gang for alle forlade »offer-klynke«-retorikken, for i stedet at give plads til en reel magtdebat i øjenhøjde.

Der er så mange bevidste og ubevidste kønsbestemte uligheder i vores samfund. Og det er så faktuelt og veldokumenterede, at de, der siger noget andet, lyver, som Lisa Marklund meget præcist har formuleret det. Lad os forholde os til fakta, økonomisk, magtmæssigt, kulturelt:

Ligeløn - nej (kvinder tjener stadig mindre end mænd i sammenlignelige stillinger).

Kvinder i erhvervsbestyrelser - 5,7 procent. Danmark er nr. 78 i verden, når det gælder kvinder og ledelse.

Kulturkanon - 92 procent af værkerne, indeholdt i Danmarks kulturkanoner, er skabt af mænd.

På museerne - i 2004 var 90 procent af den kunst, man har valgt at investere i, skabt af mænd.

Det er jo den slags, vi skal diskutere og følge op på. Listen er lang, og den har indflydelse på os alle.

I 70erne gjorde kvindekampen den private kamp offentlig. De seneste 25 år har ligestilling handlet om at gøre en offentlig, politisk og strukturel udfordring til kvindernes private sag. Den tidligere ligestillingsminister proklamerede: »Kvinder skal ville noget i stedet for at gemme sig bag ’Blåmejsekulturen’, hvor dygtige kvinder ikke gør opmærksom på sig selv«. Birgitte Baadegaard repræsenterede også synspunktet forleden med indlægget »Hvad kan jeg? Hvem er jeg? Hvad vil jeg? Hvis kvinder bliver i stand til at besvare de spørgsmål, vil de have gode muligheder for at ændre deres situation. Kort sagt - det er her, debatten starter,« skrev hun.

Det er efter min mening lige præcis her, debatten er sandet til, og vi bør standse op og radikalt skifte kurs. Under ovenstående dække har vi oplevet en total handlingslammelse, når det gælder ligestilling. Jeg siger ikke, at det ikke til enhver tid er relevant for alle mennesker at stille sig ovenstående spørgsmål. Jeg siger, at vi ligestillingsmæssigt har passeret det punkt for længst.

Og jeg kan ikke lade være med efterhånden at betragte det som en fornærmelse på alle kvinders vegne når løsningsforslag på ligestillingsområdet bliver individualiseret i retning mod kvindernes selvudvikling.

Vi må komme videre og gøre ligestillingsprojektet til et konsistent projekt med globalt udsyn, visioner, strategier, handlingsplaner, mål og opfølgning.

Kvindekampen har altid været for det hele samfund til gavn for alle mennesker. Jeg ønsker jo heller ikke, at mine døtre skal få ligestilling for til gengæld at se min søn blive klemt i samme sag. Men jeg ønsker, at der bliver skabt handling, så mine børn reelt i deres tid kommer til at opleve et kønsligt ligestillet samfund.

Måske er det for meget at håbe på. Men er det forkert? Er det forkert at ønske for sine døtre, at de kan gå på museum og opleve sig selv spejlet i kunst skabt af kvinder. At den kulturkanon, de gennemgår i skolen også repræsenterer kunst og kultur skabt af kvinder i repræsentativ grad. At magten i samfundet afspejler dets borgere og den talentmasse, der er. At der bliver skabt nye livsfaseindrettede betingelser på arbejdsmarkedet, så projekt mor-far-børn-arbejde ikke baseres på en forventning om smertelige fravalg til fordel for det ene eller det andet.

Så kom nu, lad os være modige og visionære og gå efter den guldgrube af uudnyttet potentiale, vi har i vores land, når det gælder ligestilling.

Vi var engang et foregangsland, når det handlede om ligestilling. Det er vi ikke mere. Men jeg håber stadig, vi kan generobre det, så det bliver en del af den historie, mine børn med stolthed kan bringe med sig ud i verden.