Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ligestilling mellem damernes og herrernes omklædning

01DEBMARTINPALUDAN-151500.jpg

Der har ikke været meget debat om ligestilling mellem omklædningsrummene. Måske fordi de fleste feminister befinder sig i dét af omklædningsrummene med rigelig plads i brusekabinerne og lys omkring de meterlange spejle. Og i øvrigt har en holdning om, at særbehandling er i orden, så længe det ikke er mænd, der modtager den. Desværre underminerer den holdning ligestillingen indefra.

Det er efterhånden langtfra kun kvinder, der går op i deres udseende. Jeg træner i Fitnessdk sammen med en masse mænd, der ikke alene både sveder og presser livet ud af deres biceps, men også gør meget ud af deres udseende efter træningen. Der lægges masser af energi foran spejlene i herreomklædningen, håret skal sættes, huden eksfolieres og fugtes. Forleden tænkte personalet, at det kunne være morsomt at lade kønnene bytte omklædningsrum for en dag. Mændene erfarede, at kvindernes omklædningsrum var af en noget anden kaliber. Brusekabinerne var op imod dobbelt så store. Der var flere spejle, og de var omkranset af lys, så det faktisk var muligt at se, hvad man lavede, når man forsøgte at eksfoliere. Det var forskelle, der blev bemærket og talt om. Så hvorfor må mændenes omklædningsrum ikke være ligeså gode som kvindernes, når rigtig mange mænd nu går op i deres udseende?

Det er underordnet, om kvinder som gruppe sandsynligvis stadig bruger mere energi på deres udseende. Problemet består ikke i, at kvinder har gode faciliteter, men at den enkelte eksfolierende mand åbenbart har mindre ret til det, fordi han tilfældigvis er af hankønsvæsen. Det er med til at fastholde en uddateret forestilling om, at mænd er hulemænd, mens kvinder er pyntedukker.

Det er et problem i ligestillingsdebatten, at den form for diskrimination af mænd aldrig bliver taget alvorligt, og det peger på slagsiden ved en kollektiv feminisme. Når ligestillingen tager udgangspunkt i kvinder som gruppe, indebærer det alt for ofte generaliseringer, der forstærker fordomme. Det var tilfældet i sagen om Bella Sky’s særlige etage for kvinder, der udover at ville være et trygt sted for den enkelte kvinde, brystede sig af elektronik, som skulle være særligt nemt at betjene. Etagen blev dømt ulovlig af Østre Landsret, men afgørelsen blev af alt for mange kritiseret med argumenter om, at ligestillingen skal anerkende forskelle mellem kønnene. Men hvad er det præcis for nogle forskelle, vi gerne vil have anerkendt? At kvinder er pyntedukker, for hvem en normal fjernbetjening er aldeles uoverskuelig?

Og så er vi tilbage i omklædningsrummet. For hvis vi accepterer, at kvinder skal have bedre bade og særligt bekvemme etager, siger vi også, at det er naturligt, at det er sådan, kønnene er. I så fald burde mænd måske betale mindre i abonnement, fordi de jo helt naturligt tager kortere bade og altså holder fitness centrets vandregning nede ved deres tvivlsomme odeur?

Martin Paludan er stud.cand.mag.