Det synes også at være logikken hos initiativtagerne til en ny internetavis. Avisen hedder Pio, opkaldt efter den landflygtige socialist Louis Pio, og seriøse folk som Socialdemokratiets Henrik Sass Larsen og Palle Smed, tidligere chefredaktør for Fagbladet 3F, står bag.

Netavisen Pio blæser til kamp mod borgerlige medier og politiske kommentatorer, hvoraf mange ifølge Sass Larsen ’lige så godt kunne være studieværter hos Fox News’. Målet er ifølge nyhedssitet MediaWatch 20.000 brugere i løbet af et år. Ellers kan det blive lukket.

Initiativet med en hjemmesideavis er blot det seneste forsøg på at bruge internettet til at sprede og forme et bestemt nyhedsbillede. Ofte under påskud af at levere den objektive og sande historie, som enten ignoreres, undertrykkes eller misforstås af den øvrige presse. Tidligere i år var det kommentatorerne og politikerne Ralf Pittelkow og Karen Jespersen, der med denkorteavis.dk og under slaglinjen ’klar, skarp, seriøs’ leverer skyts mod de fleste af de grupperinger, som ægteparret har ligget i strid med gennem et langt og aktivt liv.Også det nye politiske site, Pio, påberåber sig at være både fair og balanceret i modsætning til det typiske mediebillede. Således beskriver initiativtageren Palle Smed i mediets programerklæring skævheden i det danske medielandskab som ’mere reglen end undtagelsen’. Han noterer bl.a. om efterlønsdebatten, at det lykkedes ’danske medier at bringe seks historier om, hvor skadelig efterlønnen var for os alle, for hver gang de bragte en enkelt positiv historie’. Man må således forstå på ham, at det (mindst) burde have stået tre-tre i den konkurrence. Enhver synes således ikke bare at have ret til et fedt køkken, men også til sine egne sandheder.

Palle Smed konkluderer efter at have kritiseret borgerlige aviser og ekstreme revolutions-romantikere: ’For at finde den rette balance er vi nødt til at kende yderpunkterne. Men dem kender vi nu så godt. Helt afgørende er det derimod, at vi også kender midten, og det er straks lidt sværere. Her er trængslen størst, for det er nu engang her, at langt de fleste danskere befinder sig, trygt og godt. Og det er også her, lidt til venstre for midten, at Netavisen Pio befinder sig.’

Når man så læser lidt i Pio bliver man i tvivl om, hvor langt ude til siden på redaktørens målebånd, at midten skal findes. Artikler med overskrifter som ’udansk angreb på den danske model’, ’Ole Birk Olesens had til kvinder gælder også Thorning’, ’Thulesen Dahls udenomssnak’ eller ’Thomas Larsens dobbeltstandarder’ gør det svært at finde midten. Derimod er det let at finde politisk slagside, nedgroede negle og uafsluttede personopgør.

Det er der ikke noget galt i. Flere af artiklerne er både interessante og velskrevet. Det er næsten altid lærerigt at se, hvad der sker i lukkede debatfora. Det har bare intet med midten eller lidt til den ene side for midten at gøre.

De etablerede medier får ikke altid to plus to til at blive fire. Men det er stadig her, vi kommer tættest på.