Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

For lidt, for sent og forkert

Peter Kurrild-Klitgaard. Spørger man om kort tid den typiske vælger, hvad regeringens genopretningspakke handlede om, vil svaret være 'noget med kraftige offentlige besparelser' - hvilket er forkert - og 'noget med nye skatter' - hvilket er sandt. Samtidigt har regeringen brugt et af de få - måske det eneste - 'krise-skud', man havde i bøssen, uden at opnå noget særligt.

Netop derfor er der i virkeligheden – ligesom med skattereformen fra 2009—tale om et strategisk selvmål, skriver Peter Kurrild-Klitgaard. Fold sammen
Læs mere

Voltaire skrev i 1756 om det Hellige Romerske Rige, at det var en statssammenslutning, der hverken var helligt, romersk eller et rige. Man får umiddelbart samme tanke, når man i denne uge kunne høre omtalen af dét, der blev præsenteret som en »borgerlig genopretningspakke«: Ikke rigtigt en pakke, slet ikke en genopretning, og bestemt ikke borgerlig.

Fulgte man kun hurtige klip, skulle man ellers tro noget andet. Regeringen fremstillede selv 'pakken' som en stor plan, der skulle rette op på en akut krise og samtidig bidrage til at sikre fremtidig vækst. Men i det omfang, krisen er akut, er den aldeles selvforskyldt: Intet 'nyt' er indtruffet siden Forårspakke 2.0 og den seneste finanslov - altså andet end politikernes egen manglende styring af de offentlige udgifter.

Først under mange års højkonjunktur, som man kunne have brugt til helt at eliminere statsgælden - i stedet blev denne mere end fordoblet alene fra 2008 til 2010 (fra 35.000 kr. pr. dansker til 80.000 kr.). Eller man kunne have brugt de gode år til at lave modige reformer, der ville have nedbragt det fremtidige pres på de offentlige udgifter - men i stedet forsøgte VK-regeringerne at overhale venstrefløjen indenom ved at bestikke vælgerne med flere overførsler. Dernæst gennem det seneste års løbske udgiftspolitik, der har givet et hul i statens finanser på 100 mia. kr. i år.

Det svarer til fem-seks procent af bruttonationalproduktet - et underskud som man skal tilbage til »afgrundens rand« i begyndelsen af 1980erne for at finde tilsvarende.

Men hvad gør regeringens plan så? For det første, alt for lidt: Den flytter rundt på 24 mia. kr. ud af samlede offentlige udgifter på 1.000 mia. kr., altså lidt over to procent af de samlede udgifter, og ikke engang 25 procent af statsunderskuddet. Det har intet at gøre med at fremtidssikre dansk velstand. Det svarer lidt til, at en konkursramt direktør spiser middag på NOMA og så 'holder igen' ved ikke at lægge drikkepenge.

For det andet kommer den største del af 'genopretningen' ét sted fra: Af de 24 mia. kr., som statsfinanserne forbedres med, er 9,8 mia. kr. skatteforhøjelser. Ved at fradragssatserne i skattesystemet ikke pris- og lønreguleres 2011-13 (6,6 mia.); ved at grænsen for topskat bliver »udskudt« til 2014 (1,7 mia.); og ved at skære i fradragsretten for faglige kontingenter (1,5 mia.).

Det er ikke første gang, at regeringen bryder sit eget skattestop - det gjorde den senest med skattereformen fra 2009, og allerede i de foregående syv år havde VK-regeringerne indført 150 nye skatter og afgifter. Men er også et klokkeklart brud på den skattereform sidste år, hvis væsentligste mål angiveligt var at sænke marginalskatten på arbejde. Ja, dét var faktisk den sænkning, som VK-politikerne gav som det eneste forsvar for de ganske mange nye og store afgifter, der også var med i reformen, og som i de kommende år vil resultere i en overfinansiering på 5,5 mia. kr. Læg dertil 8,1 mia. kr., som den permanente del af de nye skattestigninger vil resultere i.

I alt 13,6 mia. kr. i skatteforhøjelser for en regering, der allerede har øget skattetrykket fra 48 pct. i 2002 til i perioden 2002-08 at ligge på gennemsnitligt 49,1 pct.

Og stigningerne er ikke kun »midlertidige«: De penge, som danskerne de næste år kommer til at betale mere i skat, får de ikke igen senere - og at den »midlertidige« udskydelse ikke bliver permanent, hviler på den aldeles urealistiske antagelse, at et fremtidigt rødt kabinet ikke vil opretholde stigningerne.

Det kan alt sammen illustreres med en brugtvognsforhandler, der siger: »Giv mig dine penge, så får du en god bil«, men når pengene er betalt, siger han så, »Men du får ikke bilen alligevel! I hvert fald ikke nu - men måske på et senere tidspunkt - hvis nogle andre altså ikke bruger den til noget andet i mellemtiden.« En sådan brugtvognsforhandler ville få af os tøve med at kalde en tyv, eller i bedste fald en upålidelig sjuft.

Hvis regeringen for alvor ville gøre noget, kunne man have fokuseret på at holde igen på udgifterne. Danmark har i forvejen et af verdens højeste skattetryk og en af de relativt set mest ressourcekrævende offentlige sektorer. Man kunne passende have taget de nu forspildte muligheder, som man ellers lagde ud med: En fastfrysning af overførselsindkomsterne. Kommunale besparelser og en indkomstregulering af børnechecken blev også taget ud. Men i stedet for at spare, valgte man - stik imod egne løfter - at hæve skatterne.

Men er der slet ikke noget godt ved »genopretningsplanen«? Det kommer naturligvis an på øjnene, der ser. Under en antagelse om, at det er en borgerligt-liberal regerings formål at gennemføre borgerligt-liberal politik, må forkortelsen af dagpengeperioden ses som positiv, om end med ret beskeden effekt. At man beskærer fradragsretten for faglige kontingenter, kan der være god logik i - men kun hvis tilsvarende beløb konverteres til f.eks. en højere skattefri bundgrænse for lønmodtagerne, idet der ellers blot er tale om at hæve skattetrykket for disse.

Og det er vist så omtrent dét.

Så hvad skal det hele gøre godt for? Nogle politiske kommentatorer har sagt, at regeringen her har satset hele butikken: Et stort og modigt træk, der enten giver bonus eller en tur i opposition. Det er en metafor, der kun er noget ved siden af, men den blegner dog, hvis det samtidigt anerkendes, at dette træk kun ser drastisk ud, fordi alt andet har været så forsigtigt og status quo bevarende, at selv de mindste forandringer tilsyneladende kan virke voldsomme.

Der er næppe tvivl om, at man her gør et forsøg på at erobre dagsordenen og give Lars Løkke Rasmussen en statsmands-pondus ved at iklæde sig Schlütersk krise-jargon. Man kunne sige, at det var på høje tid: Statsministerens 2020-vision kunne ingen se. Regeringsrokaden var nok stor, men med lille effekt. Regeringsgrundlaget er allerede glemt. I stedet har oppositionen rygvind i meningsmålingerne.

Men netop derfor er der i virkeligheden - ligesom med skattereformen fra 2009 - tale om et strategisk selvmål. Spørger man om kort tid den typiske vælger, hvad regeringens genopretningspakke handlede om, vil svaret være 'noget med kraftige offentlige besparelser' (hvilket er forkert) og 'noget med nye skatter' (hvilket er sandt). Samtidigt vil regeringen have brugt et af de få - måske det eneste - 'krise-skud', man havde i bøssen, uden at opnå noget særligt.

Med andre ord: Man har skadet sit image, solgt arvesølvet, og misbrugt chancer der næppe kommer igen. Tilbage står et billede af dansk politik, hvor «rød blok« og «blå blok« ligner nogle Titanic-passagerer, der slås om liggestolene på dækket, så de kan få den bedste udsigt til isbjergene.