En lektor/professor, som tager sig selv og sin gerning alvorligt, har et ansvar og en forpligtelse over for sit fag, de studerende og sig selv som person og forsker. Hvorfor det er tabu? Naturligvis fordi en markedsorienteret ledelse af en hvilken som helst uddannelsesinstitution i dagens Danmark véd, at hans/hendes succes afhænger af mængden af stillinger - job til kommunikationsmedarbejdere, adjunkter, lektorer, HKere, reklamefolk etc. Jo flere engageret af selvsamme dekan, rektor, forstander, skoledirektør, jo større magt og betydning. Nok er man som skole/universitetsleder offentligt ansat, men magtens sødme skal ikke underkendes!

For at opfylde disse ædle mål, skal man bruge nogle elever/studerende med taxametertilskud, og så skal en professor som Linda Maria Koldau ikke stå i vejen med gammeldags principper om faglighed, moral og anstændighed.

Grædefærdig bliver man dog først, når man 22. februar læser Bertel Haarders kommentar til den generelle situation på føromtalte uddannelsesmarked: »Men nu har den nye regering sat målet op fra 50 til 60 pct.! Uden nogen form for beskæftigelsesmæssig begrundelse. Det er bestemt ikke i Danmarks interesse. Vi har brug for bedre akademikere, bedre lærere osv., ikke flere«.

Undertegnede kunne ikke være mere enig! Det er ikke i samfundets interesse, men hvilket medansvar har Haarder for denne tingenes tilstand? Hvad i alverden skulle motivere ledelsen af en given uddannelsesinstitution til at højne kvaliteten af de studerende - frem for mængden? Og hvad tror han, der i den eksisterende ordning med gennemførelsestillæg skulle motivere en lærer til at dumpe en elev?

I onsdagsavisen kan man ligeledes læse om situationen for de humanistiske studier »Humanistisk krise for åbne døre«, hvor Julie Louise Sarauw citeres for: De klassiske idealer om faglig fordybelse er faldet ud til fordel for en lang række handlingsorienterede kompetencemål, som er rettet mod arbejdsmarkedet.« Ja, det skal jeg da lige love for! F.eks. dyrkes kompetencen »at hyppe egne kartofler« ganske glimrende af landets undervisere (thi lærere er de fleste ikke længere!). I ly af tværfaglighed og taxameterordning, som på ganske effektiv vis er i færd med at forvandle undervisning til underholdning, foregår et gigantisk udsalg af forne tiders pligtfølelse, samvittighed og anstændighed, og den tid er måske ikke så fjern, hvor det kan blive et ganske afgørende kompetencemål, at man har kompetence til at dyrke sine egne kartofler i villahaven, da landet i mellemtiden ikke blot er blevet lidet og fattigt - men tillige dumt. Afskaf taxameterordningen!