Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Libak misunder de ædle vilde i Den Bengalske Bugt: Hvem der kunne begynde forfra

I den vestlige verden har vi mistet troen på fremskridtet. For vi ved ikke længere, hvem vi er: Identitet er blevet en fritvalgsordning.

Anna Libak. Tegning: Kate Copeland Fold sammen
Læs mere

Historien om den kristne missionær, der for nylig blev skudt med bue og pil af sentinelske stammekrigere, da han forsøgte at gå i land på deres ø i Den Bengalske Bugt, har vakt stor opmærksomhed både i Europa og USA.

Og det bemærkelsesværdige er, at ingen synes at have ondt af den myrdede missionær. Alle holder med de ædle vilde, der er så heldige at være uberørt af den vestlige civilisation på deres tropeø, og angiveligt lever, som vi andre gjorde i stenalderen. De aner intet om Trump, klimaforandringer, befolkningseksplosionen, fake news eller Brexit. Hvor heldig har man lov at være? De lever dér i barnlig ubekymrethed, forskånet for viden om al den elendighed, som moderniteten har bragt med sig. Så skidt med, at deres tænder falder ud, før de fylder 18, og at de dør i starten af 30erne. Det er billigt sluppet.

Spørgsmålet er så, hvordan det går til, at den vestlige verden har mistet troen på sig selv og ikke længere anser civilisation for et fremskridt. Hvorfor venter så mange vesterlændinge sig kun det værste af fremtiden, og hvorfor er der så mange dommedagsprofetier i omløb?

Undergang

Det oplagte svar er selvfølgelig, at vi alle pludselig har indset, at vores succes bliver vores undergang. Befolkningseksplosionen og klimaforandringerne gør det af med os.

Men så igen: Vi har tidligere i verdenshistorien haft vores at slås med. Det har vi overvundet. Og vi har altid skullet dø på et eller andet tidspunkt. Så hvorfor så triste nu? Det er da absurd, når menneskeheden – sådan statistisk betragtet – faktisk aldrig har haft det bedre. Tag blot den svenske professor Hans Roslings ord for det i bestselleren »Factfulness«. Og tag så hans egen død som bevis på, at man dør alligevel: optimist eller ej.

Jeg tror, at en væsentlig del af forklaringen på den omsiggribende tristesse i Vesten er, at vi skal bære hele verden på vore skuldre. Siden Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud har Vesten være behersket af en ideologi, globalismen, som har hyldet den globale landsby og knæsat grænseoverskridelse som norm. Intet er givet længere: alt er i proces.

Det har ført til, at identitet i den vestlige verden er blevet et personligt projekt. Man må selv finde ud af, hvem man er, og hvorfor man er her.

Og det stresser mennesker. For identitet er helt afgørende for mennesket. Det er ligefrem det, der konstituerer det. I modsætning til dyr kan mennesket ikke undslippe sig selv: det ser altid sig selv udefra.

Derfor har mennesket brug for at kunne begrunde, hvorfor det gør, som det gør. Selv når det ler spontant, hører det sin egen latter, som teologen K.E. Løgstrup gjorde opmærksom på. Lo det for højt? For overgivent? For hult? For villet? Mennesket findes simpelthen ikke i uformidlet form.

Men tidligere fik vi også i Vesten mere hjælp til at vide, hvem vi var. Identitet blev tilskrevet af de institutioner, der bar fællesskabet. Kirken. Familien. Arbejdspladsen. Partiet. Nationen. Han er familiemenneske, sagde man om en. Hun er sit arbejde, sagde man om en anden. Han er en typisk dansker, sagde man om en tredje.

Fantasiløs kernefamilie

Det har globalismen udfordret. Disruption er nu et livsvilkår.

For ingen skal komme og sige, at kernefamilien er idealet. Den er bare et andet ord for fantasiløshed. Og ingen skal komme og påstå, at man skal have børn. I dag kan man faktisk gøre klimaet en tjeneste ved lade være. Og helt ærligt, hvad siger det lige om folk, at de er medlem af et parti? Prøv lige og tænk selv! Men det er fint nok at tro på Gud. Specielt hvis man ikke har råd til at tage på retreat i Indien. Og hvad siger det lige om en, at man har været på den samme arbejdsplads det meste af sit liv? Ja, man er i hvert fald ikke i karrieren. Desuden må virksomheden nok snart dreje nøglen om, fordi den ikke i tide har outsourcet de omkostningstunge dele til udlandet.

»I en verden, hvor grænseoverskridelse er normen, bliver følelser den eneste autoritative kilde til identitet. De er ganske vist ubestandige, men de føles ægte.«


Ergo må det moderne menneske bygge sin identitet på sig selv – på sin hudfarve, sin seksuelle orientering, på sin alder og sin socioøkonomiske status. Eller dog: Det kan jo også ændre sig.

Nej, det rigtige vil være at sige, at man er den, man til enhver tid føler sig som. I en verden, hvor grænseoverskridelse er normen, bliver følelser den eneste autoritative kilde til identitet. De er ganske vist ubestandige, men de føles ægte, mens de er der. Og det bedste er, at de ikke står til diskussion. Der kan kun være én mening om ens egne følelser. Dem kan ingen trods alt tage fra en.

Og når man hører om ædle vilde på North Sentinel Island i Den Bengalske Bugt, hvad føler man så? Et stik af misundelse. Hvem der kunne begynde forfra.