Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Lenin: »Nyttige idioter«

Mads Lebech, Adm. direktør, Industriens Fond Fold sammen
Læs mere

Frontalt angreb kan man for så vidt ikke kalde det, når Natos generalsekretær får sagt, at Greenpeace står på lønningslisten hos den russiske præsident Putin. Men associationen til de nyttige idioter i de såkaldte fredsbevægelser under den kolde krig gennem særligt 70’erne og 80’erne er unægtelig svær at få af nethinden.

Ukraines kamp for egen overlevelse som nation med en aggressiv nabo har de europæiske statslederes stærke fokus. I princippet vil den tiltage hen over efteråret. Magtkampen vil nemlig der i særdeleshed synliggøre afhængigheden af russisk gas, forsynet gennem ledninger, der passerer Ukraine.

Energi – og vand – er og bliver stærke magtmidler og konfliktskabere. Adgangen til vand vil forventeligt være det, som udløser flest konflikter mellem nationer og folk over de næste årtier. Energien har været det længe. Kampen for at gøre sig uafhængig af klassiske fossile brændstoffer er derfor ikke alene et CO2- og klimaspørgsmål, men så sandelig også et sikkerhedsspørgsmål.

Indtil forsyningssikkerheden kan opretholdes ved nye teknologier, vil man lede videre i naturens ressourcer. Her kommer skifergassen ind. Netop nye teknologier gør det nu muligt at udvinde energi, hvor det ikke tidligere var. Bekymringen vil være stor hos de stærke olieproducerende nationer, men måske særligt hos dem, der har masser af gas. På et mere jordnært plan kan man sammenligne med en virksomhed, hvis eget produkt udfordres af en ny konkurrent, hvis produkt er bedre og billigere. Meget billigere. Enten kan man søge at tilpasse sig det nye marked gennem innovation og ny udvikling, eller man kan købe sig tid ved at få sået tvivl om de nye konkurrerende produkter og føre negativ kampagne. Når vi taler gas er det dog ikke primært prisen per kilojoule. Det er uafhængighed af aggressorer. Jeg må erkende, at kampagnerne mod f.eks. skifergas der føres med miljøet som gidsel, er jeg ikke klog på. Og egentlig er det lykkedes at gøre mig utryg.

Men jeg må erkende, at med Anders Foghs udmelding om at Greenpeace er økonomisk i lommen på Putin, ja, så giver det ekstra stof til eftertanke. Verificeringen af påstanden er angiveligt svær henset til, at det baseres på kendskab til hemmelige efterretninger. Greenpeace kan jo også tro, at de, uanset hvor deres finansiering kommer fra, gør det rigtige. Helt som medlemmerne i 70ernes fredsbevægelser som ville freden, men reelt styrkede despoternes regime i det gamle Sovjetunionen og forlængede undertrykkelsen i randstaterne i de tidligere østlande.

Normalt siger man, at penge ikke lugter. Og at det samme gør sig gældende for gas. Det sidste tilsætter man et sporingsstof. Lugten af penge afhænger af moralen hos den, som modtager. Men ikke mindst hvorfor de bliver givet. Uanset Greenpeaces motiver bør man holde sig de påståede forbindelser til Rusland for øje. Kun derved kan man hver for sig bedømme om nogen er nyttige, idioter, eller måske begge dele.