Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Lene Espersen og cølibatet

Sørine Gotfredsen: Begrebet cølibat er kommet på dagsordenen, og vi kan tage ved lære af det. Til en start må man forundres over, at folk så skråsikkert og uden indsigt sætter lighedstegn mellem seksuel afholdenhed og pædofili.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Og dernæst skal tanken om cølibat sættes i forhold til vor tids dybe tro på, at et ægte vellykket menneske kan bedrive alt på én gang. Både præstationerne i samfundet og den omsorgsfulde indsats hjemme hos familien. En stor del af os er opdraget i denne tro på det almægtige multi-menneske, men man behøver ikke iagttage sin omverden ret længe for at indse, hvad den fordring kan føre til. Mange i dette land - ikke mindst kvinder - lever i konstant skyld over ikke at kunne magte det hele, og set udefra ligner deres liv et logistisk og mentalt mareridt. Det er det næppe i enhver henseende, men når den katolske kirke meddeler, at cølibatet blandt andet grunder i tanken om, at et menneske dårligt kan være absolut nærværende to steder, er det jo ikke det rene sludder.

Dette har udenrigsminister Lene Espersen belyst for os. Ihærdigt har hun dyrket rollen som overskudsmennesket, der med to børn på armen kunne styre det konservative parti og landets udenrigspolitik, men det seneste mødeafbud har ændret billedet. Forhåbentlig kan det gøre op med Espersens og også statsministerens idé om, at danskerne gerne vil se deres ledere som »hele« mennesker, der passer familien. Sagen er nemlig, at det for vælgerne er aldeles underordnet, om politikerne er hele. De skal blot passe det magtfulde embede og lade spørgsmålet om deres »helhed« være et anliggende mellem dem og deres nærmeste. Derudover indikeres det jo på provokerende vis, at et menneske kun er helt, hvis det lever i en kernefamilie, hvilket bringer os tilbage til cølibat-tanken. For mon ikke vi bør udvide helhedsbegrebet til også at rumme den, der er så fokuseret på at tjene det ene, at han som konsekvens forsager det andet? Hvad enten man er præst, politiker eller noget tredje kan det dybe engagement skabe en indre helhed, der ikke har at gøre med børnefødselsdage eller ferier på Mallorca. Men som i stedet bygger på overbevisningen om, at man i livet har et ærinde, og at man fuldt ud må tage det på sig.

Der findes i dette land stor begejstring for det jævne og gennemsnitlige og samtidig en vis skepsis over for excentricitet og brændende idealer. For i dansk bevidsthed opstår den dybere mening med livet omkring en havegrill og ikke i nærheden af ensporede ildsjæle, der forstyrrer konsensus. Derfor blev Anders Fogh Rasmussen ofte omtalt som en mistænkeligt kontrolleret mand, selv om han først og fremmest var en ekstremt dygtig statsleder. Og derfor forekommer tanken om cølibat her til lands som en så afsporet tanke, at flere blot antager, at cølibat fører til perversitet. Med den dom får man fikst brændemærket det ubehageligt anderledes som farlig modpol til det småborgerlige syn på det hele menneske, og man får inddæmmet angsten for engagerede personer, der bryder med normen. Således er diskussionen om cølibat med til at udstille dansk mentalitet. Den afslører vores forgudelse af normalitet og minder os om, at dogmet om det hele menneske, der kan klare alt i ét og samme liv, ofte har det svært i virkeligheden. Derfor vælger nogen en anden vej.