Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Lavere skat ER velfærd

Læs mere
Fold sammen

Frem mod næste folketingsvalg vil vi – igen og igen – høre om den falske modsætning: »Velfærd eller skattelettelser«. På det netop afsluttede Folkemøde deltog jeg i en debat arrangeret af Socialdemokratiet om »Skat eller velfærd?« Socialdemokratiet var repræsenteret af Pernille Rosenkrantz-Theil. Da jeg opfordrede regeringen til at øremærke det historisk store råderum på 35 mia. kr. til lavere skat, replicerede Pernille Rosenkrantz: »Det er idiotisk.« Det ville jo gå ud over velfærden.

Når denne dagsorden så sikkert kan forventes, er det, fordi VLAK er i den lykkelige situation, at der er et råderum på 35 mia.kr. frem mod 2025. De 35 mia. kr. skal anvendes på lavere skat eller øgede offentlige udgifter. VLAKs udgangspunkt er, at det offentlige forbrug skal vokse med ca. 12 mia. kr., dvs. 23 mia. kr. til lavere skat. Socialdemokratiets udgangspunkt er, at 35 af de 35 mia. kr. skal bruges på offentligt forbrug, dvs. en LO-arbejder skal ikke sætte næsen op efter en lavere trækprocent, hvis Mette Frederiksen kommer til magten.

Desværre er Pernille Rosenkrantz’ tilgang til lavere skat mainstream. Centrum-venstre og medierne opstiller systematisk denne falske modsætning. Skal vi lette skatterne eller øge velfærden? Og ofte sættes der trumf på ved at bruge udtrykket »skal vi investere i velfærd eller klatte pengene væk på lavere skat?« Dvs. flere penge til offentligt forbrug er »godt«. Og lavere skat er »lidt ondt«, »syndigt« eller i bedste fald »spild af penge«.

Jeg vil udfordre mainstream ved at indvende, at lavere skat er velfærd. Hvis danske familier får lov til at beholde flere af deres egne penge (via lavere skat), giver det også velfærd: Råderum til at rejse, bedre mad, gå i Tivoli, spise på restaurant mv. Det kan man kalde »den nære velfærd« eller »familie-velfærd«.

Et produkt bliver ikke til velfærd, fordi det har været gennem hænderne på politikere og embedsmænd. Et produkt bliver til velfærd, når danskerne sætter pris på det. Så velfærd er ikke defineret som noget, kommunerne leverer. En af fordelene ved privatforbrug er, at den enkelte selv vælger, hvad der er velfærd. Ved offentligt forbrug er det politikerne og embedsmændene, der vælger, hvad der er velfærd. Desuden indebærer lavere skat (med få undtagelser) øget beskæftigelse og velstand. Dvs. at samfundskagen vokser.

Ser man på det private forbrug pr. indbygger, ligger vi blot nr. 14 (ud af 35 OECD-lande), selvom vi har den 9. højeste velstand. Det relativt lave private forbrug skyldes, at skattetrykket er det højeste, og at de høje skatter finansierer et højt offentligt forbrug (offentlige forbrug pr. indbygger ligger nr. 4).

Som sædvanlig er der mange, der vil indvende, at de slet ikke har brug for skattelettelserne, og de vil hellere betale til den »fælles velfærd«. Min opfordring er her, at finansminister Kristian Jensen (V) opretter en konto, hvor danskere frivilligt kan indbetale penge til statskassen, hvis de gerne vil betale højere skatter, eller ikke ønsker en skattelettelse.