Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Min gode ven, cheføkonom i Saxo Bank, Steen Jakobsen, er ofte god for en overraskende kommentar, og senest var han i Information med en stor overskrift om, at Danmark burde indføre borgerløn. Det medførte forudsigelige reaktioner: Informations læsere var positivt overraskede, tænketanke var ude med omkostningsberegninger, og andre blandede sig i debatten.

Da jeg selv på Facebook overfladisk nævnte lignende tanker, var det uundgåeligt, at folk fiskede i rørte vande, og jeg har fået adskillige henvendelser om verifikation eller opbakning til forskellige initiativer omkring borgerløn. Så det er på tide at beskrive, hvad jeg nøjagtigt mener om denne sag.

Begrebet borgerløn – en universel indkomst til alle borgere uafhængigt af arbejdsindsats – findes i mange forskellige forklædninger, afhængig af afsenderne. For nogle er det en ny omfordeling af værdier. For andre tjener det til at simplificere det bureaukrati og den kompleksitet, der i dag er tilknyttet samme omfordeling og sociale overførsler.

For liberalister tjener det til at udjævne svingende indtægter over lange perioder, eksempelvis udtrykt i Milton Friedmans tanker om negativ indkomstskat. Proponenterne af borgerløn har meget forskellige begrundelser. Lad mig slå fast - jeg mener ikke, at borgerløn i dag er ønskværdig. Der er simpelthen ikke brug for den – endnu. Den vil også være meget dyr at gennemføre.

Grunden til, at det ikke giver mening, er at vi – endnu – har brug for arbejdskraft, og at vi skal motivere denne arbejdskraft til at søge ind på arbejdsmarkedet. Men hvad nu, hvis vi ikke havde brug for arbejdskraft i samme omfang? Det er en mulighed, for ikke at sige en realitet, ikke så forfærdeligt langt ude i fremtiden. Automatisering, robotter, kunstig intelligens og generelt forbedret teknologi vil fjerne rigtig mange af de arbejdspladser, vi har taget for givet i årtier. Chauffører, rengøring, servicejobs, produktion – mindst 50 procent af vore jobs er i dag kandidater til snart ikke længere at kræve mennesker, i hvert fald ikke hele den indsats, de yder i dag.

Det er langtfra første gang, vi oplever jobs forsvinde. I 1900 var omkring 40 procent af amerikanske jobs i landbruget – i dag er det ca. to procent. Det var ikke noget problem, viste det sig, for landbrugsarbejdet blev mere effektivt, og arbejdskraften blev frigjort til mere værdiskabende processer.

Hvis man har den positive hat på, er det gængs liberal tankegang, at det samme vil ske igen. Det er delvis rigtigt – der vil komme en markant produktivitetsforbedring og varer og services vil blive både billigere og bedre. Men den anden del af ligningen, holder den?

Skiftet fra landbrugsarbejder til fabrikssamlebåndet var ikke særligt stort, og det var realistisk at omskole de fleste, der således fik forbedret deres livsvilkår væsentligt i processen. Men det er ikke realistisk i denne omstilling. Det vil være langt sværere at omskole rengøringsassistenter til business analytikere. At omskole taxachauffører til modedesignere. Eller hvilke jobs, der nu vil overleve første omgang af automatiseringen.

Jeg tror ikke på, at denne omskoling kan lade sig gøre. Jeg tror ikke på, at der vil blive skabt tilstrækkeligt mange nye, mere værdiskabende jobfunktioner, som kan varetages af de mennesker, der bliver gjort arbejdsløse af førerløse biler og rengøringsrobotter. Det vil være umuligt at konkurrere med en robot, der arbejder 168 timer om ugen, og er hurtigere og mere præcis end en arbejder, hvilket vi allerede ser masser af eksempler på. Så vi vil uvægerligt se mange mennesker miste deres muligheder for beskæftigelse, også selvom de gerne vil arbejde. Det vil være en udvikling, der i høj grad vejer tungest i de lavest uddannede og lønnede segmenter af befolkningen. Og det vil man blive nødt til at forholde sig til, er jeg ikke i tvivl om.

I betragtning af, at den udvikling vil være i fuld gang på tværs af rigtigt mange brancher inden for ti år og i vid udstrækning fuldbyrdet inden for 20-30 år, undrer det mig, at vi ikke bruger mere tid på at diskutere løsninger på det. Det lyder måske skræmmende, men det er det ikke. Vi skal huske på, at varer og services af samme grund vil være langt billigere og bedre end i dag, og derfor er det næppe en uoverstigelig udfordring at understøtte en stor del af befolkningen, der er permanent uden arbejde.

Teknologi, økonomisk vækst og generelt forbedrede muligheder vil give et spændende og interessant livsindhold for os alle – med eller uden et job. Frivillige sociale, kulturelle, sportslige og »menneskelige« aktiviteter vil minde om jobs, og give selvrespekt og nyttefølelse. Når vi begynder at ane de konturer i horisonten, vil en form for borgerløn være uundgåelig, men den vil ikke føles så forkert eller urimelig som i dag, hvor tanken om at betale folk for ikke at lave noget skurrer i ørerne på de fleste, inklusive mig.

Hvad er alternativet i en overflodsverden? Netop fordi vi alle vil se en stor del eller samtlige af vores arbejdsopgaver varetaget af højproduktiv automatisering og kunstig intelligens, vil vi også alle deltage i visse af de fordele og den rigdom, dette tilfører samfundet som helhed. Skattegrundlaget skal politikerne nok få på plads, selvom de traditionelle arbejdsindkomster skrumper – og de vil kunne glæde sig over, at robotter ikke vil brokke sig over at betale skat.

De specifikke, konkrete modeller kan vi ikke forudse i dag, men jeg er overbevist om, at vi kommer til at leve et liv med flere muligheder og færre problemer end vi gør nu. Et meget rigere liv. Og derfor vil det være givet, at ingen kommer til at leve uden et solidt indkomstgrundlag – arbejde eller ej. Den overflod vil endda stige eksponentielt, og derfor ligger fremtidens post-scarcity samfund som en naturlig efterfølger til kapitalismen – et samfund, hvor værdiskabelse kun i begrænset omfang vil relatere til adgang til materielle værdier.

Utopia ligger således for enden af kapitalismens – ikke socialismens – regnbue.