Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Langt flere indvandrere skal i arbejde

Venstrefløjen bør bekymre sig mindst lige så meget om antallet af indvandrere på offentlig forsørgelse som over skandalerne i DONG og Skat. For på sigt udgør antallet af arbejdsløse udlændinge og efterkommere en endnu større trussel mod velfærdsstaten.

Det seneste årti har vi været vidne til en række skandaler, der har vakt harme især blandt socialister og andre vælgere til venstre for midten. Bankpakkerne, bortforæringen af DONG og hærværket mod Skat. Det er nemt at udpege skurkene. Ideologisk forblændede borgerlige politikere. Skruppelløse rigmænd og socialdemokratiske skvat, der lod det hele løbe af sporet. Som rød klummeskribent har jeg i hvert fald ikke manglet emner at rase over.

Der er imidlertid et emne, som sjældent får opmærksomhed fra venstrefløjens side. Nemlig den høje andel af indvandrere fra ikke-vestlige lande, der modtager offentlig forsørgelse. Ifølge en analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening, der er baseret på tal fra Danmarks Statistik, var der sidste år hele 41,5 procent ikke-vestlige indvandrere på offentlig forsørgelse. Det tilsvarende tal for etniske danskere var 17,5 procent.

Tilknytning til arbejdsmarkedet er afgørende for, om indvandrere er en økonomisk gevinst eller udgift, og selv om tallene kan opgøres på forskellig vis, er der ingen tvivl om, at omkostningerne er enorme. Især fordi det er løbende udgifter, mens der i f.eks. DONG-skandalen er tale om et engangsbeløb.

Det er imidlertid ikke pengene, der er det største problem. Nej, det er fordi forsørgelsen af så mange fremmede udfordrer mange danskeres retfærdighedsbegreb og derved deres opbakning til velfærdsstaten.

Det er det folkelige retfærdighedsbegreb, jeg har oplevet, når jeg har arbejdet uden for den verden af ord og ideer, mange med lange uddannelser befinder sig i. F.eks. da jeg som purung knægt arbejdede i et byggesjak i København. Der var ingen tvivl om, at jeg trak akkorden ned, fordi jeg grundlæggende var en slap og uerfaren bogorm. Jeg havde nogle gode, ærlige kollegaer, der nok lod mig høre for det, når jeg begik fejl, men så længe, jeg gjorde mig umage og prøvede mit bedste, var jeg en del af fællesskabet. Et fællesskab, der også kunne rumme f.eks ham arbejdsmanden, der ankom hver morgen med seks tomme ølflasker i cykelkurven. Dem havde han sat til livs på turen fra hjemmet. Han var så ikke med i akkorden, men gik på timeløn ud fra logikken om, at han lige så godt kunne gøre nytte her som at sidde derhjemme og suge bajere og bistand.

Det var ikke sådan, at der var faste regler for, hvem der var med i fællesskabet, og hvem der stod uden for, og storsind gik hånd i hånd med smålighed. Ikke desto mindre er det den makronbund af folkelig fællesskabsfølelse, der er grundlaget for velfærdsstaten.

Det kan godt være, at vores system er udtænkt af teoretikere og drevet af teknokrater, men det fungerer, fordi det harmonerer med en retfærdighedsopfattelse, der dominerer ude på arbejdspladserne. Det centrale er, at man skal bidrage for at være med i fællesskabet. Om det så er en akkord eller en kaffeordning.

Mennesker i nød

Når så mange på venstrefløjen ønsker at sikre muligheden for at flygtninge kan genbosætte sig i Vesten, er det ud fra et oprigtigt ønske om at hjælpe mennesker i nød. Samtidig er det også i tråd med venstrefløjens traditionelle fokus på lighed og individuelle rettigheder. Ikke mindst menneskerettighederne, der giver mange flygtninge og migranter mulighed for at slå sig ned i Danmark og nyde de samme rettigheder og velfærdsgoder som danskerne. Hvorfor skal de leve dårligere liv, bare fordi de er født i et andet land?

Men derved lægger venstrefløjen sig ud med mange af sine kernevælgere, der ellers traditionelt har stemt rødt. Jeg vil vove den påstand, at de fleste danskere går langt mere op i retfærdighed end i lighed, og når de to ting blandes sammen, er det fordi, det i en dansk kontekst har været sådan, at lighed og retfærdighed historisk har været to sider af samme sag.

Men mere lighed og mere generøse velfærdsordninger kommer ikke til at ændre på almindelige danskeres modvilje mod indvandring. Det er ellers håbet blandt mange venstreorienterede. For det handler i mindre grad om velstand og mere om følelser. Det føles simpelthen ikke rimeligt, at en arbejdende familie med børn ikke har råd til at bo i København, når man kan se mennesker, der lige er kommet hertil, få betalt en lejlighed af kommunen. Ligesom det ikke virker rimeligt, at flygtninge, der aldrig har betalt skat i Danmark, får lige og fri adgang til vores sundhedssystem.

Og læs nu, hvad jeg skriver, med lidt god vilje. Jeg hævder naturligvis ikke, at alle venstreorienterede går mere op i lighed end i retfærdighed. Eller at håndværkere og akademikere slet ikke har noget til fælles.

Ikke desto mindre er bundlinjen simpel nok. Ønsker man en velfærdsstat, der både er økonomisk og kulturel bæredygtig, skal en langt større andel af ikke-vestlige indvandrere bidrage på arbejdsmarkedet.