Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Lakridspibe-gate

Lykke Friis Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sjældent har så mange mennesker været oppe i det røde felt for så lidt.

Forleden meddelte et dansk nyhedsmedium, at EU ville forbyde lakridspiben, og få minutter efter var de sociale medier ved at løbe over i protester, mens kiosker kunne melde, at hamstringsbølgen havde sat ind. Det hele viste sig imidlertid at være en and. De eneste, der ville forbyde den populære pibe, var nogle få Europa-Parlamentarikere.

Som EU-kommissær Connie Hedegaard syrligt bemærkede på sin Facebook-profil, var sagen derfor et tegn på, at danske journalister efter 40 års EU-medlemskab ikke kan »skelne mellem en enkelt parlamentarikers eller gruppes ændringsforslag«. Men sagen stikker væsentligt dybere end det. Dybest set er lakridspibe-gate et tegn på, at EU har en megen beskeden goodwill på kontoen hos store dele af den danske befolkning. Hvis danske medier rapporterer om groteske forslag fra enkeltstående folketingsmedlemmer, mødes de med en god portion skepsis. »Det er jo bare en prøveballon, og mon ikke den bliver skudt ned af de andre partier?« Når et medium derimod bringer til torvs, at EU vil forbyde lakridspiben, ja, så tror mange danskere rent faktisk på det. Ja, de har nærmest ventet på, hvad eurokraterne nu finder på som det næste. For var der ikke noget med de krumme agurker?

MEN IKKE NOK med det. Den voldsomme reaktion på lakridspibe-historien er også tegn på, at flere danskere har fået et »alt eller intet-forhold« til EU. Hvis EU virkelig vedtager et forbud, så er det simpelthen dråben, der får bægeret til at flyde over og dermed får mange danskere til at søge mod udgangen af EU-samarbejdet. Igen er kontrasten til Folketinget til at få øje på. Det er trods alt de færreste, der ville plædere for Folketingets nedlæggelse, hvis et enkeltstående folketingsmedlem smækker et irriterende forslag på bordet.

Selvom det kan være fristende bare at lade lakridspibe-gate passere, er der derfor god grund til lige at stoppe op. Det skorter da heller ikke på forslag - mere EU i folkeskolen, grundkursus til journalister i krinkelkrogene af EU’s beslutningsprocesser etc. Men hermed er det ikke gjort. Når alt kommer til alt, er lakridspibe-sagen også et udtryk for, at EU generelt ikke har formået at værne i tilstrækkelig grad om nærhedsprincippet. Som Tysklands Angela Merkel spurgte retorisk forleden: »Hvorfor sker det aldrig, at EU giver nogle kompetencer tilbage til nationalstaterne?«

I samme dur kunne man spørge - hvor sikker kan man være på, at nærhedsprincippet bliver overholdt, og at EU’s dagsorden rent faktisk afspejler de allervigtigste udfordringer, når EU-landene aldrig afholder en principdrøftelse af Kommissionens arbejdsprogram? Som det er i dag, diskuteres nærhedsprincippet kun fra sag til sag, hvor medlemsstaters parlamenter har et vist antal uger til at protestere over for et forslag.

Kort sagt: hvis EU vil undgå en ny lakridspibe-gate, bør EU indføre et årligt nærhedstjek, hvor medlemsstaterne hvert år godkender arbejdsprogrammet og rent faktisk også foreslår Kommissionen at tage forslag af dagsordenen. Tilsvarende kunne den nye Kommissionsformand, der tiltræder efter næste års sommerferie, udnævne en kommissær, der får til opgave at gå i kødet på kollegerne, når de stiller forslag, der er på kant med nærhedsprincippet. Ellers vil EU permanent løbe den risiko, at borgere fristes til at tro på historier som lakridspibeforbud. For der går vel ikke røg af en brand uden ild?