Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Læserne skriver

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

DONG

DONGs aktieværdi på helt op til 106.5 mia. kr. er i høj grad baseret på en fed tildeling af subsidier, altså tilskud fra skatteborgerne. Ca. 62 pct. af indtægterne i DONGs havvindmølleafdeling kom i 2015 fra sådanne tilskud jvf. Berlingske. Det er tankevækkende at indkomstskatten samtidig foreslås hævet – dels i form af mindre bundfradrag og dels i form af højere bundskatteprocent – for at skaffe finansieringen, så selv de laveste indkomster må holde for – også dem der knap nok har til dagen og vejen. Dette trænger til at blive oplyst og diskuteret grundigt.

Peter Morthorst, Flintebakken 43, 8240 Risskov

Rusland

Putins ambassadør i Danmark protesterer over, at Danmark sender 150 soldater til Baltikum. Han føler sig pikeret over, at Danmark »råber« af Rusland på denne måde og meddeler, at Rusland vil komme med et svar. Han har ret. Der råbes ad Rusland. Jeg råber med og JEG RÅBER GERNE MED STORE BOGSTAVER.

Putins 80.000 soldater, som daglig træner aggressiv invasion lige uden for Baltikums mure, er i sig selv en provokation uden sidestykke og Danmark burde gøre endnu mere end at sende 150 soldater derover. Vi kan starte med at genindføre det eneste våben i Østersøen, som Rusland nogensinde har frygtet for alvor, nemlig de danske ubåde.

Kenn Jørgensen, Kornagervej 67, 2800 Kgs. Lyngby

Arbejdssikkerhed

I mere end 40 år har der eksisteret nogle faste regler om sikkerhed på arbejdspladser, og der har hele tiden været regler om sikkerhedsrepræsentanter og sikkerhedsudvalg. Sikkerhedsrepræsentanter er valgt af medarbejderne på den enkelte arbejdsplads og nyder samme beskyttelse som tillidsrepræsentanter.

I forbindelse med den verserende opstandelse om produktion af vindmøller har ikke en eneste journalist talt om eller med sikkerhedsrepræsentanterne på den pågældende arbejdsplads. Man har udelukkende fokuseret på Arbejdstilsynet, som om det er tilsynets opgave at sørge for, at reglerne overholdes. Ved interview med tilsynet har man slet ikke hørt efter, hvad der bliver sagt, men har i stedet stillet spørgsmål, der blotlægger interviewerens uvidenhed. Det er ind imellem direkte pinligt.

Lovgivningen er helt klar. Det er arbejdsgiverens ansvar at sørge for sikkerhed på arbejdspladsen, men det er også medarbejdernes ansvar. Til det har man bl.a. sikkerhedsudvalget, hvor sikkerhedsrepræsentanterne kan fremføre forhold om sikkerhed og arbejdsforhold, der skal rettes ind, så de er mere sikre.

Det burde vel være en selvfølge, at journalister satte sig ind i stoffet inden de begynder at nedgøre de forkerte. Nu vil man så tale med ministeren om den pågældende sag. Hvad skal det hjælpe? Ministeren har lovgivningen at holde sig til, og den er god nok.

Tag nu fat på at tale med sikkerhedsudvalgets medlemmer, for det er tydeligvis dem, der ikke har haft de rigtige briller på.

Uffe Smistrup, Æblehaven, 4000 Roskilde

Sundheden

Der tales så meget om, hvad politikere kan gøre for at forbedre sundheden, som er ved at blive skævvredet til ulempe for de mindre bemidlede. Hvad med at udføre differentieret moms, så sunde varer har lavere moms? Dette er selvfølgelig noget, der har en meget langsigtet god virkning på danskernes helbred, så jeg vil tro, at det ikke er noget, der er interessant for de siddende politikere, eftersom jeg mener, at de er så kortsigtede, at de kun ser frem til næste valg.

Susanne Dyrbye, Bel Colle Parken 14, 2960 Rungsted Kyst

Lykketoft - igen

Fra sit høje sæde i FN som ordstyrer for Generalforsamlingen har den travle politiker fundet tid til at skælde ud på Danmark om klimapolitik, og en masse andre genvordigheder i det lille land. Det er han i sin gode ret til – sådan fungerer demokrati og ytringsfrihed. Tidligere berigede den tidligere formand for Folketinget danskerne med sin skarpe politiske analyse af Danmarks statsminister som »en lille svindler«.

Mogens Lykketoft som engang var en intellektuel kapacitet, og som nu er i sit politiske meget sene efterår, synes nu ganske at have mistet fokus på det væsentlige, og i stedet faldet i selvhævdelsens dybe brønd. Danmark ligger i top 5 blandt alle verdens lande uanset hvilke parametre der måles på; eksempelvis retssikkerhed, menneskerettigheder, ytringsfrihed, grøn energi, lighed med meget mere. Mogens Lykketoft kunne passende fra sin formandspost kritisere de lande som er lysår fra Danmarks niveau. Eksempelvis Kina, Rusland, Saudi-Arabien, Iran samt Nordkorea m.fl., som alle er karakteriseret ved at have et endog meget fjernt forhold til de helt grundlæggende elementer i et demokrati. Disse lande trænger til en alvorlig opsang fra Mogens Lykketoft – her er der for alvor meget at komme efter!

Men nej, her skal Lykketoft ikke have sagt noget – her er det nok mest opportunt at holde lav profil. Man skulle jo nødigt komme til at genere disse lande. Så er det jo dejligt omkostningsfrit at angribe lille Danmark – det er helt ufarligt.

Claus Jeppesen, Selmersvej 7, 2970 Hørsholm