Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Læserne mener: Virksomheder – hjælp de unge og jer selv

»Det er simpelthen samfundsskadeligt, at virksomhederne undslår sig for at optage lærlinge, og samtidig kortsigtet.« Modelfoto
Læs mere
Fold sammen

De seneste dages beklagelser over, at de unge vælger de faglige uddannelser fra, er rystende, men forståelig, når man kender lidt til baggrunden.

Kun 19 kommuner kan nu overholde regeringens mål om, at 25 procent af en ungdomsårgang vælger en håndværkeruddannelse. Men det er ikke alene kommunernes ansvar. Erhvervslivet må komme på banen og sikre, at der er praktik- og lærepladser nok til de unge fra erhvervsskolerne.

Det er simpelthen samfundsskadeligt, at virksomhederne undslår sig for at optage lærlinge, og samtidig kortsigtet. Særlig i Vestdanmark er det notorisk mere end svært for de unge at få praktikpladser.

Et af mine børnebørn, der vil være elektriker, er en af dem, som løber fra firma til firma i Midt- og Vestjylland og den ene gang efter den anden får at vide, at man ikke er interesseret i at tage en lærling. Men når han er færdiguddannet, er der arbejde, lyder svaret.

Men uden lære- eller praktikpladser bliver der ingen færdige svende. Det turde være logik for burhøns. Men som studerende på EUX TECK og halvt færdig, er han for dyr at tage som lærling, og der er for meget skolegang, hvor firmaet skal undvære ham, lyder svaret også. Men når han er færdig, er de meget interesseret i ham. Hvilket hykleri!

Få nu løftet blikket, mestre, og se ud over nuets udfordring. Hjælp de unge, og hjælp jer selv til at sikre, at der er fagligt dygtige håndværkssvende også i fremtiden. Det er jeres ansvar, som I ikke bør løbe fra eller skyde over på andre. Alt andet er blot for kortsigtet tænkt.