Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Læserne mener: Kathrine Lilleør og den demokratiske folkekirke

»Men er det ikke en slags diktatur at ville bestemme, hvad andre mennesker skal tro?« Arkivfoto af Kristkirken i Kolding Fold sammen
Læs mere
Foto: Sonny Munk Carlsen

I Berlingske søndag den 11. marts mener sognepræst Kathrine Lilleør, at kirken skal være så rummelig, at alle skal tro og mene det samme – altså som hun selv. Men rummeligheden omfatter ikke præsterne i Kristkirken i Kolding, som står fast på deres tro om ikke at vie fraskilte, homoseksuelle og anerkende kvindelige præster.

Det kan man så mene om, hvad man vil. Dog forholder det sig i disse spørgsmål som i andre, at man ikke kan tvinge folk til at mene det samme som én selv.

Det refereres, at folk er frustrerede over forkyndelsen i deres egen kirke, men at biskoppen for Haderslev Stift har udtalt: »Det er en del af folkekirkens væsen, at der er rum for meget store teologiske forskelle.«

Et standpunkt, som Lilleør dog opfatter som undskyldning for at bære over med den kirkelige højrefløjs manglende rummelighed.

Men er det ikke en slags diktatur at ville bestemme, hvad andre mennesker skal tro? Som et »tankepoliti« uforeneligt med dansk demokrati.

Lilleør konkluderer, at »alt står jo i Bibelen«. Men, så er der vel også grundlag for forskellige fortolkninger? Den enkelte præst må gøre op med sig selv og sin samvittighed, hvordan skriftens ord skal udlægges. Til gengæld står det kirkegængerne frit for at løse sognebånd til en anden præst, hvis man er uenig med hjemsognets.

At en præst skal varetage sit hverv uanset, hvad præsten personligt tror og mener, er jeg uenig i. Jeg ville ikke bryde mig om, at præsten tænkte ét og sagde noget andet. Det er jo helt utroværdigt. Og så er det i øvrigt tilladt at tænke selv.