Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Læserne mener: »Darkest Hour« – snak fremfor action

En statue af Winston Churchill foran Parlamentet i London. Fold sammen
Læs mere
Foto: HANNAH MCKAY

Forleden, da jeg gik i biografen for at se »Darkest Hour«, skete følgende: To unge piger henvender sig til den unge mand, der sælger billetter, og spørger: »Hvad er den der Darkest Hour for noget?« Den unge mand svarer beredvilligt: »Den er om en eller anden præsident og en eller anden krig.«

Pigerne ser tvivlende på hinanden og siger: »Hvad har I ellers billetter til?«

Jeg tænkte på dette, da jeg læste Jeppe Krogsgaard Christensens anmeldelse af filmen. Han mener, at der var for megen snak og for lidt »action«. På film skal der være »action«, naturligvis, ellers er film ikke »medrivende«.

Nu er jeg hverken ude efter den historieløse ungdom eller Christensens syn på film, men vil bare nævne, at filmen for mig og min kone var noget af det mest medrivende, vi har set, næsten som filmen »Der Untergang« om Churchills modstykke, Hitler.

Anden Verdenskrig var en af menneskehedens største katastrofer. Omkring krigsudbruddet blev der begået en uendelig række af tåbeligheder (pænt sagt). Sund sans kunne have forhindret alt, og det kunne også være gået helt galt. Dette drama afspejles tydeligt i en af de vigtigste episoder: Det øjeblik, hvor England, imod alle odds, beslutter at tage kampen op. Det, der gjorde udslaget, var snak, eller rettere, tale. Ja ja, action kom senere, men situationen blev på dette tidspunkt reddet af en mand, som havde indsigt, mod og vilje til at sige det rigtige, og som også, som følge af uddannelse, erfaring og flid, kunne udtrykke sig klart og effektfuldt.

Historien gentager sig, og kendskab til historien kan hjælpe os til at undgå de værste tåbeligheder. »Darkest Hour« illustrerer et øjeblik i verdenshistorien, hvor en mand må beslutte sig for at gøre noget svært, og gør det. Forstår man det, er filmen både spændende og medrivende.