Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Læren fra Bosnien bør bruges i Syrien

Mikkel Vedby Rasmussen: Dengang i 1990erne vandt vi EM i fodbold, sang med på Barbie Girl og det danske forsvar deltog i FN-missioner.

Mikkel Vedby Rasmussen, Professor MSO, Institut for Statskundskab, KU Fold sammen
Læs mere

I dag virker det fjernt og usandsynligt og – i det mindste hvad Aquas storhit angår – noget, man helst vil glemme. Imidlertid minder borgerkrigen i Syrien os om en forsvarspolitisk dagsorden, som vi har glemt i krigene i Irak og Afghanistan. En dagsorden, som vi meget vel snart kan møde igen. Og da er det vigtigt, at vi husker, hvad vi lærte dengang i 1990erne. For vi skal vælge, hvor meget reaktionen i Egypten eller borgerkrigen i Syrien kommer os ved, og hvad vi skal gøre ved det. Præcis som vi skulle forholde os til de baltiske landes selvstændighed og borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien.

Vel er Mellemøsten ikke Europa, men det er netop pointen. Siden Den Kolde Krigs afslutning har vi engageret os i stadigt fjernere konflikter med en stadigt større villighed til at være med i, hvad man i forsvaret kalder »den skarpe ende«. Men denne villighed til at gå i krig kommer i vidt omfang af vores erfaringer med FN-missionerne på Balkan, som gjorde for lidt, for sent. Og hvor danske soldater blev dræbt, magtesløse over for, hvad borgerkrigens parter kunne finde på. Kimen til det nye danske forsvar kom af de erfaringer. Derfor var det også på Balkan, at danske kampvogne blev sendt i kamp. Da vi mødte op i Irak og Afghanistan var det netop for at lægge FN-erfaringen bag os. Og der er den stadig. Når vi diskuterer indgriben i Syrien, er det bombninger som i Libyen eller landkrig som i Irak, vi overvejer i den offentlige debat.

For øjeblikket er det imidlertid langt mere sandsynligt, at et vestligt militært bidrag først kommer på tale, når borgerkrigen skal afsluttes. Tyrkiet vil formentlig ikke acceptere en EU-styrke og Rusland og Kina ikke en NATO-styrke, og så er vi tilbage til de gode gamle blåhjelmede FN-styrker. Jeg har svært ved at forestille mig andet, end at Danmark ville deltage i en sådan styrke. Og da er det, at vi skal huske, at vi 1990erne lærte, at på den anden side af alle de pæne ord, kan en FN-styrke være en undskyldning for ikke at løse konflikten. Man skal derfor passe på med at melde sig til og kun sende soldater af sted, som har midlerne til at slå fra sig, hvis det går galt.