Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Lær os at tænke i kompetencer

Alt for sent bliver vi bevidst om, at der er et liv på den anden side af skolens mure. Vi må kunne forvente, at uddannelsessystemet ikke blot skoler os i at score et 12-tal ved det grønne eksamensbord, men også til at score et job.

Læs mere
Fold sammen

Specialet færdigskrevet. Det burde jeg fejre. Jeg burde også fejre, at jeg stort set har været det eksemplariske mønsterbarn, der har gjort nøjagtigt, hvad skiftende undervisnings- og uddannelsesministre har bedt mig om. Jeg afsluttede gymnasiet med topkarakterer, gik direkte videre på universitetet, har haft relevante studiejob, været i en enkelt studieforlængende praktik (undskyld) og skrevet speciale på de normerede fem måneder.

Desværre føler jeg, at der ikke er noget at fejre. Arbejdsmarkedet belønner ikke os, mønsterbørnene, der er kommet fra uddannelsessystemets A til Z på 0,5. Vi må i stedet tage til takke med mere praktik, dagpenge og følelsen af at være samfundsnassere.

Fejlen ligger i uddannelsessystemets opbygning. Alt for sent bliver vi bevidst om, at der er et liv på den anden side af skolens mure. For mange sker det først, når studenterhuen trykker, og man begynder at overveje, hvilken uddannelse og dermed karriereretning man kunne tænke sig. Det er alt for sent, vi bliver undervist i forholdene på arbejdsmarkedet og dyder som netværk og innovation.

Jeg gik i gymnasiet under den nye gymnasiereform, og jeg blev skolet i tværfaglighed. Som elev syntes jeg, at det var skønt at anvende matematikkens formler til at løse et samfundsfagligt problem. Jeg var sikker på, at jeg gennem min gymnasieuddannelse fik kompetencer, som jeg kunne bruge videre.

Jeg fik ret. Fra første dag på universitetet følte jeg mig bedre rustet til at løse de opgaver, lektorerne stillede, end mange af mine medstuderende fra den gamle gymnasiereform gav udtryk for. Men jeg tvivler stærkt på, at min fremelskede evne til tværfaglig tankegang alene kan kvalificere mig til arbejdsmarkedet.

Ideen i vores uddannelsessystem er at kvalificere os til job. Som vores uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) ynder at sige, skal færre uddannes til arbejdsløshed.

Men så må vi som studerende også kunne forvente at få praktiske kompetencer, ikke blot akademisk viden, til at kunne komme i arbejde. Med andre ord: Vi må kunne forvente, at uddannelsessystemet ikke blot skoler os i at score et 12-tal ved det grønne eksamensbord, men også til at score et job, når vi står grønne på arbejdsmarkedet efter den videregående uddannelse.

Der er allerede skabt en række initiativer med praktikordninger og samarbejde mellem erhvervsliv og universiteter. Men det er ikke nok. Unge skal socialiseres til at tænke i arbejdsmarked og kompetencer, så snart de har valgt studieretning i gymnasiet.

For at løse den udfordring bør en kommende gymnasiereform ikke blot klæde unge bedre på til en videregående uddannelse. Den skal også klæde dem på til arbejdsmarkedet. Jeg tænker specifikt på oprettelsen af et nyt fag på alle ungdomsuddannelser med navnet »Almen Arbejdsmarkedsforberedelse«. Dette fag skulle give eleverne de praktiske kompetencer, som det private og offentlige efterspørger.

Desuden skulle faget indebære læren om forskellige netværksstrategier, som den studerende skulle have mulighed for at afprøve i forbindelse med mindre praktikforløb eller frivilligt arbejde, der kunne indgå i ungdomsuddannelsen.

Endelig skulle faget omfatte undervisning i lovgivning om arbejdsmarkedet, overenskomster og minimumsløn samt fordele og ulemper ved et arbejdsmarked på tværs af staters grænser.

Et sådan fag kunne kvalificere de unge til at tænke i kompetencer fremfor at tænke i konkret viden.

Uddannelsessystemet, særligt det akademiske, er i høj grad skævvredet, fordi vi som studerende uddannes til at tænke i formel for fotosyntese, årstal, lignelser og ligninger. Man er endnu ikke nået frem til den erkendelse, at denne viden blot er basale værktøjer for at blive dannet og for at kunne være innovativ på arbejdsmarkedet.

Hvis ikke fremtidige generationer inden for alle studieretninger »skal uddannes til arbejdsløshed«, må der i langt højere grad undervises i, hvordan denne viden omsættes til kompetencer.

Tilbage står spørgsmålet, om uddannelse udelukkende skal sigte på arbejdsmarkedet. Absolut ikke, hvis du spørger mig. Uddannelse handler også om dannelse, om at få et dybdegående kendskab til vores eget og andre samfund, så vi kan træffe kvalificerede demokratiske valg.

Men når jeg møder op på jobcentret første gang, bliver jeg nok ikke spurgt om, hvordan jeg med min akademiske viden forestiller mig, at vores samfund kan blive mere demokratisk. Jeg bliver nok ikke spurgt om, hvordan jeg mener, at der kan skabes en mere kritisk debat i samfundet.

I stedet vil jeg nok blive spurgt ud om mine kompetencer, min erfaring og mit netværk – og så længe vi som færdiguddannede bliver målt og vejet på disse dyder, er vores uddannelsessystem skruet helt forkert sammen.

Så lad os da skrotte idealerne om almen dannelse, demokrati og medborgerskab, så vi kun skoler fremtidige generationer efter arbejdsmarkedets behov.

I sidste ende er denne løsning dog uholdbar, for hvis vi udelukkende lærer de unge om praktiske kompetencer til gavn for arbejdsmarkedet, hvordan skal de så nogensinde kunne arbejde for at demokratisere vores samfund, arbejdsmarkedet og konkurrencestaten i fremtiden?