Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Længslen efter Sverige

Uffe Ellemann-Jensen: Mange års arbejde for integration i Øresundsregionen risikerer at blive bombet tilbage til tiden før den nordiske pasunion.

Uffe Ellemann-Jensen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Om et par uger vil beboerne i Øresundsregionen møde den nye virkelighed: Når de mange butiksansatte fra Malmø, som har glædet københavnerne med at genindføre service i butiksfaget, tager toget hjem fra arbejde, skal de undervejs stå af og lade sig kontrollere, før de får lov til at rejse videre – hvis de vel at mærke har papirerne i orden. Det samme skal de mange mennesker, som hver dag krydser Øresund for at handle på den anden side.

Broen, som vi med fælles stolthed åbnede for bare 15 år siden, vil ikke længere være bindeledet mellem broderfolkene…

Så er det, at vi lidt ældre mindes Povl Dissing, der fortolkede Benny Andersens vidunderlige Svante-vise om længslen efter Sverige:

»Her står jeg og stirrer mod Sveriges kyst og længes mod højere bjerge…« Stakkels Svante kom aldrig derover, for han skulle tage færgen, og så ville han blive søsyg.

Svante sang i et af versene:

»Jeg står i et lille neurotisk land / beboet af smilende gale. / De svenske kan meget, som vi ikke kan / og de holder sig tappert neutrale.«

Det var jo en poetisk beskrivelse af forholdet mellem Danmark og Sverige, som også må revideres efter vort fælles møde med virkeligheden: Svenskerne har indset, at de ikke længere kan stå med åbne hjerter og åbne arme som den »humanitære stormagt« med plads til 30 millioner flygtninge og indvandrere, som en svensk politiker fik udtrykt det, før svenskerne blev taget på ordet, og menneskestrømmen gled op gennem Europa med kurs mod det forjættede land, presset af nød og ulykke og lokket af vildt overdrevne forventninger. Hidtil har 150.000 mennesker søgt til Sverige alene i år, og nu kan svenskerne ikke klare flere.

Derfor lukker Sverige nu grænsen til først og fremmest Danmark.

Det betyder, at mange års intenst arbejde på at fremme integrationen i Øresundsregionen risikerer at blive bombet tilbage til tiden, før vi begyndte med en nordisk pasunion for længe, længe siden. Det er en ulykke for både svenskere og danskere i regionen. På vores side af Øresund kunne vi lidt spøgefuldt sige, at med Broen fik vi endelig Skåne, Halland og Blekinge tilbage – og der er lagt mange kræfter i at nedbryde barrierer mellem vore lande og markedsføre Øresundsregionen som et nyt vækstcenter, hvor Øresundstoget rullede mellem byerne på begge sider af Sundet, og storbyerne København og Malmø slog deres havne sammen. Det var et arbejde, som især fik kraft, efter at Sverige var blevet medlem af EU, og vi kunne med stolthed præsentere vores region som et skoleeksempel på, hvordan man kan skabe vækst ved at fjerne grænser.

Det slutter på mandag. Om det vender tilbage, afhænger ikke kun af de to lande selv. For selv når de to landes regeringer holder op med at udveksle spydigheder og begynder at forhandle om en løsning på problemerne, afhænger det hele af, om der kan findes bredere europæiske løsninger på flygtningeproblemerne og grænseproblemerne.

Tidligere på året kunne vi se, hvordan en række centraleuropæiske lande skubbede problemerne over på hinanden: Først byggede Ungarn et pigtrådshegn mod Serbien for at holde de flygtninge ude, som var kommet ind i Grækenland og nu søgte op mod Tyskland og Sverige. Så drog flygtningene i stedet til Kroatien, som sendte dem videre til grænsen mod Ungarn, der svarede igen med nye pigtrådshegn mod Kroatien. Videre gik det så til Slovenien, som også svarede igen med pigtrådshegn mod Kroatien…

Dengang havde de færreste nok fantasi til at forestille sig, at noget lignende ville ske i vores del af Europa blot få måneder senere.

Og det stopper næppe her. For den danske statsminister har jo ret, når han siger, at Danmark ikke kan overtage Sveriges flygtninge- og indvandrerpolitik, bare fordi svenskerne har indset, at den er uholdbar. Og så kan vi blive nødt til at lukke de åbne grænser mod Tyskland, med alt, hvad det indebærer af bøvl i almindelige menneskers hverdag og spildte integrationsbestræbelser. Så skal vi igen stå i kø i paskontrollerne.

Hvis der stadig er nogen, som ønsker lukkede grænser, skal de prøve at tage toget til Malmö den 4. januar for at mærke, hvad det betyder i praksis.Den oplevelse burde give plads for omtanke – og skabe forståelse for, hvor vigtigt det er at finde fælles europæiske løsninger på problemet. Her har vi danskere desværre skudt os selv i foden med folkeafstemningen tidligere på måneden…

Torsdag drøftede EU-lederne de meget vidtgående forslag om en styrkelse af kontrollen med de fælles ydre grænser. Så længe den kontrol ikke fungerer, vil vi se en fortsættelse af den udvikling, som er ved at undergrave retten til at bevæge sig frit inden for EU. Det minder om den politik, der førte verden til tiggerstaven i 1930erne: »Beggar thy neighbour«, som den blev kaldt. Hvert enkelt land indførte handelsrestriktioner mod naboerne, som svarede igen med endnu skrappere restriktioner. Murene blev højere og højere, og alle blev fattigere. Det samme vil ske, hvis vi fortsætter med at rulle pigtråd ud mod naboerne.

Noget helt grundlæggende ved »suverænitet« er retten til at forsvare en nations ydre grænser. Men denne ret er også en pligt, hvis man indgår i et samarbejde som EU, hvor retten til at rejse frit mellem de enkelte medlemslande forudsætter, at de fælles ydre grænser kan forsvares. Hvis man ikke kan eller vil det – og hvis man ikke er parat til at lade fællesskabet træde til, når man selv svigter – så kan man ikke deltage i samarbejdet. Det må være svaret til de lande, der vægrer sig ved at indgå i fælles løsninger. Ingen kan tvinges til at være med. Men andre kan heller ikke tvinges til at acceptere partnere, der ikke lever op til deres ansvar.

Det betyder, at det nu er sandhedens time for de lande, som hidtil har forsøgt både at være med og ikke med. Ingen nævnt, ingen glemt.

Og det haster med at finde fælles løsninger. Den flygtningestrøm, vi har oplevet i efteråret, er kun en beskeden forsmag på, hvad vi kan vente i fremtiden. I takt med at de afrikanske befolkninger i landene syd for Sahara får bedre viden om mulighederne i Europa og bedre muligheder for at flytte sig, vil presset mod de europæiske grænser vokse. Det løses desværre ikke alene ved at støtte den økonomiske udvikling i de lande, for der vil stadig bestå så store forskelle, at drømmen om Europa består. Derfor bliver der brug for helt nye fælles tiltag i Europa.

For som Svante sang: »Det er som at se det forjættede land, der flyder med fuldfede priser…«