Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Lækager kan være nødvendige

Henrik Ø. Breitenbauch: Nettet udgør den hidtil mest radikale udfordring for statens årtusindgamle kontrol med information. Lækager kan indimellem være den eneste måde at omgå et system, der ikke virker til sit eget bedste.

WikiLeaks præger forsiderne på de store amerikanske aviser. Med selvbevidst reference til Watergate lancerer WikiLeaks sine afsløringer som Cablegate. Fold sammen
Læs mere
Foto: Reuters
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En ny uge: nye lækager, mere ballade på den forsvars-, sikkerheds- og udenrigspolitiske front. Kun meget få af de lovede over 250.000 ambassadeindberetninger er frigivet, og det er svært at forestille sig, hvilke bomber der kommer. Men udover de umiddelbare reaktioner i form af damage control er lækagen historien om udfordringen af statens årtusindgamle kontrol med information, med lidt mudrede intentioner.

Udover at begrænse skaderne ved lækagen gennem vaccinerende orientering af diverse udenlandske udenrigsministerier, så vil USA forsøge at sikre, at lækagen ikke sker igen. De andre landes diplomatiske systemer vil efterse de eksisterende procedurer, men næppe lave noget revolutionerende om. Som hovedregel er diplomater i forvejen påpasselige med kun at navngive deres kilder, hvis det er nødvendigt af hensyn til dokumentation for vigtigheden af indholdet. Den forholdsregel vil sikkert blive indskærpet, og særligt følsomme ting kan blive ekstra klassificeret og krypteret eller leveret mundtligt via telefon. Men i virkeligheden angår sagen mest USAs organisering af hemmeligstemplet viden.

Det ser nemlig ud til, at lækken stammer fra samme kilde som til de to tidligere lækager - en ung, militær efterretningsanalytiker, som har udnyttet en særlig svaghed i det amerikanske datanetværk. Bloggen Threat Level på Wired Magazines hjemmeside beskrev søndag, hvordan diplomatiske indberetninger siden 11. september er blevet stillet til rådighed på Pentagons verdensomspændende og hemmeligtstemplede SIPRNet. Paradoksalt nok har ønsket om en effektiv sagsbehandling inde i det amerikanske system muliggjort en så enorm læk. Men hvis Threat Level har ret, må der også være tale om en lavpraktisk brøler, som kan fikses. Mon ikke der findes en relativt simpel teknologisk løsning, som gør det umuligt at tilgå endsige kopiere den samlede mængde af indberetninger? Fremadrettet vil lækagesagen her altså næppe få ret store praktiske konsekvenser i forhold til operating procedures.

Der er sikkert artige afsløringer i de mange sider. Lækken kommer samlet set til at gøre ondt på USA, som må se navngivne samtalepartnere i allierede landes ministerier, vurderinger af fremmede landes ledere og følsomme positioneringer i forhold til igangværende sager som Irans atomvåbenprogrammer blive udstillet. De fleste af indberetningerne er under ti år gamle og omhandler periodens store udenrigspolitiske beslutninger. Derfor vil der også komme reaktioner i de berørte lande, nogle medieskabte og indenrigspolitisk motiverede, andre saglige og i værste fald med kraft til at påvirke den faktiske internationale politik negativt. På den måde kan det sagtens være, at det havde været bedst for de fleste, hvis lækagen ikke var sket.

Men selvom det intuitivt føles bedst at støtte op om systemet - som jo, inklusive klassifikationer og hemmeligheder, faktisk som regel fungerer - så er det værd at huske på, at staten kun giver magt fra sig, når den bliver tvunget til det. Siden arilds tid har de politiske magtformers historie været snævert forbundet med kontrol med information - gennem efterretningssystemer, censur, osv. Mediehistorisk set er internettet at sammenligne med trykpressen, som også decentraliserede informationsmagten. Nettet og de effektive fildelingssystemer udgør den hidtil mest radikale udfordring af denne fundamentale sammenhæng mellem magt og information. Hvis WikiLeaks lukkes, vil andre udbyde rammer for læk fra offentlige kilder.

Regeringer skal ses i kortene, løbende udfordres på deres løsningsmodeller, have deres prioriteringer og politikker kvalitetskontrollet, også gennem offentlighedens involvering. Lækager kan indimellem være den eneste måde at omgå et system, der ikke virker til sit eget bedste. Hvis Vietnamkrigen blev et moralsk knæk for den amerikanske stat i forholdet til sine egne borgere, så skyldtes det også Daniel Ellsbergs læk af Pentagon Papers og Deep Throats rolle i Watergate. WikiLeaks ønsker lidt blåøjet at gøre sig til en del af denne historie. Med selvbevidst reference til Nixon-skandalen lancerer hjemmesiden lækagen som Cablegate.

WikiLeaks-initiativet udspringer af de radikale dele af internetaktivismens unge år med slagordet Information wants to be free. Her er det et moralsk imperativ, at alle bør have adgang til alt. WikiLeaks peger med patos på de amerikanske skolebørns lærdom om, at den første præsident, Washington, »ikke kunne fortælle en løgn«, og retfærdiggør udgivelsen med, at den viser forskellen på »hvem USA er i offentligheden« og hvad USA siger »bag lukkede døre«.

Men diplomatiet handler om at vurdere forskelle i positioner, evner og hensigter, og udnytte disse iskoldt efter det givne lands interesser - selvfølgelig er der forskel på glansbilledet og realiteten. Spørgsmålet er altså ikke, om telegrammerne svarer til de officielle amerikanske politikpositioner. Spørgsmålet er, om afsløringerne vil have været omkostningerne værd - og hvordan en privat og hemmelighedsfuld organisation kan være den rette autoritet til at lave den vurdering.